Jeg skal gøre det kort.
I sidste uge, da vi skulle have anden behandling af forslaget, opdagede jeg, at der var stillet et ændringsforslag uden for betænkningen af De Radikale. Jeg tillod mig at føre bilaterale forhandlinger med vores fødevareminister for at finde ud af, hvad det gik ud på, for alle partier er jo enige om det her lovforslag. Alt imens det skete, gik afstemningen i gang.
Under normale omstændigheder ville man jo bede om at få sådan en sag tilbage i udvalget, så vi også kunne få ministerens vurdering af, hvad De Radikales ændringsforslag gik ud på - til et lovforslag, som vi i øvrigt alle sammen er enige om. Derfor skal jeg bare bede om, at ministeren vil bekræfte, at det er, som jeg har forstået det, nemlig at det handler om ordet anonym. Det korte af det lange af det her er, at den hjemmel, som Fødevarestyrelsen har i dag, sådan set ikke bliver ændret med det lovforslag, L 67, vi nu vedtager, og at det radikale ændringsforslag derfor ville have minimal betydning. Jeg opfatter det sådan, at det kun er i ganske få situationer, at man vil bruge en anonym forbrugertest, og det fremgår efter min opfattelse også af bemærkningerne til lovforslaget. Så jeg mener, at vi er på sikker grund i forhold til det her, og ellers må vi jo tage det op igen.
Men det var en lidt bemærkelsesværdig situation, vi stod i, at der kom et ændringsforslag uden for betænkningen. Og den radikale ordfører var ikke selv til stede, så det var ikke muligt at vende det her. Men nu får vi en bekræftelse på, at det forholder sig sådan, som jeg har opfattet det, og så håber jeg selvfølgelig, at alle partierne slutter op om fødevareloven, når vi er færdige i dag.