Dato:             12. januar 2009

Kontor:          Lægemiddelkontoret

J.nr.:              2008-1360-36

Sagsbeh.:        SAH

Fil-navn:        besvarelse af 4.

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 4 (ad L 66 – forslag til Lov om ændring af apotekerloven, sundhedsloven og lov for Grønland om forsyning, trafik, postbesørgelse mv.), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 9. december 2008.

 

Spørgsmål 4:

"Hvordan ser det aktuelle forbrug af f.eks. benzodiazepiner ud på nuværende

tidspunkt sammenlignet med forbruget de sidste 12 måneder?"

 

Svar:

Jeg har i anledning af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse fra Lægemiddelstyrelsen, som jeg kan henholde mig til: 

 

”Benzodiazepiner omfatter benzodiazepiner mod angst og uro, benzodiazepiner mod søvnbesvær samt benzodiazepin-lignende midler mod søvnbesvær.

 

Lægemiddelstatistikregisteret er opdateret til og med oktober 2008. Opgørelsen baserer sig på tal fra oktober 2008 og 12 måneder forinden.

 

Forbruget af benzodiazepiner har været faldende de sidste par år og det generelle fald er fortsat de sidste 12 måneder. Forbruget af benzodiazepiner er sæsonbetinget og lavt i sommerferiemånederne juni, juli og august, og forbruget i de enkelte måneder er derfor ikke direkte sammenlignelige. Sammenligninger med henblik på at se en udvikling i forbruget udføres derfor ofte på årsbasis eller ved at sammenligne enkelte kvartaler eller måneder fra år til år.

 

Sammenlignes oktober 2007 med oktober 2008 er antal personer, der har indløst recept pÃ¥ benzodiazepiner mod angst og uro faldet med 10 pct.,  benzodiazepiner mod søvnbesvær er faldet med 15 pct., og benzodiazepin-lignende midler mod søvnbesvær er faldet med 6 pct.

 

Det samlede forbrug i primærsektoren fra oktober 2007 til oktober 2008 er faldet med henholdsvis 13 pct. for benzodiazepiner mod angst og uro, 19 pct. for benzodiazepiner mod søvnbesvær og 10 pct. for benzodiazepin-lignende midler mod søvnbesvær.

 

Data fra sygehussektoren indberettes ikke på individniveau. Antal personer i behandling kan derfor ikke opgøres. Sammenlignes oktober 2007 med oktober 2008 er forbruget i sygehussektoren faldet med henholdsvis 10 pct. for benzodiazepiner mod angst og uro, 8 pct. for benzodiazepiner mod søvnbesvær og 5 pct. for benzodiazepin-lignende midler mod søvnbesvær.”