Til
                     Folketinget - Skatteudvalget
L 71 - Forslag til Lov om ændring af lov om indskud på etableringskonto og forskellige andre love (Mulighed for fuld fradragsret for indskud på iværksætterkonto).
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 9 af 4. december 2008. Spørgsmålet er stillet efter ønske af Colette Brix (DF).
Kristian Jensen
                                                                / Birgitte Christensen
Spørgsmål 9: Er ministeren enig i, at det stort set ikke har nogen økonomisk effekt, om man for de opsparede midler leaser/lejer et aktiv eller køber et aktiv?
Svar: Efter de gældende regler i etableringskontoloven og for den foreslåede iværksætterkonto kan hævede etableringskontoindskud og iværksætterkontoindskud anvendes til anskaffelse af aktiver samt til dækning af visse fradragsberettigede udgifter til løn, leje af erhvervslokaler mv. Der er derimod ikke mulighed for at anvende dem til leasingudgifter. Det giver dermed ikke mening at sammenligne virkningen af anvendte indskud til køb eller leasing af et aktiv under ordningerne.
En udvidelse af ordningen således, at indskud kan bruges til leasingudgifter, vil bevirke et provenutab for det offentlige. Udvidelsen af anvendelsesmulighederne for indskud på etableringskonti og iværksætterkonti vil gøre ordningerne mere attraktive for virksomheder i erhverv, hvor det er almindeligt at lease produktionsmaskiner, biler og andre driftsmidler. Det vil forventelig betyde en stigning af de årlige indskud på etablerings- og iværksætterkonti og af deres anvendelse. Hermed vil skatteudskydelserne og de indbyggede mulige skattefordele som følge af ordningerne øges, hvilket vil forøge det varige provenutab ved ordningerne.