ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

Eksp.nr. 589370

 

26. november 2008

 

Besvarelse af spørgsmål 40 ad L 5 stillet af Erhvervsudvalget den 24. november 2008.    

 

 

 

 

 

Spørgsmål 40:

Ministeren bedes give en uddybning af sin besvarelse af spørgsmål 24.

 

Svar:

Som nævnt i den tidligere besvarelse af spørgsmålet vurderer Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i Erhvervsregulering, at lov-forslaget vil medføre løbende byrder på omkring 3.000 timer årligt for såvel de virksomheder, der arbejder med samfundsansvar som de virksomheder, der ikke arbejder med samfundsansvar i dag, jf. afsnit 5 i lovforslagets bemærkninger.

 

Hvis man som spørgeren antager, at de 70 virksomheder, der på nuværende tidspunkt ikke ønsker at arbejde med samfundsansvar, alligevel vælger at gøre det, vurderes det maksimalt at medføre løbende administrative byrder for disse virksomheder på omkring 150 timer årligt, jf. den tidligere besvarelse af spørgsmål 24.

 

Maksimalt vil der således være tale om 3.150 timer i administrative løbende byrder.

 

Hertil kommer eventuelle omstillingsbyrder. Jf besvarelsen af spørgsmål 23 og uddybningen heraf i besvarelsen af spørgsmål 39, er det dog ikke muligt nærmere at vurdere omfanget af disse, da det er op til virksomhederne, hvor mange ressourcer de ønsker at afsætte til dette formål. Det følger af ideen om frivilligt og forretningsdrevet samfundsansvar, at hver enkelt virksomhed med udgangspunkt i sin kerneforretning og strategiske udfordringer prioriterer og tilrettelægger sin indsats på området.

 

Hvis man som spørgeren antager, at de 70 virksomheder, der på nuværende tidspunkt ikke ønsker at arbejde med samfundsansvar, alligevel vælger at gøre det, vil det medføre omstillingsbyrder for disse virksomheder også. Det er som nævnt ikke muligt nærmere at vurdere omfanget af disse.

 

Hvis man som spørgeren (jf. spørgsmål 23) antager, at det i gennemsnit tager 8.000 timer for disse 70 virksomheder at formulere en politik for samfundsansvar og oplyse om denne, svarer det til i alt 560.000 timer.  For de 180 virksomheder, der spørges til i spørgsmål 23, vil det tilsvarende tal være 1.440.000 timer, jf. besvarelsen af spørgsmål 39.

 

Hvis spørgerens antagelser følges, vil der således i alt være  omstillingsbyrder for de 180 og 70 virksomheder på 2 mio. timer.

 

Jeg vil imidlertid gerne understrege, at dette tal langt fra er realistisk og ikke giver et retvisende billede af de reelle omstillingsbyrders omfang, jf. besvarelsen af spørgsmål 39. Som nævnt er det derfor ikke muligt nærmere at opgøre de samlede omstillingsbyrder.

 

Det følger af ideen om forretningsdrevet samfundsansvar, at hver enkelt virksomhed med udgangspunkt i sin kerneforretning og strategiske udfordringer skal prioritere og tilrettelægge sin indsats på området (jf. besvarelsen af spørgsmål 39). Det betyder, at virksomheder ikke nødvendigvis skal engagere sig i alle aspekter af samfundsansvar, men vælge at fokusere på dem, der gavner deres forretning mest. Lovforslaget giver netop virksomhederne mulighed for at arbejde med samfundsansvar på den måde, der passer den enkelte virksomhed bedst. Derfor lader de samlede omkostningerne ved lovforslaget sig ikke opgøre nærmere.

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk