Til

                      Folketinget - Skatteudvalget

 

 

L 71  - Forslag til Lov om ændring af lov om indskud på etableringskonto og forskellige andre love (Mulighed for fuld fradragsret for indskud på iværksætterkonto).

 

Hermed sendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 1 af 28. november 2008.

 

 

 

 

 

 

Kristian Jensen

                                                                 /  Birgitte Christensen


Spørgsmål 1:

Er ministeren indstillet på at stille ændringsforslag om indførelse af en revisionsklausul, som indebærer, at lovforslaget vurderes efter 2 år, med henblik på at få belyst provenutabets udvikling samt forslagets virkning, herunder i hvilket omfang det fører til etablering af nye virksomheder?

 

Svar:

Som jeg tilkendegav under 1. behandlingen af lovforslaget, vil regeringen gerne finde en model, der giver Folketinget indsigt i anvendelsen af den foreslåede iværksætterkontoordning. Regeringen vil derfor iværksætte lovovervågning af iværksætterkontoordningen, således at der i efteråret 2011 afgives en redegørelse til Folketingets Skatteudvalg. Redegørelsen vil kunne indeholde oplysninger om følgende forhold vedrørende indkomstårene 2009 og 2010:

a) Antallet af personer, der har indskudt midler på iværksætterkontoordningen fordelt på de enkelte år i perioden

b) Det samlede antal personer, der har indskudt midler på iværksætterkontoordningen i perioden

c) Antallet af personer, der har hævet midler fra iværksætterkontoordningen i fordelt på de enkelte år i perioden

d) De hævede beløb fra iværksætterkontoordningen i fordelt på de enkelte år i perioden

e) De samlede hævede beløb fra iværksætterkontoordningen i perioden

f) Størrelsen af indskud på iværksætterkontoordningen i fordelt på de enkelte år i perioden

g) Den samlede størrelse af indskud på iværksætterkontoordningen i perioden

Iværksætterkontoordningen skal have virkning fra og med indkomståret 2009. Da indskudsåret er forskudt i forhold til indkomståret, vil SKAT først omkring august 2010 have dannet årsopgørelser for indkomståret 2009 for personer, der har indskudt midler på iværksætterkonto med virkning for indkomståret 2009. Jeg foreslår derfor, at redegørelsen afgives i efteråret 2011, hvor der vil være oplysninger for 2 indkomstår.