ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål 16 ad L 102 og L 103 stillet af Erhvervsudvalget den 22. januar 2009 efter ønske fra Frank Aaen (EL).

 

Spørgsmål:

Kan ministeren bekræfte, at statens lån til bankerne går tabt i det omfang, det går banker som i Roskilde Bank, eller de fusioneres, og den forsættende bank giver mindre for aktierne end summen af den ansvarlige kapital i den bank, der overtages?

 

Svar:

Når der stilles risikovillig kapital til rådighed, er der altid en risiko for, at beløbet kan gå tabt i tilfælde af, at instituttet går konkurs. Staten vil modtage en betaling for at påtage sig denne risiko i form af en rente, der i overensstemmelse med EU’s retningslinjer kan dække statens fundingomkostninger (statsobligationsrenten) inklusiv en risikopræmie på i gennemsnit 7 pct. Renten fastsættes individuelt for de enkelte kreditinstitutter ud fra deres kvalitet målt ved f.eks. kapitaloverdækning og risikoprofil.     

 

I Roskilde Bank var situationen den, at kun aktiver og alle passiver, bortset fra ansvarlig kapital, blev overdraget. Hvis staten forinden havde ydet ansvarlig kapital til Roskilde Bank, ville dette have medført et tab for staten, da der ikke var udsigt til, at den ansvarlige kapital i det daværende Roskilde Bank bliver helt eller delvist dækket.

 

I tilfælde af, at to institutter fusionerer, vil det fortsættende selskab overtage de forpligtelser, der er i det ophørende selskab. Dette gælder også den forpligtelse, der er til at betale lånet tilbage til staten. Det er uden betydning, hvad det fortsættende selskab betaler for aktierne. I tilfælde af, at den hybride kernekapital er omdannet til aktiekapital bliver staten aktionær, og da vil aktiekursen kunne have betydning.

 

Statens risiko er søgt minimeret ved, at ansøgningen om statsligt kapitalindskud skal indeholde en redegørelse om instituttets økonomiske stilling og fremtidsudsigter, herunder bl.a. en begrundet angivelse af den forventede økonomiske udvikling i de kommende år.

 

Hertil kommer, at der tilføres et så stort ansvarligt lån, at det enkelte institut sikres en tilstrækkelig polstring mod fremtidige tab.

 

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk