Tak. Jeg skal starte med at beklage, at min stemme ikke er helt, som den plejer at være, men jeg håber stadig væk, at ikke mindst ordførerne kan forstå, hvad jeg siger.
I forbindelse med hr. Steen Gades indlæg vil jeg sige til hr. Steen Gade, at det sådan set forbavser mig meget, at hr. Steen Gade går op på talerstolen og giver udtryk for, at det lovforslag, vi i dag behandler, ikke skulle være et offensivt bud i forhold til at sikre virksomhedernes sociale ansvar. Jeg vil sige til hr. Steen Gade, at hvis man sammenligner Danmark med de lande, vi normalt sammenligner os med, så vil vi se, at vi faktisk er en af frontløberne på det her punkt. Nu kender jeg ikke den rapport, hr. Steen Gade render rundt med, men jeg vil sige, at lovforslaget placerer Danmark i front blandt de europæiske lande. Det er for øvrigt også den reaktion, vi har mødt, når vi har talt om lovforslaget i internationale sammenhænge. På en FN-konference for nylig bemærkede formanden for Social Investment Forum i Storbritannien, at det danske lovforslag er helt i særklasse og burde betragtes som den målestok, andre regeringers politik på området skal holdes op imod.
Så jeg vil sige til hr. Steen Gade, at en ting er at sammenligne internationale virksomheder med hinanden, noget andet er at sammenligne, hvad regeringerne og parlamenterne gør i de enkelte europæiske lande, og der har Danmark intet at være flov over. Tværtimod går vi her foran.
Det får mig så også til at svare på fru Colette L. Brix' spørgsmål. Man kunne måske godt efter at have hørt debatten her i dag få den tanke, at man nu indfører en masse nye krav, som bare er administrativt bøvl, og som kun er til skade for virksomhederne. Sagen er den, at regeringen ser på det her med helt andre briller. Vi tror på, at det at stille krav om, at virksomhederne frivilligt kan bestemme, hvor meget de vil gøre, men at de skal redegøre for, hvad de gør i i forhold til det samfundsmæssige ansvar, faktisk er noget, der kan gavne på bundlinjen. Seks ud af ti danske virksomheder bliver faktisk i dag mødt med krav om samfundsansvar fra deres omverden, og vi tror på, at det her bliver et konkurrenceparameter, som kommer til at betyde meget for, at Danmark kan markedsføre sig fremover. Jeg vil også sige, at de administrative byrder, der er forbundet med det her lovforslag, som er skønnet til at være på ca. 600.000 kr. i alt, er så forsvindende små, at jeg ikke mener, at man overhovedet kan tale om, at der er tale om administrative byrder.
Endelig vil jeg sige til hr. Jens Christian Lund fra Socialdemokratiet: Der er måske nogle politikere, der er mere kendte end andre, men jeg vil sige, at Socialdemokratiets ordfører er en meget anerkendt erhvervsordfører, som jeg sætter meget stor pris på, og jeg er klar over, at man selvfølgelig skal være opmærksom på, at når det gælder, hvilke krav vi stiller fremover, så skal vi være forsigtige med at lempe så meget, at der gives mulighed for misbrug af reglerne.
Til gengæld må jeg også sige til mange af ordførerne, der har taget ordet her i dag, at der er blevet blandet mange andre sager ind i debatten i dag. Jeg tror, at vi skal være varsomme med at lovgive i Folketinget på grund af enkeltsager. Der kan være enkelte virksomheder, der kan være enkelte revisorer, der ikke løser den opgave, de har. Jeg mener ikke, at det skal afstedkomme, at vi fra Folketingets side begynder at lovgive i blinde, fordi en har trådt ved siden af. Fordi en har misbrugt et økomærke, fordi én har misbrugt revisionspligten, så betyder det jo ikke, at de tusindvis af andre, der benytter sig af den, ikke overholder alle de regler, der er.
Så jeg vil sige, at regeringen er glad for, at der stadig væk er en meget bred tilslutning til selve lovforslaget, og at vi ser frem til det videre arbejde med samfundsansvar fremover. Der er jo igangsat en masse initiativer, også på internettet, således at de små og mellemstore virksomheder, der ikke er omfattet af dette lovforslag, kan hente inspiration der, så de uden at få flere administrative byrder også kan bruge virksomhedernes samfundsmæssige ansvar til at blive mere konkurrencedygtige virksomheder, og det bliver der mulighed for, bl.a. ved at hente inspiration fra internettet.