Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 4 vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Udveksling af oplysninger som led i politiets samarbejde med de sociale myndigheder og psykiatrien) (L 79), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 3. december 2008. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen (SF).

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Anne Fode

 

 


Spørgsmål nr. 4 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Udveksling af oplysninger som led i politiets samarbejde med de sociale myndigheder og psykiatrien)

(L 79):

 

”Er ministeren indstillet på at indføre en revisionsklausul for lovforslaget og gennemføre en evaluering af ordningen?”

 

Svar:

 

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, svarer den foreslåede ordning for så vidt angår PSP-samarbejdet til den ordning, der gælder for SSP-samarbejdet.

 

SSP-samarbejdet har eksisteret i mange år, og reglerne om videregivelse af oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold som led i SSP-samarbejdet blev indført i retsplejeloven i 1990.

 

I lyset af den lange erfaring med de helt parallelle regler om SSP-samarbejdet finder jeg ikke, at der er et behov for en revisionsklausul.

 

De overordnede rammer for PSP-samarbejdet i den enkelte politikreds vil skulle fastlægges af politidirektøren bl.a. på baggrund af drøftelser i kredsrådet og med de relevante lokale aktører inden for social- og behandlingspsykiatrien. Der er således mulighed for løbende justeringer ud fra de erfaringer, der er opnået med samarbejdet.

 

Politidirektøren afgiver hvert år efter retsplejelovens § 112, stk. 2, en skriftlig redegørelse til kredsrådet om politiets virksomhed i det forløbne år, herunder om det kriminalitetsforebyggende samarbejde mellem politi og hver kommune, jf. § 114.

 

Redegørelsen vil med den foreslåede bestemmelse i § 114, stk. 2, også skulle omfatte politiets virksomhed vedrørende PSP-samarbejdet. Det vil på den baggrund være naturligt, at der sker en lokal evaluering af PSP-samarbejdet.