Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 3 vedrørende forslag til lov om ændring af adoptionsloven og forskellige andre love (Adoption uden samtykke, stedbarnsadoption af registreret partners barn fra fødslen m.v.) (L 105), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 2. marts 2009.

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Jens-Christian Bülow

 


Spørgsmål nr. 3 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af adoptionsloven og forskellige andre love (Adoption uden samtykke, stedbarnsadoption af registreret partners barn fra fødslen m.v.) (L 105):

 

”Det ønskes oplyst, hvordan man skal fortolke bemærkningen om, at der forventes: "en væsentlig stigning i antallet af adoptioner uden samtykke", jf. bemærkningerne side 7.”

 

Svar:

 

Det fremgår af pkt. 1.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, at det er hensigten, at adoption uden samtykke skal bruges i alle de tilfælde, hvor der er et behov herfor. Det fremgår endvidere, at det er yderst vanskeligt at forudse, hvor mange børn, der årligt kan bortadopteres uden samtykke, men at det må forventes, at der med lovforslaget vil ske en væsentlig stigning i antallet af adoptioner uden samtykke.

 

Denne forudsætning om ”en væsentlig stigning” i antallet af adoptioner uden samtykke skal ses i lyset af, at der i perioden fra 1992 til august 2008 alene er givet tilladelse til adoption uden samtykke i et særdeles begrænset antal sager (i gennemsnit mindre end 1 sag om året). Der henvises i den forbindelse til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.

 

Da reglerne for adoption uden samtykke med lovforslaget foreslås lempet på flere punkter, forventes dette at føre til en vis stigning i antallet af adoptioner uden samtykke. Den foreslåede ændring af reglerne for adoption uden samtykke medfører således blandt andet, at den gældende praksis, hvorefter adoption uden samtykke kun gennemføres, når barnet har en vis alder, og når der ikke har været kontakt mellem barnet og de biologiske forældre i en vis årrække (typisk 6-8 år), ændres, således at adoptionen kan gennemføres, selv om der har været en vis form for kontakt mellem barnet og de biologiske forældre. Desuden lægger forslaget som noget nyt op til, at der også kan ske adoption uden samtykke af helt små børn under 1 år.