Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 11 vedrørende forslag til lov om ændring af navneloven (Adgang til at tage en afdød ægtefælles mellem- og efternavn m.v.) (L 107), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 18. marts 2009.

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Jens-Christian Bülow

 


Spørgsmål nr. 11 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af navneloven (Adgang til at tage en afdød ægtefælles mellem- og efternavn m.v.) (L 107):

 

”Vil ministeren yde teknisk bistand til et ændringsforslag, der indebærer, at revisionsbestemmelsen i navnelovens § 31 ændres således, at forslag om revision af loven skal fremsættes for Folketinget i folketingsåret 2010-11?.”

 

Svar:

 

Et ændringsforslag af den i spørgsmålet beskrevne karakter vil f.eks. kunne formuleres således:

 

Ӯndringsforslag

 

Af …, tiltrådt af …:

 

Til § 1

 

x) Nr. 6 affattes således:

 

”6. I § 31 ændres ”2008-09” til: ”2010-11”.

 

[Ændring af revisionsbestemmelse.]

 

 

Bemærkninger

 

Til nr. x

 

Efter lovforslagets § 1, nr. 6, ophæves revisionsbestemmelsen i navnelovens § 31.

 

Det foreslås med dette ændringsforslag ændret til, at forslag om revision af loven fremsættes for Folketinget senest i folketingsåret 2010-11.

 

Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at der senest i folketingsåret 2010-11 skal fremsættes forslag om revision af loven.”

 

Som anført i afsnit 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger er det Justitsministeriets opfattelse, at der ikke er behov for at foretage andre ændringer i navneloven end de ændringer, der omfattes af lovforslaget, ligesom det er Justitsministeriets vurdering, at navneloven i alt væsentligt er hensigtsmæssigt udformet.

 

På den baggrund er der efter Justitsministeriets opfattelse ikke behov for at indsætte en ny revisionsklausul i navneloven.