ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

20. marts 2009

 

 

Besvarelse af spørgsmål 13 ad L 120 stillet af Erhvervsudvalget den 3. marts 2009 efter ønske fra Jesper Petersen (SF).    

 

Spørgsmål 13:

Ved lov nr. 98 af 10.2.2009 er der sket en betydelig udvidelse af antallet af selskaber, der er omfattet af ABL § 19, og den deraf følgende lagerbeskatning. Der blev dog indføjet et nyt stk. 5 i ABL § 19, hvorefter et selskab, hvor alle aktionærer er ansat i det selskab, som investeringsselskabet er aktionær i, ikke omfattes af ABL § 19. Det fremgik af bemærkningerne til ændringsforslaget, der indførte denne bestemmelse, at det afgørende var, om de pågældende aktionærer var ansat ved deres tegning af aktierne. Men hvorledes forholder det sig, hvis et selskab, der efter den generelle ændring i ABL § 19, nu vil overgå til beskatning efter ABL § 19, hvis der blandt aktionærerne er personer, der på overgangstidspunktet ikke længere er ansat i det selskab, der investeres i, og således ikke opfylder betingelserne i ABL § 19, stk. 5?

 

Svar:

Jeg har fra Skatteministeriet modtaget følgende udtalelse, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”Aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 5, medfører, at et selskab, som ellers ville være omfattet af definitionen af begrebet investeringsselskab i aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 2, ikke anses som et investeringsselskab, hvis selskabet udelukkende ejer aktier m.v. i et andet selskab, og hvis alle selskabets aktionærer ved erhvervelsen af disse aktier m.v. var ansat i det andet selskab (eller andre selskaber, der er koncernforbundet med det andet selskab). Betingelserne i § 19, stk. 5, er således opfyldt, selv om der blandt aktionærerne er personer, der på et tidspunkt efter erhvervelsen af aktierne m.v. er ophørt med at være ansat i det andet selskab (eller hermed forbundne selskaber). Dette gælder også, hvis de pågældende personer var ophørt med denne ansættelse på det tidspunkt, hvor den nye affattelse af aktieavancebeskatningslovens § 19 fik virkning for selskabet.”

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk