Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             6. marts 2009

Dok.id        796793

J. nr.           004-U18-859

  

 

Trafikudvalget har i brev af 5. februar 2009 stillet mig følgende spørgsmål 12 vedrørende L 99 – Forslag til lov om projektering af fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark, som jeg hermed skal besvare. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Per Clausen (EL).

 

Spørgsmål 12:

 

"Ministeren bedes fremsende nye trafikprognoser for en Femern Bælt-forbindelse, hvor IEAs seneste prognoser er lagt til grund samt oplyse, hvilke konsekvenser ministeren mener, stigende brændstofpriser vil have for et evt. trafikspring og for den langsigtede trafikudvikling over broen."

Svar:

 

Der forefindes ikke nye trafikprognoser for Femern Bælt-forbindelsen på grundlag af IEA’s seneste prognoser for udviklingen i råolieprisen. Imidlertid kan jeg oplyse følgende:

I perioden fra 1970 til 2008 steg trafikken på færgeruterne mellem Lolland-Falster og Tyskland i gennemsnit 3,9 pct. om året. Denne periode omfatter 2 energikriser, der medførte kraftigt stigende olie- og benzinpriser.

Den faktiske trafikvækst fra 1970 til 2008 er dermed højere end den vækst, trafikprognosen har beregnet, og det er også højere end den forudsatte trafikvækst efter åbning af Femern Bælt-forbindelsen i den finansielle analyse. Ifølge ’Fehmarn Belt Forecast 2002 – Reference Cases, Supplement to Final Report of April 2003’, der blev offentliggjort i november 2003, forventes trafikken på færgeruten Rødby–Puttgarden at stige med i gennemsnit 2,6 pct. om året i perioden 2001–2015. I den finansielle analyse af Femern Bælt-forbindelsen ’Fast forbindelse over Femern Bælt, Finansiel analyse’, der blev offentliggjort i september 2008, er det forudsat, at trafikken efter åbning af den faste forbindelse over Femern Bælt vil stige med 1,7 pct. om året i de første 25 driftsår.

 

Med venlig hilsen

 

 

Lars Barfoed