Undervisningsministeriet

Afdelingen for gymnasiale uddannelser

8. oktober 2008

 

 

Høringsresumé

 

Forslag til lov om de gymnasiale uddannelser i Grønland

 

Lovforslaget er den 18. september 2008 sendt i høring til 26 organisationer m.fl. med høringsfrist den 7. oktober 2008. Lovudkast, høringsbrev og høringsliste har været offentliggjort på høringsportalen.

 

Undervisningsministeriet har modtaget i alt seks høringssvar, jf. vedhæftede bilag med oversigter over, hvilke organisationer m.fl. der har afgivet høringssvar. Tre af høringssvarene indeholdt bemærkninger til lovforslaget.

 

Høringssvarene fra Danske Universiteter og Gymnasieskolernes Rektorforening fremhæver vigtigheden af, at de grønlandske gymnasiale uddannelser også fremover er ligestillet med danske gymnasiale uddannelser ved optagelsen til de videregående uddannelser. Svarene støtter i den forbindelse, at der indgås en samarbejdsaftale med de grønlandske myndigheder om uddannelsernes kvalitet.

 

Gymnasieskolernes Rektorforening tilslutter sig endvidere lovforslagets forudsætning om, at de grønlandske og danske lærere også fremover skal opfylde fælles faglige og pædagogiske kompetencekrav.

 

Gymnasieskolernes Lærerforening ser lovforslaget som en naturlig udmøntning af et politisk ønske om at styrke hjemmestyrets ansvarsområde. Foreningen fremhæver i forhold til hjemmestyrets udmøntning af lovens bemyndigelsesbestemmelser, at det er vigtigt, at der ikke bliver for stor diskrepans mellem en grønlandsk gymnasial uddannelse med begrænset studiekompetence og adgangskravene til de danske videregående uddannelser, således at for mange elever får brug for gymnasial supplering. Foreningen understreger desuden vigtigheden af, at lærerne også fremover har faglig og pædagogisk kompetence på et niveau svarende til det nuværende.

 

Høringssvarene har ikke givet anledning til ændring af lovforslaget.