Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

23. marts 2009

 

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 1 (bilag 2), vedrørende L 149 om forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed (ny ordning for udsendelse af ikke-kommercielt tv, ændring af ”must carry”-reglerne, opkrævning af licens m.v.), stillet af Folketingets Kulturudvalg den 13. marts 2009.

 

 

 

Carina Christensen

 


Spørgsmål nr. 1

(bilag 2), vedrørende L 149 om forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed (ny ordning for udsendelse af ikke-kommercielt tv, ændring af ”must carry”-reglerne, opkrævning af licens m.v.).

 

Skrivelse af 13. marts 2009

 

Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.

 

Spørgsmål:

 

" Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 25. februar 2009 fra Sendesamvirke for lokal-tv i Odense, jf. KUU L 149 - bilag 2."

 

Svar:

 

Jeg er blevet bedt om at kommentere henvendelsen af 25. februar 2009 fra Sendesamvirke for lokal-tv i Odense, der i anledning af det fremsatte lovforslag kommer med en forespørgsel om, hvad udgifterne for udsendelse af lokal-tv i MUX 1 bliver efter slukningen af de analoge signaler den 31. oktober 2009. Sendesamvirket frygter, at sendeudgifterne bliver så høje, at lokal-tv-stationerne ikke får mulighed for at udnytte den forbedrede situation, der er skabt med den foreslåede lokal-tv-ordning.

 

Jeg kan oplyse, at der endnu ikke er taget endelig stilling til, hvordan udgifter til etablering og drift af sendenettet i MUX 1 skal fordeles mellem DIGI-TV´s og de foretagender, der skal sende i MUX 1. Spørgsmålet er efter aftale med partierne bag medieaftalen ikke reguleret i lovforslaget.

 

Derfor er det på nuværende tidspunkt ikke muligt at svare på de konkrete spørgsmål, der stilles i sendesamvirkets henvendelse.

 

Kulturministeriet undersøger i øjeblikket forskellige muligheder for at reducere græsrodstv-stationernes distributionsomkostninger i MUX 1. Når disse undersøgelser er afsluttede, vil jeg drøfte spørgsmålet med medieordførerkredsen.