Fremsat 08-10-2008
1. behandlet / henvist til udvalg 21-10-2008
Betænkning afgivet 11-12-2008
2. behandlet/direkte til 3. behandling 16-12-2008
3. behandlet, vedtaget 19-12-2008
Ministerområde:
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Med loven udvides anklagemyndighedens adgang til oplysninger i udlændingesager, og loven gennemfører ændringer af udlændingeloven, som er nødvendige som følge af SIS II-forordningen. SIS II-forordningen vedrører anden generation af Schengeninformationssystemet, som blev gennemført i dansk ret ved lov nr. 521 af 6. juni 2007. SIS II forventes at finde anvendelse fra oktober 2009. Som følge af SIS II får Rigspolitiet hjemmel til at indberette personer på sanktionslisterne til SIS II i forbindelse med dansk formandskab. Der indføres også med loven hjemmel til at optage fingeraftryk og personfotografi af udlændinge, der skal indberettes til SIS II. Endvidere kan Kriminalforsorgens institution for frihedsberøvede asylansøgere ved Sandholmlejren anvendes til personer, der er varetægtsfængslet, og som er udvist ved dom og har afsonet en frihedsstraf.
Lovforslaget vedtaget med 109 stemmer (V, S, DF, SF, KF, RV, LA, Simon Emil Ammitzbøll (UFG) og Pia Christmas-Møller (UFG)) mod 2 (EL).