Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

NHO/ J.nr. 2008-9644

Folketingets Boligudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 19. februar 2009

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Boligudvalgs brev af 26. januar 2009 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 13 (L 92).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 13:

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 24/1-09 fra Aalborg Grundejerforening, jf. L 92 - bilag 7.”

 

 

Svar:

 

Aalborg Grundejerforenings henvendelse indeholder et eksempel på de udgifter, udlejer må afholde, hvis der sker en ophævelse af lejemålet, og lejeren sættes ud af boligen ved fogedens bistand. Det i henvendelsen beskrevne udsættelsesforløb løber over ca. 3 måneder.

 

Det er min umiddelbare vurdering, at de i lovforslag nr. L 92 foreslåede ændringer af lejeloven, næppe har nævneværdig indflydelse på størrelsen af de udgifter, udlejer må afholde i forbindelse med en udsættelse af en lejer. Som det også fremgår af henvendelsen, udspringer problemet i høj grad af, at der for tiden er stor konkurrence på udlejningsmarkedet i Aalborg, hvorfor de færreste udlejere efter det oplyste tilsyneladende betinger lejeaftalen af, at der ud over depositum indbetales 3 måneders forudbetalt husleje, som lejeloven giver mulighed for.

 

Det foreslåede påkravsgebyr på 250 kr. vil give udlejer bedre dækning for de udgifter, der er forbundet med afgivelse af påkrav, end tilfældet er i eksemplet, hvor påkravet er beregnet til 207 kr.

 

Som det også fremgår af henvendelsen, kan sagsbehandlingstiden i fogedretterne variere. I Aalborg er den aktuelle berammelsestid oplyst til typisk at være 1 ½ til 2 måneder. I det lys kan det næppe antages, at en forlængelse af påkravsfristen vil have væsentlig indvirkning på størrelsen af de udgifter, udlejer pådrager sig ved udsættelse af en lejer. Jeg finder det dog vigtigt, at påkravsfristen ikke bliver så lang, at der er risiko for, at ophævelse først kan ske i følgende måned. Som oplyst i min besvarelse af Boligudvalgets spørgsmål 4 er jeg indstillet på at tage spørgsmålet om påkravsfristens længde op til fornyet overvejelse.    

 

Karen Jespersen

 

/ Kirsten á Rogvi