Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 13 vedrørende forslag til lov om ændring af adoptionsloven og forskellige andre love (Adoption uden samtykke, stedbarnsadoption af registreret partners barn fra fødslen m.v.) (L 105), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 2. marts 2009.

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Jens-Christian Bülow

 


Spørgsmål nr. 13 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af adoptionsloven og forskellige andre love (Adoption uden samtykke, stedbarnsadoption af registreret partners barn fra fødslen m.v.) (L 105):

 

”Opsamlingsbestemmelsen i § 9, stk. 2, ønskes præciseret. Der ønskes herunder en redegørelse for, hvorfor man ikke har valgt at bruge det hidtidige begreb "afgørende grund" for at klargøre, at de muligheder, der fremgår af stk. 3 og 4, er hovedbestemmelserne, og at andre årsager til, at tvangsadoption skal kunne ske, kun kan ske, hvis der er "afgørende grunde" hertil."

 

Svar:

 

Med bestemmelsen i § 9, stk. 2, foreslås en vis lempelse i adgangen til at foretage adoptioner uden samtykke i forhold til de gældende regler. Ordlyden af den gældende bestemmelse i § 9, stk. 2, hvorefter adoption i særlige tilfælde kan meddeles, såfremt hensynet til barnets tarv afgørende tilsiger dette, foreslås derfor ændret. Efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 2, vil adoption kunne meddeles i særlige tilfælde, selv om forældrene ikke vil give samtykke til adoptionen, hvis væsentlige hensyn til, hvad der er bedst for barnet, taler for det.

 

Det fremgår af de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 6, at bestemmelsen i § 9, stk. 2, er en opsamlingsbestemmelse, da der kan forekomme andre tilfælde end de situationer, der nævnes i § 9, stk. 3 og 4, hvor en adoption uden samtykke vil være til barnets bedste.

 

Bestemmelsen vil eksempelvis kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor barnet har været anbragt uden for hjemmet i en længere årrække, og hvor barnets forældre ikke ønsker at have kontakt til barnet (de såkaldte ”glemte børn”), men hvor forældrene ikke er uden forældreevne. Bestemmelsen vil f.eks. også kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor kommunen, inden barnet fylder 1 år, vurderer, at betingelserne for at bortadoptere barnet uden samtykke fra forældrene er opfyldt, men hvor sagsbehandlingen hos øvrige myndigheder ikke afsluttes inden barnet er fyldt 1 år.

 

Bestemmelsens formål er således at sikre, at det ikke med afgrænsningen af de to kategorier af børn, som efter forslagets § 9, stk. 3 og 4, kan adopteres uden samtykke, udelukkes, at også andre børn kan bortadopteres uden samtykke, selv om de ikke er omfattet af disse kategorier, hvis væsentlige hensyn til, hvad der er bedst for barnet, taler for det.