Tak for det. Lovforslaget drejer sig jo om en øget indsats mod piratkopiering.
I forbindelse med udvalgsarbejdet har vi fra Socialdemokraternes side sammen med SF peget på den skævhed, som lovforslaget indeholder, nemlig at de skrappere straffe for piratkopiering ikke kommer til at omfatte krænkelser af ophavsretslovgivningen. Her taler vi om immaterielle interesser, som man jo i fremtiden bliver mere og mere afhængig af.
Vi vil gerne appellere til flertallet om venligst at overveje denne urimelighed i lovforslaget, så vores betænkningsbidrag får en chance i det videre udvalgsarbejde og får en chance for at komme med her fem minutter i tolv. Det ville være klædeligt, og det ville være med tanke på fremtiden.