Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 12, som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 17. februar 2009 vedrørende forslag til lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Forsøgsordning med magtanvendelse ved brug af peberspray) (L 104). Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Line Barfod (EL).
Brian Mikkelsen
/
 Lars Hjortnæs
Spørgsmål nr. 12 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Forsøgsordning med magtanvendelse ved brug af peberspray) (L 104).
â€Hvor mange gange regner man med, at der skal anvendes peberspray, og regner man med, at antallet af anvendelse af stav og skjold sÃ¥ falder?â€
Svar:
Som det fremgår af lovforslagets bemærkninger, er anvendelsen af magtmidler i Kriminalforsorgens institutioner her i landet generelt begrænset, bl.a. fordi sikkerheden i vidt omfang baseres på den såkaldte dynamiske sikkerhed, dvs. personalets løbende kontakt med og kendskab til de indsatte, som indebærer, at tilspidsede situationer kan imødegås.
I lyset af de gode erfaringer med anvendelse af peberspray som magtmiddel i politiet og i den svenske kriminalforsorg finder Justitsministeriet, at det bør vurderes, om der også i den danske kriminalforsorg bør være mulighed for at anvende peberspray som magtmiddel. Brug af peberspray kan således medvirke til at begrænse anvendelsen af andre magtmidler. Hertil kommer, at der i praksis synes at være en præventiv effekt alene ved en trussel om at anvende peberspray.
Hvis lovforslaget vedtages, vil der således blive iværksat en forsøgsordning med brug af peberspray som magtmiddel i udvalgte institutioner i Kriminalforsorgen. Straffuldbyrdelseslovens almindelige regler om magtanvendelse vil i givet fald finde anvendelse også for brug af peberspray som magtmiddel. Det indebærer, at magtanvendelse ikke må gennemføres, såfremt det efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb (proportionalitetsprincippet), jf. straffuldbyrdelseslovens § 62, stk. 3. Magtanvendelse skal endvidere foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader, jf. straffuldbyrdelseslovens § 62, stk. 3. Det beror i øvrigt på en konkret vurdering af den enkelte situation, om og i givet fald hvilke magtmidler der kan anvendes over for en indsat. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 1 og 6 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende lovforslaget.
Det er således ikke muligt at foretage skønsmæssige beregninger over det forventede antal episoder, hvor peberspray må antages at blive anvendt, hvis lovforslaget vedtages, da det som oven for nævnt beror på en konkret vurdering af den enkelte situation, om og i givet fald hvilke magtmidler der kan anvendes over for en indsat. Det bemærkes, at i forsøgsperioden vil de enkelte episoder, hvor man har anvendt peberspray, i givet fald skulle indberettes til Direktoratet for Kriminalforsorgen med henblik på direktoratets evaluering af forsøgsordningen, og det vil indgå som et element i denne evaluering, hvor ofte peberspray er anvendt af de enkelte institutioner.