Jeg vil også knytte nogle bemærkninger til dette lovforslag om tilskud til Færøernes hjemmestyre for 2009. Og jeg må sige, at det giver en tilstand af ambivalens og splittelse at være tilbage her på Borgen og som det første her i salen at behandle præcis dette lovforslag om bloktilskud til Færøerne.
På den ene side er det altid glædeligt at være her på den velorganiserede arbejdsplads, som Folketinget jo er, og blandt gode kolleger, men det er på den anden side ikke opmuntrende, at årsagen til, at jeg nu igen indtræder i Folketinget, er, at den regering, jeg var en del af på Færøerne, er blevet opløst.
Nu ved jeg, at der også her i Danmark har floreret kioskbaskerhistorier om pinlige årsager til den færøske regerings opløsning, om kontorskænderier, låste døre osv. Jeg skal ikke sige så meget om det, men blot erklære, at de historier, der er kommet frem, er usande og vil blive klarlagt af en undersøgelseskommission.
Men som jeg har sagt til statsministeren, må man da blive splittet og ambivalent: Her i Folketinget får man konstant at vide af statsministeren, at man skal rejse hjem, og man bliver beskyldt for at løbe åbne døre ind, og når man så rejser hjem på statsministerens varme anbefaling, bliver man beskyldt for at løbe lukkede døre ind. Men det er så skæbnens ironi, at den virkelige årsag til den færøske regerings splittelse og til en stor del af den splittelse, der er i færøsk politik, præcis er spørgsmålet om bloktilskuddet, den sag, vi behandler her i dag.
Samme dag, som den færøske regering blev opløst, skulle landsstyret på Færøerne beslutte at reducere bloktilskuddet med 117 mio. kr. i en 3-årig aftale, og det ville vi så have behandlet her i dag, hvis den regering havde fortsat. Men det er rigtigt, som min ærede kollega her har sagt, at den nye regering på Færøerne er vendt tilbage til status quo i denne sag.
Jeg skal blot sige nogle få ord om bloktilskuddets, kan man sige, politiske tilstand på Færøerne. Efter min mening er det jo langt mere et politisk redskab, end det er økonomi. Bloktilskuddet er et fænomen, som bliver brugt i færøsk politik som skræmmekampagne; det bliver også brugt til at holde partier på Færøerne ved magten, og i stedet for at afkræve partierne et svar på en fornuftig politik, og hvordan man beskatter sin egen befolkning, har man partier, der går til valg på at sige: Stem på os, så får I dansk bloktilskud, og sådan finansierer vi vores valgløfter.
Det har skabt en uansvarlighed, og det skaber overhovedet ikke nogen stolthed blandt det folk, der modtager disse penge, og det har så inden for de sidste 20 år ført til en regulær kollaps i færøsk økonomi. Heldigvis blev bloktilskuddet reduceret i 2001. Det blev reduceret med en tredjedel og blev fastfrosset på sit nominelle niveau og blev ikke reguleret efter pris- og lønudviklingen. Hvis det ikke var gjort, havde bloktilskuddet i dag været på 1,4 mia. kr., og jeg tør påstå, at hvis det havde været sådan, var den færøske økonomi gået rabundus en gang til, for det skaber uansvarlighed; det skaber ikke fokus på, hvad vi kan, men på, hvad vi ikke kan.
Jeg håber stadig væk, at den færøske regering og den danske regering vil indgå en civiliseret aftale om at nedtrappe bloktilskuddet til Færøerne. Det er det eneste, der kan få færøsk økonomi til at være bygget på ansvarlige principper, og som kan løfte det færøske samfund op til et niveau, hvor man selv tager ansvaret for sine egne økonomiske handlinger.
Dette lovforslag vil også blive behandlet i det færøske parlament, og jeg vil i udgangspunktet ikke tilslutte mig forslaget. Skulle det færøske parlament ønske dette forslag, vil jeg selvfølgelig afstå fra at stemme.
Til sidst vil jeg sige, at det er rigtigt, som min ærede kollega har sagt, at proportionerne i dette tilskud er vigtige at have for øje. Da vi reducerede bloktilskuddet på 1 år med en tredjedel, med 366 mio. kr., svarede det til, at Danmark på 1 år havde sagt nej tak til et beløb på 40-50 mia. kr. om året. Og når vi nu har fastfrosset det, har vi egentlig over de sidste 4, 5, 6 år sagt nej tak til et beløb på ca. 200 mia. kr. Så stort er dette på Færøerne, og derfor er det også en sag, som man bør behandle som en sag mellem civiliserede parter, som gør os uafhængige af dette tilskud, som bare har ført til uansvarlighed i Færøerne.