Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 30. oktober 2008 stillet følgende spørgsmål nr. 1 (L 37), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Morten Østergaard.

 

 

Spørgsmål nr. 1:

”Ministeren bedes oplyse, hvordan forslaget vil påvirke finanspolitikken i forhold til FFL 09 (finanseffekten)?”

 

 

Endeligt svar:

Jeg har til brug besvarelsen indhentet bidrag fra Finansministeriet, der oplyser følgende: 

 

”Særlig Pensionsopsparing (SP) er en individuel, obligatorisk pensionsopsparing. SP-indbetalinger er dermed ikke en skat, og SP-ordningen er ikke en del af de offentlige finanser. Aktivitetsvirkningen af, hvorvidt SP-indbetalinger genindføres eller ej, indgår derfor ikke i opgørelsen af finanspolitikkens aktivitetsvirkning, den såkaldte finanseffekt.

 

Den finanspolitik, der indgår i finanslovforslaget for 2009 fra august, indebærer en finanseffekt på 0,3 pct. af BNP i 2009. Finanseffekten er upåvirket af, at suspensionen af SP-indbetalinger nu forlænges med 1 år.

 

Den genindførsel af SP-indbetalinger, der lå til grund for FFL09 i august, blev isoleret set skønnet at reducere aktiviteten i 2009 med 0,1 pct. af BNP. Dermed var den samlede aktivitetsvirkning af den økonomiske politik i FFL09 opgjort til 0,2 pct. af BNP.”

 

 

Venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen