Folketingets Boligudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 6. marts 2009

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Boligudvalgs brev af 26. februar 2009 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 19 (L 92).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 19:

 

”Ministeren bedes uddybe besvarelsen af spørgsmål 18 og herunder redegøre for, hvilke konsekvenser det har for henholdsvis lejere, boligforeninger, private udlejere og det offentlige at påkravsfristen fastsættes til henholdsvis 3, 7, 10 og 14 dage.”

 

Svar:

 

Som jeg har anført i min besvarelse af Boligudvalgets spørgsmål 18 ad L 92, er det min opfattelse, at hvis en ophævelse af et lejemål sker indenfor samme måned som lejerestancen, så vil der ikke være væsentlig forskel på de omkostninger, som hviler på en privat eller almen udlejer ved påkravsfrister på henholdsvis 3, 7, 10 eller 14 dage.

 

Lad mig minde om, at formålet med den foreslåede forlængelse af påkravsfristen er at nedbringe antallet af udsættelser, og at baggrunden herfor er, at 3 dage er en meget kort frist for lejeren til at afværge en ophævelse af lejeforholdet. Nedbringelsen af antallet af udsættelser sker dels ved, at det hindres, at bagatelagtige og hændelige forsinkelser af lejebetalingen resulterer i fogedsager, og dels ved, at lejere i restance får større mulighed for at finde en løsning på et betalingsproblem. Selvom forlængelsen umiddelbart betyder, at hus­lejen i nogle tilfælde indbetales på et lidt senere tidspunkt, er det min opfattelse, at ulempen opvejes af den fordel, det er for såvel private som for almene udlejere, at antallet af udsættelser reduceres.

 

For det offentlige vil den reduktion i antallet af udsættelser, som jeg forventer som følge af den forlængede påkravsfrist, klart være en fordel, idet den mindsker kommunernes opgave med at hjælpe udsatte lejere tilbage på boligmarkedet.

 

 

 

Bertel Haarder

 

 

/Lise Nielsen