Til folketingets arbejdsmarkedsudvalg samt arbejdsministeren.
Vedr.: Spørgsmål til L36 , fra Dansk El.Forbund, Københavns afdeling.
Vi vil forholde os til den overenskomst som flertallet af vore medlemmer arbejder under, altså overenskomsten mellem Tekniq, Elinstallatørernes arbejdsgiverforening, og Dansk El-Forbund.
Det er den overenskomst der dækker arbejde udført for en autoriseret El-installatør.
Vi har flere overenskomster som dækker elektrikere, bl.a. industriens overenskomst, men i forhold til den er der i forvejen stillet spørgsmål af andre fagforeninger.
Elektrikeroverenskomsten er en minimalløns-overenskomst, dog med en tilhørende priskurant, som kan betragtes som en normallønsoverenskomt.
Der er også indenfor vores organiseringsområde en del installatører der vælger at stå udenfor en arbejdsgiverforening, og med dem laver vi tiltrædelsesaftaler, som i store træk er en tiltrædelse til den overenskomst vi har med Tekniq, med aftaler om, at mindstelønninger og satser følger løngennemsnit for området.
Akkordarbejde:
Indenfor det arbejdsområde vi har overenskomsten på, bliver de fleste entreprisearbejder udført i henhold til vores priskurant, eller med denne som grundlag når der aftales enten summer eller en akkordtimebetaling.(se §§ 11, 12, og 12A i elektrikeroverenskomsten).
Disse arbejder afsluttes meget sjældent med en betaling under 200,- kr. pr time, og gennemsnit i hvor sidst kendte statistik viser 230,77 kr. pr. time, med højest på 306,18 kr. pr. time oh lavest på 200,00 kr. pr. time.
Disse tal er for at vise niveauet for entreprisearbejde.
I henhold til lovforslaget vil jeg derfor stille dette spørgsmål:
Vil vi kunne etablere en konflikt på et krav om anvendelse af vores priskurant, eller en timebetaling der svarer til hvad der normalt betales for lignende arbejde, altså ikke under 200,- kr. pr. time?
Timelønarbejde:
På timelønsområdet, som primært bruges på serviceområdet og på mindre ombygninger med regningsarbejde, har vi en timelønsparagraf (se § 9 i elektrikeroverenskomsten).
Den har en mindstelønssats som ligger langt under den reelle timeløn på området, hvilket er meget normalt i denne form for overenskomster. Det nuværende løngennemsnit er på 181,11 kr. pr. time, med højest på 210,00 kr. pr. time, og lavest på 136,00 kr. pr. time..
Overenskomsten indeholder desuden en bestemmelse om, at der ikke må være misforhold i forhold til aflønning sammenlignendlige områder og kompetencer. (se § 9, stk. 6 i elektrikeroverenskomsten).
I henhold til lovforslaget vil jeg derfor stille dette spørgsmål:
Vil vi kunne etablere en konflikt på et krav om en mindsteløn der ikke er i misforhold til hvad der i øvrigt betales for tilsvarende arbejde, eksempelvis en gældende gennemsnitsløn på området?
Tillæg og andre betalinger:
Overenskomsten indeholder en række bestemmelser om genetillæg, pensionsbetaling, feriefridag- og SH-betaling, uddannelsesfonde, fritvalgskonti, betaling ved sygdom og tilskadekomst, tillidsmandsbestemmelser, rejse- vej-tidsbetalinger, arbejdstidsbestemmelser, o.s.v. (se elektrikeroverenskomsten)
I henhold til lovforslaget vil jeg derfor stille dette spørgsmål:
Vil vi kunne etablere en konflikt på krav om overholdelse af disse bestemmelser?
Konsekvensspørgsmål:
Såfremt der svares nej til et eller flere af ovenstående spørgsmål, vil det så ikke være en ringere-stillelse af Danske virksomheder, hvor vi, i hvert fald indtil dato, har kunnet etablere konflikt på disse spørgsmål?
Såfremt der svares nej til et eller flere af ovenstående spørgsmål, vil vi gerne have svar på, hvad der efter ministerens og arbejdmarkedsudvalgets mening vil kunne konfliktes på, da det vel stadig er en målsætning, at der aftales overenskomster på arbejde udført i Danmark?
Med venlig hilsen
Dansk El-Forbund, Københavns afdeling
Tikøbgade 9, 2200 København N
Egon Petersen
Fagsekretær