Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 I forbindelse med behandlingen af (L 75) Forslag til Lov om Forslag til lov om ændring af lov om statens uddannelsesstøtte (SU-loven) (Forhøjelse af fribeløb, forsørgertillæg og handicaptillæg, ophør af dobbeltklipordningen, obligatorisk digital ansøgning, fleksibel låneordning m.v.) > har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 26. november 2008 stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål4:

”Er ministeren indstillet på i fremtidige forhandlinger at drøfte den problemstilling som Sammenslutningen af Unge Med Handicap har rejst i henvendelsen til udvalget, jf. L 75 – bilag 4?”

 

Svar:

Hvad angår problemstillingen i henvendelsen fra Sammenslutningen af Unge Med Handicap henviser jeg til min besvarelse af spørgsmål 3 fra Folketingets Uddannelsesudvalg om lovforslag nr. L 75.

 

Jeg har naturligvis forståelse for de problemer, studerende med handicap oplever. Jeg mener imidlertid ikke, at de kan løses gennem SU-lovgivningen, som kræver, at uddannelsen skal være tilrettelagt på heltid.

Studerende i videregående uddannelser får til den enkelte uddannelse et antal SU-klip, der svarer til den normerede studietid plus 12 klip. Udgangspunktet for tildelingen er, at studiet kan klares på normeret tid.

 

Opstår der midlertidige forsinkelser under studiet for eksempel på grund af sygdom, er der mulighed for efter en skønsmæssig afgørelse at tildele ekstra klip. Forhold der fra starten betyder, at uddannelsen ikke kan gennemføres på normeret tid, har ikke givet ekstra klip. Dette ville føre til, at man i SU-reglerne reelt ville anerkende deltidsuddannelse.

 

 

 

 

På baggrund af ovenstående finder jeg det derfor ikke umiddelbart hensigtsmæssigt at drøfte problemstillingen i forbindelse med fremtidige forhandlinger om SU.

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder