TIL FOLKETINGETS SKATTEUDVALG |
12. november 2008 J.nr. 57.311 kht/jf/jt |
VEDR.: L 24.
På vegne af medlemmerne i Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark, CAD, Dansk Bilforhandler Union, DBFU, og Danmarks Automobilforhandlerforening, D·A·F, skal vi hermed tilkendegive vor utilfredshed med dels dele af lovforslaget samt den høringsprocedure, der er gået forud for lovforslagets fremsættelse.
I den indledende høringsfase har organisationerne været inviteret til og deltaget i et møde i Skatteministeriet den 1. september 2008, hvor det bl.a. blev tilkendegivet, at Skatteministeriet arbejdede med en mulighed for at nedsætte den grænse for antal årligt solgte enheder en autoriseret nummerpladeoperatør skal opfylde fra 200 til 100. Dette var også oplægget i det høringsmaterialet, organisationerne forud for mødet, havde modtaget.
Alle tre organisationer har i høringssvarene tilkendegivet støtte til denne mulighed, dels fordi mængden af egne kunder kan øges betragteligt og dels fordi dette vil øge antallet af virksomheder, der vil have ønske og mulighed for at blive autoriseret som nummerpladeoperatør, hvilket vil gøre den geografiske spredning af nummerpladeoperatører langt bedre, således at også tyndt befolkede områder vil få kortere til nærmeste nummerpladeoperatør.
Organisationerne har vanskeligt ved at se, at det skulle være vanskeligt for Skat at administrere et større antal autoriserede nummerpladeoperatører, når det f.eks. ikke volder problemer for Skat at administrere et større antal toldkreditter. Tilmed har en lovændring fra 2008 gjort det muligt for endnu flere virksomheder at blive registreret efter registreringsafgiftsloven med mulighed for selv at angive værdifastsættelse og registreringsafgiftsbetaling af f.eks. importerede brugte biler. Organisationerne finder det paradoksalt, at en virksomhed kan registreres med mulighed for kredit med beløb i millionstørrelsen i forbindelse med registreringsafgift, mens andre virksomheder end ikke kan autoriseres til at ligge inde med f.eks. 20 sæt nummerplader.
Organisationerne skal derfor opfordre til at bagatelgrænsen nedsættes til 100 solgte enheder pr. år for derved at motivere så mange som muligt til at lade sig autorisere som nummerpladeoperatører for derved at sikre borgere og virksomheder så få geografiske huller som muligt på landsplan, større konkurrence mellem virksomhederne og for derigennem at opnå så mange egne kunder som muligt hos de enkelte nummerpladeoperatører.
Vi skal i den forbindelse gentage organisationernes forslag om, at der lokalt åbnes mulighed for at flere mindre virksomheder kan etablere en fælles nummerpladeekspedition i områder, hvor der geografisk er langt til nærmeste ekspedition. Endelig bemærker organisationerne, at der i loven bør indføres en form for smidig ordning, således, at bagatelgrænsen årligt vurderes gennemsnitligt eller lignende, således at en nummerpladeoperatør, der sælger 110 enheder det ene år, men året efter kun sælger 98 enheder ikke risikerer fra år til at miste sin autorisation og få den tilbage igen året efter.
Dernæst skal organisationerne beklage den procedure Skatteministeriet har benyttet i høringsfasen. Kort efter høringsfristens udløb modtager organisationerne en e-mail fra Skatteministeriet, som i korthed oplyser, at den model Skatteministeriet havde præsenteret på mødet den 1. september og som var grundlaget for organisationernes høringssvar om honorering af nummerpladeoperatørers ekspedition af andre end egne kunder, ikke kan gennemføres. Denne meddelelse fra Skatteministeriet fremkommer uden nogen form for begrundelse og i øvrigt med oplysning om at lovforslaget fremsættes samme dag!
Organisationerne skal kritisere, at en meget central del af det lovforslag der har været udsendt til høring, samme dag lovforslaget fremsættes, ændres uden nogen form for begrundelse. Allerede på et møde den 12. november 2007 gjorde branchen det klart over for Skatteministeriet, at den godtgørelse på 1.100 kr. pr. måned, der var lagt op til som betaling for som nummerpladeoperatør at betjene "kunder fra gaden" ikke gjorde det tilstrækkelig attraktivt at søge om autorisation. Branchen var den gang og nu af den opfattelse, at det må være muligt at opkræve et gebyr for betjening af "kunder fra gaden", ligesom det må være muligt for den enkelte nummerpladeoperatør at fastsætte særlige åbningstider for betjening af denne kundegruppe. Prisen for betjening af andre end egne kunder vil efter organisationerne være udsat for almindelig priskonkurrence og vil således regulere sig selv til at rimeligt niveau.
Organisationernes ønsker i den retning var i høringsmaterialet samt på mødet i Skatteministeriet den 1. september 2008 imødekommet og stor var således organisationernes undren over indholdet af det fremsatte lovforslag nr. 24 samt den korte og ubegrundede meddelelse fra ministeriet til organisationerne herom samme dag.
Afslutningsvis skal organisationerne vende sig i mod den del af lovforslaget, som indfører syn af biler over 10 år før der udbetales godtgørelse ved eksport. Det viser sig, at 15-20 pct. af de køretøjer, der var søges godtgørelse for, ikke opfylder kravene til udbetaling af godtgørelse. For at sikre, at eksporterede køretøjer er i køreklar stand og fordi Skat ikke har ressourcer til at udføre den lovmæssige kontrol af op til 60.000 køretøjer årligt indførtes for mindre end et år siden en fast nedre grænse for godtgørelsen på 7.500 kr. for personbiler og 4.000 kr. for varebiler og motorcykler. Denne stramning modvirkede omgående udførsel af biler med meget lav værdi og udførsel af biler, som i visse tilfælde alene skete med henblik på skrotning i udlandet.
En vedtagelse af kravet om syn vil efter vor opfattelse sikre, at udførte biler over 10 år er køreklar, og det må naturligvis medføre, at den nedre grænse på 7.500 kr. for personbiler og 4.000 kr. for varebiler og motorcykler samtidig ophæves. Den oprindelige argumentation for grænsens tilstedeværelse vil ganske enkelt ikke længere have nogen relevans, hvis L24 vedtages, og godtgørelse ved eksport at 10 år gamle biler eller ældre skal kunne godkendes ved syn forud for godtgørelsens udbetaling.
Med venlig hilsen
John
Findstrøm                        Jakob Tornvig                     Karoline
Thomsen
CAD                                          DBFU                                 D·A·F