Socialdemokraternes ordfører på lovforslaget, fru Lene Hansen, er desværre forhindret i at deltage i dag, så jeg har påtaget mig at oplæse ordførerens tale.
Den 2. juni 2006 vedtog det daværende Folketing et forslag fremsat af statsministeren om ændring af tronfølgeloven, der skal sikre fuld ligestilling mellem kønnene i arvefølgen til tronen. Tronfølgeloven har grundlovsrang, og derfor skal ændringen vedtages i uændret form af det nu siddende Folketing. Forslaget om ændring af tronfølgeloven blev derfor fremsat igen den 7. oktober 2008. Hvis det vedtages, skal det ifølge grundlovens § 88 sendes til folkeafstemning inden for 6 måneder, og forslaget vedtages kun, hvis 40 pct. af samtlige stemmeberettigede stemmer for. Afstemningen omfatter også Grønland og Færøerne.
Reglerne for, hvordan en folkeafstemning gennemføres, er beskrevet i lov om valg til Folketinget, men folkeafstemninger, der angår grundlovsændringer, er ikke omfattet af disse regler. I grundlovens § 88 står der, at reglerne for gennemførelse af en folkeafstemning, der vedrører en grundlovsændring, fastlægges ved lov. Det er så det, som dette lovforslag går ud på, nemlig at fastsætte de nærmere regler for at gennemføre en folkeafstemning, der angår en grundlovsændring.
Det foreslås, at de regler, der er beskrevet i folketingsvalglovens kapitel 12 om folkeafstemninger, også finder anvendelse på folkeafstemninger om grundlovsændringer efter grundlovens § 88. De regler, der i fremtiden også skal gælde for folkeafstemninger, der vedrører grundlovsændringer, er altså i vidt omfang de samme som folketingsvalglovens almindelige bestemmelser om folkeafstemninger. Dermed vil der i det væsentligste gælde de samme regler for folkeafstemninger om grundlovsændringer i alle dele af riget.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. marts 2009, fordi afstemningen om tronfølgeloven planlægges afholdt samme dag som valget til Europa-Parlamentet, der afholdes den 7. juni, og man skal efter folketingsvalglovens bestemmelser kunne brevstemme 3 måneder før. Det foreslås endvidere, at loven finder anvendelse på folkeafstemninger, der afholdes den 1. marts 2009 eller senere, uanset at der i forvejen er truffet beslutning om tidspunktet for folkeafstemningen.
Socialdemokraterne finder ikke anledning til at kritisere dette lovforslag; vi støtter de ændringer, der er lagt op til, og finder dem hensigtsmæssige.