"Hvis en borger bliver indlagt på et tilfældigt sygehus, vil sygehuset så kunne se den pågældende borgers medicinprofil?"
Jeg har i anledning af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Lægemiddelstyrelsen til brug for besvarelsen.
Lægemiddelstyrelsen har oplyst, at lægen på sygehuset vil have mulighed for at slå op i den pågældende borgers medicinprofil, hvis lægen har patienten i aktuel behandling, og hvis opslaget er nødvendigt for behandlingen. Lægen må kun bruge oplysningerne til at sikre kvaliteten, sikkerheden og effekten af medicinbrugerens lægemiddelanvendelse.
Jeg kan hertil supplerende oplyse, at formålet med Medicinprofilen blandt andet er, at en sygehuslæge, der modtager en akut patient i evt. bevidstløs tilstand, har mulighed for at slå op på i den pågældende patients medicinprofil for at se oplysninger om medicinordinationer. Dette sker således med henblik på at hjælpe patienten og gavne patientsikkerheden, kvaliteten og effekten af en evt. ordination.