Efter at have lyttet til alle de kloge ord, der er blevet sagt om forslaget, tror jeg også, at jeg kan støtte det.
Jeg kan godt forstå, at nogle af ordførerne siger, at de vil følge udpegningen af medlemmer ganske nøje. Allerførst er jeg nødt til at sige, at det udkast til størrelsen af skatteankenævnene, som ligger i den besvarelse af spørgsmål nr. 1, som allerede er afsendt, er baseret på de nuværende erfaringer. For det, vi har tilstræbt, ligesom vi tilstræbte det ved vedtagelsen af L 110 i sin tid, er at finde den rigtige balance mellem det, at et skatteankenævn ikke skal have en arbejdsbyrde, der gør, at det skal være professionelle - der skal være plads til, at det er lægmænd, der går ind med deres fornemmelse for retfærdighed og rimelighed og så at sige er borgernes vagthunde, både i forhold til at den enkelte ikke bliver beskattet for hårdt, og i forhold til at beskatningen er retfærdig - og at det alligevel skal være sådan, da skattelovgivningen jo er kompleks, at der også er behov for, at skatteankenævnsmedlemmerne opnår en vis rutine i at behandle de mange forskellige sagstyper, der kan være.
Derfor skal vi have en størrelse på skatteankenævnene - og herunder hører også, hvorvidt der er besluttende led i skatteankenævnene - der gør, at vi både har lægmandselementet og den erfaring, der skal til, for at man kan træffe juridisk holdbare beslutninger.
Derfor er der set i lyset af det, som fru Hanne Agersnap så korrekt sagde om det faldende antal klager, behov for at nedjustere antallet af personer. Nu kan det naturligvis være således, at antallet af klager udvikler sig fra nu af og til næste efterår, hvor der er behov for at udstede den egentlige bekendtgørelse om antallet af skatteankenævnsmedlemmer pr. kreds. Men sådan som det ser ud nu, lægger vi op til at have en slankning af antallet af skatteankenævnsmedlemmer, sådan at der fremover vil være 247.
Da vi i sin tid vedtog L 110, skete det på baggrund af, at vi netop gerne ville prøve at imødekomme mange af de ønsker, som der havde været nævnt fra forskellige ordføreres side, ønsker om kønsmæssig ligedeling, aldersmæssig ligedeling, erfaringsmæssig balance, politisk balance osv., hvorefter en række kommuner gjorde, som loven foreskriver, og gik ud og spurgte 4 personer pr. plads, nemlig 2 som medlem og 2 som suppleant, hvorvidt de ville stille op og deltage. Og så havde jeg som minister den - i gåseøjne - fornøjelse, at jeg skulle sidde og vælge uden at vide, hvad kommunalbestyrelsen og partierne i de enkelte kommuner havde sagt til deres medlemmer, altså om de var indstillet som en blandt flere, om de var indstillet, men havde fået at vide, at de bare skulle tage det roligt, for det var ikke dem, eller om de var indstillet og helt sikre på, at det nok skulle blive en plads, som de skulle have.
Derfor oplevede jeg en klar reaktion fra kommunerne, når jeg efterfølgende benyttede mig af den bemyndigelse, jeg havde fået til at vælge og vrage - ikke helt så tilfældigt, som det kan lyde - blandt de indstillinger, der var kommet, netop i et forsøg på at få alle de her balancer til at gå op.
Der fik jeg det klare budskab tilbage fra kommunerne, fra alle partier i kommunerne, at de sådan set ønskede en vished for, at den person, som de i forbindelse med udpegning af poster efter et kommunalvalg i den konstitueringskabale, der skal gå op kommune for kommune, hver især havde indstillet, var den person, der blev valgt, medmindre der var nogle helt særlige forhold, der talte imod det. Jeg kan sådan set godt se rimeligheden i, at når man skal forsøge at få de mange brikker i en kommunal konstituering til at gå op, er det rart at vide, om det er en brik, der har en værdi eller ej.
Det er også sådan, at vi har oplevet, at i en enkelt kommune, der skulle udpege medlemmerne af det skatteankenævn, som borgerne hørte under, benyttede et flertal i kommunalbestyrelsen sig af den mulighed, der er i de eksisterende regler, for, at flertallet sætter sig entydigt på alle pladser. Og det betød så, at da det var alle pladser, indstillinger og suppleanter, var der ikke så stor mulighed for at lave variation i den kommune.
