Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 2 vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Udveksling af oplysninger som led i politiets samarbejde med de sociale myndigheder og psykiatrien) (L 79), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 3. december 2008. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen (SF).

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Anne Fode

 

 

Spørgsmål nr. 2 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Udveksling af oplysninger som led i politiets samarbejde med de sociale myndigheder og psykiatrien)

(L 79):

 

”Hvordan dokumenteres udvekslingen, hvordan får den omhandlede person indsigt i eller lejlighed til at berigtige forkerte oplysninger, og hvortil kan der klages over en informationsudveksling?”

 

Svar:

 

1. Som anført i lovforslagets almindelige bemærkninger (pkt. 1 og 3) har lovforslaget til formål – i lighed med det nuværende SSP-samarbejde – at skabe mulighed for et uformelt og smidigt samarbejde mellem politiet, de sociale myndigheder og social- og behandlingspsykiatrien med henblik på at koordinere indsatsen over for socialt udsatte personer.

 

Da der vil være tale om et tværfagligt samarbejde om faktisk forvaltningsvirksomhed, vil der – ligesom det blev lagt til grund i forbindelse med indførelsen af den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 115 om SSP-samarbejdet – i almindelighed ikke være noget krav om, at de oplysninger, der udveksles som led i PSP-samarbejdet, skal noteres ned. Det skyldes, at notatpligten efter offentlighedslovens § 6 kun gælder i afgørelsessager.

 

Det er dog muligt, at der efter omstændighederne vil påhvile myndighederne en notatpligt i den enkelte situation på grundlag af ulovbestemte forvaltningsretlige grundsætninger. Der kan om rækkevidden af den ulovbestemte notatpligt bl.a. henvises til John Vogter, Offentlighedsloven med kommentarer (3. udg., 1998), side 152 f., og Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret (2. udg., 2002), side 412 f., hvor der bl.a. er en omtale af ombudsmandspraksis på området.     

 

2. De personer, der udveksles oplysninger om, vil i henhold til de gældende indsigtsregler i lovgivningen kunne fremsætte anmodning over for de involverede myndigheder om indsigt i de udvekslede oplysninger. En sådan indsigtsanmodning vil som det klare udgangspunkt skulle imødekommes, og der vil således efter reglerne på området alene kunne gøres undtagelse fra retten til indsigt i udvekslede oplysninger, hvis tungtvejende hensyn taler herfor.

 

Herudover vil der, f.eks. på baggrund af oplysninger fra den berørte person, efter omstændighederne kunne være pligt for myndighederne til at foretage berigtigelse af udvekslede oplysninger. For udvekslinger af oplysninger, der skal bedømmes efter persondataloven, gælder lovens § 5, stk. 4, og § 37, hvoraf følger, at det påhviler den dataansvarlige myndighed at berigtige (eller slette eller blokere) oplysninger, der viser sig urigtige eller vildledende.       

 

3. Hvad endelig angår det stillede spørgsmål om klageadgang, skal det bemærkes, at de personer, der er videregivet oplysninger om, vil kunne gøre indsigelse herimod over for vedkommende myndighed. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til bestemmelsen i persondatalovens § 35, som i øvrigt bygger på den forudsætning, at en forvaltningsmyndigheds beslutning om, hvorvidt en indsigelse i henhold til bestemmelsen i § 35 skal imødekommes, har karakter af en afgørelse efter forvaltningsloven. Det indebærer bl.a., at den pågældende myndighed skal overholde forvaltningslovens regler om bl.a. at vejlede om mulighederne for at klage til en eventuel klageinstans.  

 

Herudover kan det nævnes, at der – såfremt betingelserne herfor er opfyldt i det konkrete tilfælde – vil kunne klages til Folketingets Ombudsmand.

 

4. Det skal i øvrigt tilføjes, at i det omfang der sker videregivelse af fortrolige oplysninger i strid med de foreslåede regler i lovforslaget, vil der være tale om et brud på tavshedspligten, som efter omstændighederne vil være omfattet af reglerne i straffelovens § 152.