Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 4 vedrørende forslag til lov om ændring af lov om børns forsørgelse, lov om ægteskabets retsvirkninger, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forældreansvarsloven (Terminaladgang til økonomiske oplysninger, klagefrist m.v.) (L 106), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 23. februar 2009. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen (SF).

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Jens-Christian Bülow

 


Spørgsmål nr. 4 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af lov om børns forsørgelse, lov om ægteskabets retsvirkninger, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forældreansvarsloven (Terminaladgang til økonomiske oplysninger, klagefrist m.v.) (L 106):

 

”Hvilke særlige muligheder er der for at behandle en klage, selvom klagen er indgivet efter udløb af tidsfristen?”

 

Svar:

 

Med lovforslaget foreslås det, at der i bidragssager indføres en klagefrist på et år.

 

Det fremgår i den forbindelse af afsnit 5.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, at det efter Justitsministeriets opfattelse er vigtigt, at parterne i en bidragssag så vidt muligt kan indrette sig i tillid til en afgørelse om bidrag, og at parterne i videst muligt omfang ikke bliver mødt med krav om efterregulering.

 

Som det fremgår af den kommenterede høringsoversigt vedrørende lovforslaget, som er oversendt til Retsudvalget den 28. januar 2009, taler dette hensyn for en forholdsvis kort klagefrist. Den omstændighed, at der hidtil har været en tidsubegrænset mulighed for at klage over en afgørelse om bidrag, taler derimod for en forholdsvis lang klagefrist, således at parter i bidragssager fremover fortsat har en rimelig frist til at overveje, om de ønsker at påklage en truffen afgørelse om bidrag. Det er Justitsministeriets opfattelse, at en klagefrist på et år i tilstrækkelig grad tager hensyn til begge anførte omstændigheder.

 

Det foreslås i tilknytning til klagefristen på et år, at der i særlige tilfælde skal være mulighed for at behandle en klage, selv om klagen er indgivet efter, at klagefristen er udløbet.

 

Som det fremgår af de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 4, vil der bl.a. vil være adgang til at behandle en klage over en afgørelse om bidrag, selv om klagefristen er udløbet, hvis en tidligere afgørelse er åbenbart urigtig, og dette skyldes, at den anden part har afgivet urigtige oplysninger eller har undladt at give relevante oplysninger til statsforvaltningen, og klageren først lang tid efter har fået kendskab dertil og straks derefter klager.

 

Det er ikke muligt udtømmende at opregne, i hvilke tilfælde der vil kunne ses bort fra klagefristen, idet dette vil bero på en konkret vurdering. Der vil således også kunne være andre særlige tilfælde end det nævnte, hvor der vil kunne være grundlag for at behandle en klage, selv om klagefristen er udløbet.