Set i lyset af de problemer og set i lyset af de røster, som vi har hørt, og som jeg har hørt fra kommunal side, har der været et klart ønske om at gennemføre en revidering af udpegningsformen i forbindelse med forberedelsen af næste års udpegning., bl.a. den revision, at der skal være klarhed over, hvorledes udpegningen skal ske, så det kan være entydigt. Og der er det sådan, som det står i forslaget, at man bruger den såkaldte d'Hondtske metode, som sikrer mod, at et flertal i en kommune entydigt kan sætte sig på samtlige pladser, i hvert fald i de kommuner, hvor der er flere pladser at fordele. Hvis der kun er 1 plads at fordele, kan det være lidt svært at dele den ligeligt.
Derfor tror jeg på, at i en verden, hvor man ikke altid kan lave det perfekte, har vi med forslaget her en langt bedre fordelingsnøgle end det, der lå tidligere. Det kan naturligvis godt for nogle virke som et advarselssignal, når en minister siger, at man ikke er interesseret i at have mulighed for at bestemme, men jeg mener faktisk ikke, at det er retfærdigt, at jeg eller den til enhver tid siddende skatteminister har mulighed for forud at skulle bestemme for kommunerne, hvem der skal sidde i skatteankenævnene.
De spørgsmål, der er blevet rejst om de hidtidige sammensætninger, geografisk osv., er vi naturligvis klar til at levere svar på, ikke på stående fod, men i udvalgsarbejdet. Det vil stadig væk være sådan med den nye struktur, at der pr. skattecenter vil være et skatteankenævn, og dermed er der også en geografisk spredning af skatteankenævnenes arbejde. Det mener vi er naturligt i forhold til den geografiske spredning af skatteyderne, der måtte være.
Fru Hanne Agersnap, der nævnte, at hun syntes, det var ærgerligt, at der ikke var flere klager, vil jeg blot give den oplysning, at vi målrettet har arbejdet med, både før og efter skattefusionen, at stadig flere oplysninger om almindelige lønmodtageres skatteforhold tilflyder skattevæsenet automatisk, således at der er færre og færre felter, der selvstændigt skal indberettes.
Vores erfaring er nemlig, at fejlene i det, der bliver automatisk indberettet, er langt færre end der, hvor borgerne selv har ansvaret for at indberette. Så jo flere oplysninger, der automatisk kører ind fra virksomheder, fra lønbureauer og fra offentlige myndigheder til skattevæsenet, og jo færre felter, skatteyderne selv skal udfylde, jo færre fejl opstår der. Og det er en klart medvirkende årsag til, at der er kommet færre klager - også fordi vi har ændret vores strategi, sådan at vi i højere grad går efter at rette fejlene på forhånd og så at sige skattemæssigt forebygge fejl, i stedet for at vi koncentrerer os om skattemæssigt at helbrede, altså at lave reguleringer og korrekse. Det gør vi stadig væk i stor stil, men vores prioritering ligger i højere grad på at forebygge fejlene, før de opstår.
Til hr. John Dyrby Paulsens spørgsmål om, hvem der får glæde af forlængelsen vedrørende genoptagelse af transfer pricing-sager i forbindelse med tonnageskat, vil jeg sige, at det kommer helt an på, hvem det er, der har gennemført en forhøjelse. Hvis det nu er de danske skattemyndigheder, der gerne vil gennemføre en forhøjelse, der ligger senere, eller måske skal man nærmere sige tidligere end den nuværende forældelsesgrænse, ja, så er det naturligvis klart, at så er det til gavn for den danske statskasse og til ugunst for rederne. Men det kan også være omvendt. Hvis det er sådan, at en udenlandsk skattemyndighed mener, at et dansk rederi har betalt for lidt i skat i udlandet og for meget i skat i Danmark, ja, så kan det være til ugunst for den danske statskasse. Så det kan i og for sig gå begge veje.
Jeg synes, det er rimeligt, at den forældelsesfrist, der gælder for transfer pricing-sager, normalt også gælder for transfer pricing-sager, når det drejer sig om tonnageskatten.
Det er vist de kommentarer, jeg har, og så har jeg taget den taletid, der blev tilovers efter Liberal Alliances meget præcise bud.