Dato: 12-08-200812. august 2008
By- og Landskabsstyrelsen
Vand
Haraldsgade 53
2100 København Ø
Ekstern høring af udkast til forslag til lov om ændring af lov om vandforsyning m.v. og lov om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder (afgift til drikkevandsbeskyttelse) , J.nr. BLS-400-00017
Den 3. juli 2008 udsendte By- og Landskabsstyrelsen ovennævnte lovændringer i ekstern høring med svarfrist til 15. august 2008.
Her følger Danmarks Naturfredningsforenings (DNs) bemærkninger til forslag til lov om afgift til drikkevandsbeskyttelse. Foreningens bemærkninger er indskrevet med fed skrift efter reference til relevante dele af lovforslaget.
I forslaget står der under 4.1 Afgift: Ud fra disse vurderinger fastsættes afgiften ud fra en forudsætning om, at kortlægningen kan afsluttes i 2015 og indsatsplanlægningen i 2017. Dette medfører et samlet årligt afgiftsniveau på 30,5 øre pr. kubikmeter meddelt indvindingstilladelse, heraf 21,9 øre til staten og 8,6 øre til kommunerne.
DN savner en klar og acceptabel begrundelse for at en kortlægningsopgave, som amterne allerede har varetaget i 8-9 år, skulle kræve en tidsramme frem til 2015 for staten at fuldføre, og at kommunerne derfor først skulle kunne lave indsatsplanlægningen mellem 2015 og 2017.
DN mener kortlægningen må fuldføres allerede i forbindelse med 1. generation vandplaner, som vedtages i 2009 og at kommunernes indsatsplaner for grundvandet hermed skal færdiggøres og udmøntes fra 2010 og fremefter.
Herefter kan der foretages nødvendige justeringer fra 2015 og fremefter i 2. generationsplanerne.
I en Deloitte-rapport fra april 2008 (Økonomisk analyse af grundvandskortlægning og indsatsplaner) fremgår det, at ca halvdelen af kortlægningen er fuldført i amtsregi, mens de kommunale indsatsplaner halter væsentligt mere bagefter. Samtidigt mangler kommunerne faglige ressourcer til at løfte opgaven.
Det er alt sammen forhold, som bidrager til at forklare statens ønske om at udsætte kortlægning og indsats. Ikke desto mindre kan DN ikke acceptere regeringens ønske om at udsætte de frister der ligger i Vandrammedirektivet: Kortlægning og mål i 2009, kommunale planer i 2010 og opfyldelser i 2015 som udgangspunkt.
Vandrammedirektivet kræver en substantiel og tungtvejende begrundelse for anvendelse af undtagelsesbestemmelser. I dette tilfælde synes regeringen at ville benytte sig af en undtagelse for hele grundvandsektoren på grundlag af ønsket om at fastholde et skattestop, af bekvemmelighed og antageligt et ønske om at tilvejebringe midlerne forlods. Det er der efter DNs opfattelse ikke hjemmel til at gøre i vandrammedirektivet.
Videre står der i forslaget:
 4.2.2 Forenkling af reglerne om afgiftsfritagelse OG 4.2.3 Forenkling af reglerne om afgiftslempelser for erhvervsmæssig egenindvinding
Efter de gældende regler er kun de indvindingstilladelser, der oprindelig blev meddelt af amtet, omfattet af betalingspligten. Indvindingstilladelser i bynære områder under 3000 m3 og indvindingstilladelser i landområder under 6000 m3, som før kommunalreformen blev meddelt af kommunalbestyrelsen, er derfor undtaget. For at skabe et enkelt administrationsgrundlag foreslås, at der fremover alene opkræves afgift for indvindingstilladelser for mere end 6000 m3 uden hensyn til indvindingens formål.
OG
Det foreslås, at alene de almene vandforsyninger skal betale fuld afgift, medens alle øvrige indvindere omfattes af lempelsesreglerne, som i øvrigt opretholdes. Lempelsesordningen vil herefter omfatte samtlige erhvervsmæssige virksomheder med egen indvinding samt mellemformerne indvinding til brug for idrætsanlæg, parker, offentlige institutioner, grundvandskøleanlæg og golfbaner m.v. Forenklingen betyder også, at vandforsyninger, som ikke er almene (dvs. vandforsyninger, som ikke forsyner eller ikke har til formål at forsyne mindst 10 ejendomme) og med en indvinding over 6000 m3, bliver omfattet af lempelsesreglerne. Det foreslås, at tilladelser skal vedrøre samme CVR-nummer for at kunne udløse ret til fritagelse
efter bestemmelserne. En virksomhed med flere tilladelser vil derved opnå fritagelse på den tilladelsesmængde, der overstiger 25.000 m3, så længe at tilladelserne er knyttet til samme CVRnummer. Hvis en virksomhed ikke har et CVR-nummer anvendes ejerens CPR-nummer.
(i dag: vandindvinding kan til dambrugs-, jordbrugs- og industriformål over 25.000 m3 delvis fritages for gebyrbetaling, således at der alene beregnes et gebyr på baggrund af en tredjedel af højst 25.000 m3 vand. Virksomheder der har tilladelse til vandindvinding på over 25.000 m3 på landsplan kan fritages, uanset om indvindingen sker i en eller flere kommuner.)
DN savner en substantiel begrundelse for afgifts-fritagelsen for indvindere både i den høje og den lave ende. Enhver indvinding, der kræver tilladelse, bør bidrage og der ses ingen begrundelse for at lette afgiften for store indvindere af en knap ressource som grundvand, idet en lettelse ikke tilskynder til vandbesparende indsatser (adfærdsændringer) til gavn for især den våde natur.
Det vurderes i kapitel 6, at fritagelsesbestemmelserne vil begunstige mindre, ikke almene vandværker og små erhverv med en afgiftslettelse for ca. 1,5 mio. kr.
Der omtales imidlertid ikke, hvilke beløbsstørrelser der er tale om ved fritagelse for store erhvervsindvindere. Det er således et meget mangelfuldt grundlag at beslutte fritagelse på. DN må derfor efterlyse tal for hvor store afgiftsfritagelser der er tale om for store erhvervsindvindere.
Endelig står der i forslaget
10. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU retlige aspekter, idet den målrettede grundvandsbeskyttelse (kortlægning af følsomme indvindingsområder og udarbejdelse af indsatsplaner) er i overensstemmelse med principperne i vandramme- eller grundvandsdirektivet.
Jvf ovenstående mener DN ikke det er i overensstemmelse med vandrammedirektivet at udsætte kortlægning og indsatsplanlægning til hhv 2015 og 2017. Der gøres efter foreningens opfattelse brug af undtagelsesbestemmelser, som der på ingen måde er belæg for.
Med venlig hilsen
Henning Mørk Jørgensen