Den 1. september 2008

Høring vedr. Udkast til forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring mv. (Beregning af dagpenge, opgørelse af beskæftigelses­krav samt ar­bejdsløshedskassernes adgang til registersamkøring som følge af anvendelse af oplysninger i eIndkomstregistret)

Ved brev af 19. august 2008 er ovenstående udkast til lovforslag sendt til høring i Beskæftigelsesrå­dets ydelsesudvalg.

Lønmodtagersiden (LO, FTF og AC) kan overordnet set støtte lovforslaget, idet lovforslaget giver mulighed for at foretage de mest nødvendige regeltilpasninger for at kunne anvende eIndkomst i a-kassernes administration. Lønmodtagersiden er dog af den opfattelse, at det foreliggende lovforslag skal ses som første skridt i retning af at opnå den forventede effektivisering og serviceforbedringer, som eIndkomst på sigt vil kunne give. Således kan beregningen og administration af feriedagpenge forenkles væsentligt ved benyttelsen af data fra eIndkomstregistret.

Lønmodtagersiden skal derfor anbefale, at loven tages op til revision senest om tre år med henblik på yderligere tilpasninger til eIndkomst.

Endvidere finder lønmodtagersiden det særdeles vigtigt, at der ved lovforslagets udmøntning i bekendtgørelserne sættes fokus på, at administrationen kan ”automatiseres” i størst muligt omfang ved anvendelse af digitale selvbetjeningsmuligheder.

Sanktioner

Forslaget medfører en stramning af de nuværende sanktionsregler, jf. lovforslagets pkt. 13 og pkt. 15, § 63, stk. 4 og § 63 a, stk. 3.

Ifølge de nugældende regler bortfalder retten til dagpenge i tilfælde af en sanktion, indtil medlem­met har haft 300 timers beskæftigelse inden for en 10 ugers periode. Ifølge forslaget skal medlem­met nu have haft 390 timers beskæftigelse inden for 3 måneder. Årsagen til stramningen er admini­strativ, idet de nuværende 10 uger svarer til 2,5 måned, og det er ikke muligt at operere med halve måneder i e-indkomst.

Lønmodtagersiden kan ikke acceptere denne stramning og foreslår i stedet, at man fastholder det nugældende beskæftigelseskrav på 300 timer, men at optjeningsperioden øges til 3 måneder, hvilket vil betyde en lille lempelse.

Øvrige bemærkninger

Lønmodtagersiden går ud fra, at der i adgangen til "egne medlemmers data" er taget højde for, at a-kasserne også har behov for at have adgang til tidligere medlemmers data, for så vidt angår tidligere medlemsperioder, samt at den nuværende a-kasse skal have adgang til data fra medlemmets evt. tidligere medlemsperioder i andre a-kasser i forbindelse med brug af oplysningerne som dokumen­tation for opfyldelse af beskæftigelseskravet og beregning af dagpengesats. Måtte der være proble­mer i forhold til anden lovgivning for, at a-kasserne kan få adgang til nævnte data, anmoder løn­modtagersiden om, at problemerne fjernes ved nødvendig ændring af lovgivningen.

Lønmodtagersiden finder det hensigtsmæssigt, at arbejdsgiverne ikke skal vurdere, om arbejdet er kontrollabelt/ukontrollabelt i den udstrækning, det omhandler faste overenskomstområder.

Endelig skal lønmodtagersiden bemærke, at der i forbindelse med udmøntning af reglerne skal sik­res, at der er symmetri mellem data i eIndkomst regelfastsættelsen, således at kontrol af udbetalin­ger kan foretages på en rationel og betryggende måde.

I øvrigt henvises til lønmodtagersidens bemærkninger afgivet på mødet i Ydelsesudvalget den 27. august 2008.