"Foreligger der på nuværende tidspunkt retningslinjer for, hvordan klinisk risikoaffald og farligt affald skal emballeres? I bekræftende fald bedes oplyst, om
apotekerne kan sige nej til at modtage affald, der ikke er indpakket efter
reglerne."
Jeg har i anledning af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Miljøstyrelsen til brug for besvarelsen.
Miljøstyrelsen har indledningsvis gjort opmærksom på, at klinisk risiko affald er en del af farligt affald.
     
Miljøstyrelsen har oplyst, at det af § 68 i bekendtgørelse om affald nr. 1634 af 13. december 2006, fremgår at virksomheder, offentlige eller private institutioner, der frembringer farligt affald, skal sikre, at det farlige affald er forsvarligt emballeret.
Miljøstyrelsen har henvist til en vejledning om farligt affald fra Miljøstyrelsen (nr. 6 fra 2002), som i afsnit 3.11 indeholder anbefalinger vedrørende emballering af farligt affald fra virksomheder, offentlige eller private institutioner. I afsnit 7.2 er indsamlingsordninger for farligt affald fra husholdningerne beskrevet.
I vejledningen om håndtering af klinisk risiko affald fra Miljøstyrelsen (nr. 4 fra 1998), omhandler afsnit 5 anbefalinger om emballering af klinisk risikoaffald ved intern håndtering samt krav til emballering ved transport.
Miljøstyrelsen har desuden oplyst, at de krav, der stilles til emballering af farligt affald fra borgerne, fastlægges af den kommune, hvor det farlige affald indsamles, jf. § 21, stk.1, i bekendtgørelse om affald, hvoraf det fremgår, at kommunalbestyrelserne fastsætter forskrifter om indsamlingsordningers omfang og tilrettelæggelse, samt § 61, stk. 2, hvoraf det fremgår, at kommunalbestyrelserne skal etablere indsamlingsordninger for farligt affald i mindre mængder, særlige fraktioner og fra husholdningerne.
Miljøstyrelsen har endvidere henvist til vejledningen om farligt affald og herunder oplyst, at kommunerne kan tilrettelægge indsamlingsordning for farligt affald fra husholdningerne. Indsamlingsordningen kan bl.a. omfatte indsamling af medicinrester og kanyler på apoteker. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at affaldet indsamles og håndteres korrekt, og kommunen kan, jf. ovenfor, stille krav til emballering.
Jeg kan supplerende bemærke, at det fremgår af den foreslåede ændring af apotekerlovens § 12, stk. 1, nr. 5, at det vil bero på en aftale, hvorvidt apotekerne modtager klinisk risikoaffald. Indgåelse af en aftale mellem et apotek og en kommune skal hvile på almindelige aftalemæssige principper, og de nærmere betingelser og vilkår i en aftale skal aftales og tilrettelægges lokalt. Det forventes, at de relevante organisationer på området vil udarbejde en vejledning om modtagelse af medicinrester og visse former for klinisk risikoaffald fra sundhedspersoner og forbrugere. En sådan vejledning kan således også indeholde supplerende regler om emballering af farligt affald, herunder klinisk risikoaffald.
Til orientering kan det oplyses, at Danmarks Apotekerforening og Kommunekemi A/S i 1988 indgik en aftale om modtagelse af medicinaffald. Med udgangspunkt i denne aftale har Danmarks Apotekerforening udarbejdet retningslinjer til apotekerne om modtagelse og behandling af medicinaffald og klinisk risikoaffald. Danmarks Apotekerforening har vedrørende spørgsmålet om emballering ved modtagelse på apoteket oplyst, at nedenstående indgår i retningslinjerne:
· Medicinske præparater emballeret i originalemballagen eller evt. anden forsvarlig emballage kan afleveres til apoteket. Hvis medicinresten afleveres i anden emballage i den originale, bør apoteket spørge kunden, om vedkommende kender indholdet.
· Leveres medicinrester i ituslået, fedtet eller våd emballage, bør apoteket ifølge retningslinjerne pakke disse i egnet materiale, inden de pakkes i den de såkaldte apotekerbokse (dvs. emballage godkendt af modtagestationen). Herved undgås unødig udsivning og/eller sammenblanding med risiko for kemiske reaktioner til følge.
· Brugte kanyler og skalpeller skal afleveres i en godkendt kanyleboks.
Danmarks Apotekerforening har desuden oplyst, at der på apoteket sorteres medicinresterne efter retningslinjer herfor, pakkes i emballage godkendt af modtagestationen og afhentes af kommunen med henblik på destruktion.
Jeg kan supplerende oplyse, at der er med de foreslåede ændringer af apotekerlovens § 11, stk. 1, nr. 6, og § 12, stk. 1, nr. 5, ikke tilsigtet ændringer i omfanget af apotekernes nuværende affaldshåndtering, ligesom det serviceniveau, som apotekerne leverer i dag, forventes opretholdt.