Folketingets Energipolitiske Udvalg

Christiansborg

1240 København K

Dato             25. november 2008

J nr.              


Energipolitisk Udvalg har i brev af 18. november 2008 stillet mig følgende spørgsmål nr. 1 til L 38, som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål 1:

”Vil ministeren detaljeret redegøre for problematikken vedrørende ophavsret til tekniske forskrifter, som undtages fra kundgørelse i Lovtidende?”

 

Svar:

De tekniske specifikationer m.v., som er omfattet af lovforslaget, er hovedsagligt specifikationer, der er udbudt til salg af standardiseringsorganer m.v., der påberåber sig ophavsretten hertil.

 

Der kan eksempelvis være tale om en standard udtrykt ved tekniske tegninger, symboler eller lignende. Der kan også være tale om, at standarden indeholder en detaljeret teknisk beskrivelse af en fremgangsmetode, et produkt, en prøvningsmetode eller en ydelse.  Til eksempel kan nævnes: konstruktion, etablering og drift af rørledningsanlæg til transport af kulbrinter på dansk søterritorium og kontinentalsokkelområde, og standarder for krav til konstruktion m.v. af vindmøller. Gældende for de standarder som ikke vil blive kundgjort i Lovtidende er, at de har en meget smal interesse gruppe og ikke retter sig mod en bred gruppe af borgere.

 

Efter dansk ret tilhører ophavsretten den, der frembringer værket, eller den, der har fået overdraget ophavsretten. Når internationale vedtagelser og tekniske specifikationer udarbejdes på regionalt, europæisk eller internationalt niveau, forbeholder den relevante standardiseringsorganisation sig imidlertid ofte samtlige rettigheder, herunder ophavsretten, til den videre udnyttelse af arbejdsdokumenter eller standarder. Det betyder i praksis, at de eksperter, der skriver standarderne i forbindelse med deres deltagelse i standardiseringsarbejdet, fraskriver sig ophavsrettighederne, som i sidste ende overdrages til de nationale standardiseringsorganisationer som f.eks. Dansk Standard i Danmark.

 

Ophavsretten består efter ophavsretslovens § 2 dels i en eneret til at råde over værket ved eksemplarfremstilling, dels i en ret til at gøre værket tilgængeligt for almenheden i oprindelig eller ændret skikkelse, i oversættelse, omarbejdelse i anden litteratur- eller kunstart eller i anden teknik.

 

Såfremt en standard eller et arbejdsdokument gengives i strid med en ophavsrettighed, skal der betales vederlag og erstatning til den, som har ophavsretten. Der kan endvidere blive tale om idømmelse af bøde for krænkelsen. Det vil være op til domstolene at foretage en konkret bedømmelse af, hvorvidt en

specifik international vedtagelse eller teknisk specifikation nyder beskyttelse efter ophavsretsloven, og dermed ikke må gengives uden forudgående tilladelse og eventuelt mod betaling af vederlag. For de værker, der nyder ophavsretlig beskyttelse, er sædvanlig kundgørelse i Lovtidende således ikke hensigtsmæssig.

 

De ophavsretlige regler er imidlertid ikke til hinder for, at offentligheden gives adgang til oplysning om indholdet af forskrifterne på anden måde, når blot der ikke sker kopiering eller anden eksemplarfremstilling af værket. Det er baggrunden for, at oplysning om indholdet af forskrifterne i dag kan fås ved gennemsyn i Energistyrelsen. De standarder, der typisk er tale om, kan f.eks. erhverves hos Dansk Standard.

 

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 2.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Connie Hedegaard