Jeg tror, jeg må starte med at rive hr. Villum Christensen ud af nogle af sine forhåbninger. Jeg er helt enig med hr. Villum Christensen i, at lavere skat er med til at fjerne motivationen til at begå skattesnyderi, og dermed i, at jo lavere skat, man har, og jo lavere gevinst, der er, jo færre vil snyde, men jeg vil sige, at det dog er sådan, at selv i lande med et skattetryk, der er markant lavere end det danske, og med et meget mildere skattesystem end det, vi har for danske lønmodtagere, forefindes der stadig væk skattesnyderi. Så vi skal ikke gå og bilde hinanden ind, at en skattereform, ud over de mange andre positive konsekvenser, den vil medføre, helt vil kunne afskaffe begrebet skattesnyd.
Når det er sagt, vil jeg sige, at der generelt set er stor enighed om at gennemføre lovforslaget. Jeg har med stor interesse og glæde noteret mig, at hr. Martin Henriksen har vist en kraftig interesse for skattepolitikkens finurligheder. Det er altid glædeligt. En gang imellem kan man frygte, om der virkelig er nogle, der lytter efter de meget tekniske lovforslag, vi har, og derfor glæder det mig altid, når der kommer nye røster - også hr. Martin Henriksens - her i debatten. Hvis vi skulle hjælpe hinanden, kunne vi måske i fællesskab slå op og læse på lovforslagets side 22, første spalte, cirka midt på siden, der taler om konfiskation, at Skatteministeriet forudsætter, »at der som udgangspunkt sker konfiskation ved gentagne overtrædelser« - altså er gentagelse lig med konfiskation - og der skrives videre: »medmindre der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at retten efter en konkret vurdering finder, at der ikke bør ske konfiskation, f.eks. fordi afgiftsunddragelsen angår et bagatelagtigt beløb.«.
Er man altså en gang blevet taget for at have slæbt en mængde afgiftsbelagte varer ind i landet, og man næste gang, man har været i udlandet, har glemt at afgiftsberigtige en Toms guldbarre, man har liggende i lommen, så er det måske ikke der, vi skal skride ind med den store konfiskation. Der kan faktisk selv i en skatteministers optik være så bagatelagtige grænser, at man ikke bør gå efter dem. Jeg ved godt, at det ikke er alle mine forgængere, der har haft en tilsvarende indgangsvinkel på skattespørgsmålet, men det er i hvert fald min indgangsvinkel.
Jeg tror faktisk, at hvis hr. Martin Henriksen genlæser side 22, første spalte, vil han se, at vi faktisk er meget tæt på hinanden i vore holdninger, nemlig at det er sådan, at hvis der sker overtrædelser gentagne gange, ja, så skal der ske konfiskation, medmindre der er noget bagatelagtigt, der gør, at der ikke er behov for det.
Så er spørgsmålet: Hvorfor skriver vi så også »grove tilfælde«? Jo, det gør vi, fordi der faktisk kan være tilfælde, der er så grove første gang, vi stopper vedkommende, at vi ikke skal sidde og vente på, at de gør det igen, men at vi allerede første gang skal skride ind med en konfiskation af de ikkeafgiftsberigtigede varer. Derfor er det ikke nok bare at sige »gentagne gange«. Det er »grove«, så vi kan skride ind første gang, eller »gentagne«, så vi kan tage dem, hvis de ikke har lært det første gang, dog med den forudsætning, at der kan være sager, som er så minimale, at vi ikke skal bruge vores tid på det.
Med hensyn til et andet spørgsmål, der blev rejst, skal vi måske prøve at kigge på side 25 i bemærkningerne, første spalte, tredjesidste afsnit, for her omtales de daglige bøder, altså dagbøderne, der pålægges efter et påbud, der ikke efterkommes, og hr. Mikkel Dencker gav udtryk for, at vi burde skrive »mindst 1.000 kr.« Der står her, at »på denne baggrund bør de daglige bøder ikke fastsættes til under 1.000 kr.«. Vi kan fortolke udtrykkene forskelligt, men i min begrebsverden er »ikke under 1.000 kr.« og »mindst 1.000 kr.« nogenlunde modsvarende.
Derfor tror jeg, at den uenighed, der er mellem Dansk Folkeparti og regeringen, og som i debatten sådan kunne virke meget voldsom, egentlig ikke er særlig stor. Det ville da også undre mig, for vi har i fællesskab båret de foregående lovforslag om fairplay på området igennem, og jeg er sikker på, at vi også vil bære det her lovforslag igennem til gavn for de lovlydige virksomhedsejere og til skade for dem, der måtte ønske at snyde.
Endelig er det sådan, at nogle stykker har stillet spørgsmål om ressourceforbruget på området. Det er sådan, at vi for nogle år siden gik væk fra, at det var Folketinget, skatteministeren og finansministeren, der detailstyrede, hvad SKAT's medarbejdere skulle tage sig af, og at vi i høj grad overlod til de konkrete medarbejdere i det enkelte skattecenter at vurdere, hvordan de skulle prioritere kræfterne. Det har givet SKAT en større fleksibilitet til hurtigere at kunne reagere, til at kunne tage lokale forhold op, til at kunne agere, når der sker ændringer i samfundet og andet, der kan motivere til, at ressourcerne nu skal bruges anderledes. Og med al respekt for hr. Mikkel Denckers og hr. Jesper Petersens indsigt i skattesnyderiets historie tror jeg nu alligevel, at de konkrete medarbejdere i skattecentrene kender den lidt bedre.
Derfor er jeg modstander af, at vi skal detailstyre, men tilhænger af, at SKAT får lov til at prioritere indsatsressourcerne sådan, at der sættes ind der, hvor der fås størst effekt for pengene.
Endelig skal jeg bare sige til hr. Niels Helveg Petersen, at det er helt korrekt, at vi har indsat en regel om fradrag for børnefamilieydelsen, sådan at vi kan sikre, at man ikke oparbejder en meget stor gæld. Det synes jeg faktisk er et skridt, som, selv om det måske ikke virker særlig hjælpsomt i øjeblikket, faktisk på sigt er en hjælp til dem, der ikke har orden i deres økonomi, for vi sikrer, at de ikke kommer ud i en stor gæld til staten.