Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 4 vedrørende forslag til lov om ændring af navneloven (Adgang til at tage en afdød ægtefælles mellem- og efternavn m.v.) (L 107), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 23. februar 2009.

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Jens-Christian Bülow

 


Spørgsmål nr. 4 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af navneloven (Adgang til at tage en afdød ægtefælles mellem- og efternavn m.v.) (L 107):

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelse af 22/2-09 fra Gender-Pioneers, jf. L 107, bilag 7.”

 

Svar:

 

1. Gender-Pioneers har i sin henvendelse til Folketingets Retsudvalg bl.a. anført, at voksne myndige personer bør kunne kalde sig, hvad de vil. Det anføres endvidere i henvendelsen, at der bør fastsættes et gebyr for visse navneændringer, ligesom der rejses spørgsmål ved de økonomiske konsekvenser af at inddrage Sexologisk Klinik i sager, hvor der ansøges om et navn, der betegner det modsatte køn.

 

2. Justitsministeriet kan oplyse, at det følger af navnelovens § 25 a, at der ved ansøgning om navneændring, skal betales et gebyr. Dette gælder dog ikke ved ansøgning om navneændring, der sker i forbindelse med en vielse, hvis ansøgningen er indgivet senest 3 måneder efter vielsen, eller for børn under 18 år som følge af forældrenes navneændring.

 

Der ændres ikke med lovforslaget på den gældende bestemmelse i navnelovens § 25 a om gebyr.

 

For så vidt angår spørgsmålet om inddragelse af Sexologiske Klinik og de økonomiske konsekvenser heraf, henvises til Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 1 og 8 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende lovforslaget.