J.nr. MST-101-00029

 

Den 24. februar 2009

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål L 89, nr. 5, stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg

 

 

Spørgsmål 5

Hvilke beregninger og data ligger til grund for Miljøstyrelsens vurdering af, at "en del af de 300 virksomheder, som har oplevet positive miljøeffekter" vil opretholde dette fokus, jf. L 89 - Svar på spørgsmål 1, og vil ministeren oplyse, hvor mange af de 300 virksomheder der dokumenterbart vil fortsætte en positiv udvikling?

 

Svar

Der er ikke foretaget beregninger af de forhold, spørgeren angiver.

 

Miljøstyrelsens vurdering bygger på den såkaldte effektundersøgelse fra 2007 (Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 21, 2007, ”Effekter af grønne regnskaber samt anden offentlig tilgængelig miljørapportering”), som er baseret på en spørgeskemaundersøgelse af 100 tilfældigt udvalgte virksomheder, som alle er forpligtet til at udarbejde grønt regnskab.

 

I den forbindelse svarede over 25 % af virksomhederne, at det grønne regnskab styrker miljøarbejdet i virksomheden..

 

Denne gruppe af virksomheder har en forholdsvis positiv holdning til det grønne regnskab, idet de positive effekter af arbejdet med regnskabet har givet incitamenter til miljøarbejdet. De væsentligste effekter var styrkelse af indsamlingen af miljødata, øget viden om og fokus på virksomhedens miljøarbejde i ledelsen, en styrkelse af miljømedarbejderens rolle i virksomheden samt få konkrete eksempler på besparelser inden for energi, råvarer og affald.

 

På den baggrund vurderer Miljøstyrelsen som nævnt i svaret på spørgsmål 1, at en del af de 300 virksomheder, som har oplevet positive miljøeffekter af de grønne regn­skaber, vil opretholde dette fokus. Virksomheder vil i øvrigt også fremover have mulighed for at afgive et frivilligt grønt regnskab.