Dansk Sidevognsklub

Formand Bjarne Hansen

 

 

 

Vores henvendelse til skatteudvalget skyldes at vi mener at fortolkningsmulighederne i registreringsloven stadig giver danske sidevognsfamilier store økonomiske problemer.

 

DSK er en forening der har til formål at varetage sidevognskøreres interesser, bl.a. ved udveksling af tekniske erfaringer og fællesarrangementer med stor børnevenlighed. DSK er startet i 1978 og har i dag ca. 200 medlemmer fordelt over hele Danmark. Vi anslår at der kører yderligere mindst 200 sidevogne rundt i Danmark.

 

Vi henvendte os i august 2007 til venstres skattepolitiske ordfører, Kim Andersen for at gøre opmærksom på at enkelte skatteregioner, var begyndt at bruge registreringslovens § 7, (tab af identitet), til at opkræve fornyet afgift af allerede registrerede motorcykler der får monteret sidevogn (se vedlagte dokument).

 

Vi stillede os her uforstående overfor at en lov der havde eksisteret i mange år, men som ikke tidligere havde været anvendt i forbindelse med montering af sidevogn her i landet, eller ved import af en motorcykel med sidevogn, nu kunne bruges til at opkræve fornyet afgift af sidevognscykler.

 

I svar fra Skatteminister Kristian Jensen den 3. april 2008 (se vedlagte dokument) finder han det ikke rimeligt at der skal betales registreringsafgift af hele køretøjets værdi en gang til. Ligeledes oplyser venstres Skattepolitiske ordfører, Torsten Schack Pedersen os den 4. september 2008 om at vores problem burde være løst, og med det fremsatte lovforslag, L24 ad §4, nr. 10, om at afgiftsberigtigende motorcykler, der monteres med sidevogn, ikke derved mister deres afgiftsmæssige identitet, synes problemstillingen jo løst.

 

Vi kan kun være tilfredse med lovændringen, som vil medføre at de 5-10 sidevognscykler der indregistreres årligt, ikke fremover skal betale dobbelt registreringsafgift.  Det løser imidlertidig ikke den oprindelige problemstilling, nemlig at der kører ca. 400 sidevognscykler rundt i Danmark, som er omfattet af en lov der pålægger dem at betale yderlig afgift ved montering eller afmontering af sidevogn. Vi mener ikke at denne lov som udgangspunkt har haft til hensigt at pålægge sidevogne registreringsafgift.

 

Det synes absurd at lovgiver finder en lov urimelig og unødig restriktiv, men ikke vil forholde sig til at der er borgere der er kommet i klemme p.g.a. denne lov.

 

Da alle de berørte køretøjer er godkendt af Statens Bilinspektion el. lign. instanser, og der her ikke er fundet anledning til henvisning til Skat, ej heller har motorkontorerne ved registrering krævet fornyet afgiftsdokumentation, mener vi at myndighederne her er direkte impliceret i både godkendelse og registrering uden at have involveret Skat.

 

Ydermere har FDM’s juridiske afdeling v. Casper Schad primo september 2007 fået en klar tilkendegivelse fra skattemyndighederne om at der lovligt kan eftermonteres en sidevogn til en i forvejen afgiftsbetalt motorcykel uden afgiftsmæssige konsekvenser.

 

Vi mener ikke at den enkelte sidevognsejer, der blot har fulgt almindelig praksis og ikke har skjult noget for myndighederne ved registreringen af sit køretøj, bør ”straffes” med tilbagevirkende kraft, når myndighederne for længst burde have været på banen og løst problemstillingen.

At man som borger i dette land, skal have en økonomisk byrde hængende over sig på ubestemt tid, kan ikke være rimeligt.

 

Når ikke engang henvendelser til skattemyndighederne kan give et entydigt svar, hvordan kan det så forventes at den almindelige borger, skal kunne indse at en paragraf, ved streng fortolkning, kan anvendes mod ham?

 

Vi anmoder derfor skatteudvalget om at drøfte problemstillingen med Skatteministeren, da vi anser det for uholdbart at der kan køre identiske køretøjer rundt i Danmark, blot med den forskel at det ene køretøj har betalt registreringsafgift af én motorcykel, mens det andet har betalt registreringsafgift af en motorcykel plus en motorcykel med sidevogn.