Til

                      Folketinget - Skatteudvalget

 

L 24 - Forslag til Lov om ændring af lov om registrering af køretøjer,

færdselsloven, registreringsafgiftsloven og andre love (Justeringer vedrørende digital motorregistrering, registreringsafgift af motorcykler, godtgørelse af afgift ved eksport af køretøjer, kontrol af registreringsafgift samt krav om syn ved eksport af køretøjer).

 

Hermed i 5 eksemplarer ændringsforslag, som jeg ønsker at stille til 2. behandlingen af lovforslaget.

 

 

 

Kristian Jensen

                     

                                                                  / Lene Skov Henningsen                            

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ændringsforslag

til

2. behandling af L 24; forslag til Lov om ændring af lov om registrering af køretøjer,

færdselsloven, registreringsafgiftsloven og andre love

(Justeringer vedrørende digital motorregistrering, registreringsafgift af motorcykler, godtgørelse af afgift ved eksport af køretøjer, kontrol af registreringsafgift samt krav om syn ved eksport af køretøjer)

 

Til nr. 1

1. § 1, nr. 21, affattes således:

”§ 15, stk. 6, ophæves, og i stedet indsættes:

”Stk. 6. Skatteministeren fastsætter regler om betaling af godtgørelse til synsvirksomheder, der er autoriseret efter stk. 1, for registrering vedrørende et køretøj, der ikke handles som led i synsvirksomhedens øvrige virksomhed. Andre virksomheder end synsvirksomheder, der er autoriseret efter stk. 1, kan opkræve et gebyr for registrering vedrørende et køretøj, der ikke handles, repareres eller leases som led i den autoriseredes øvrige virksomhed.

Stk. 7. I områder af landet, hvor der i særlig grad mangler et ekspeditionssted, hvor der registreres uden gebyr, kan skatteministeren autorisere en virksomhed eller en offentlig myndighed til at registrere i Køretøjsregisteret og udlevere nummerplader. Skatteministeren kan bestemme, at der skal betales godtgørelse til den således autoriserede virksomhed eller myndighed for registrering af et køretøj.”

 

Stk. 7 og 8 bliver herefter stk. 8 og 9.”

 

[Ret for nummerpladeoperatører, der er autoriseret af SKAT, til at opkræve gebyr for registrering for andre end egne kunder, bortset fra synsvirksomheder]

 

Til § 2

 

2. Efter nr. 4 indsættes som nyt nummer:

”5. § 107, stk. 4, ophæves.”

 

Nr. 5-18 bliver herefter nr. 6-19.

 

[Ophævelse af et gebyr, som forsikringsselskaber betaler til motorkontorerne for registrering af bevis for ansvarsforsikring af et motorkøretøj]

 

Til § 8

 

3. I stk. 2 ændres ”§ 2, nr. 2, 4, 5, 7, 9, 11, 13-16 og 18” til: ”§ 2, nr. 2, 4-6, 8, 10, 12, 14-17 og 19”.

 

[Ændringen er af redaktionel karakter som følge af ændringsforslaget under nr. 2]

 

Bemærkninger

Til nr. 1

Bestemmelsen tilsigter at smidiggøre registrering vedrørende køretøjer, der ikke handles, repareres eller leases ud som led i den autoriserede nummerpladeoperatørs øvrige virksomhed. Bestemmelsen tilsigter herunder at forenkle administrationen af godtgørelsesordningen.

En autoriseret nummerpladeoperatør skal holde åbent for registrering af køretøjer for alle. Efter § 15, stk. 5, fastsætter skatteministeren vilkår for autorisation. Skatteministeren kan herunder bestemme, hvor mange timer om ugen en autoriseret nummerpladeoperatør skal holde åbent. Det er tanken, at en autoriseret nummerpladeoperatør skal holde åbent for registrering af køretøjer for alle mindst 30 timer om ugen.

Efter stk. 1, 1. pkt., fastsætter skatteministeren regler om betaling af godtgørelse til autoriserede nummerpladeoperatører for registrering af køretøjer. Godtgørelsen betales kun til synsvirksomheder. Andre autoriserede nummerpladeoperatører som omsynsvirksomheder, leasingvirksomheder eller andre forhandlere af køretøjer end synsvirksomheder får ikke del i godtgørelsesordningen.

Synsvirksomheder adskiller sig fra andre virksomheder, der kan autoriseres, derved, at synsvirksomheder ikke må reparere køretøjer.

Der er i dag omkring 120 synsvirksomheder med 300-350 synssteder.

Det forventes med betydelig usikkerhed, at synsvirksomheder årligt vil komme til at registrere for omkring 50.000 kunder, der ikke samtidig handler køretøjet med synsvirksomheden.

Efter stk. 1, 2. pkt., får andre autoriserede nummerpladeoperatører end synsvirksomheder ret til at opkræve et gebyr for registrering vedrørende et køretøj, der ikke handles, repareres eller leases ud som led i den autoriserede nummerpladeoperatørs øvrige virksomhed (egne kunder). Disse virksomheder er omsynsvirksomheder, leasingvirksomheder og forhandlere af køretøjer, der ikke er synsvirksomheder, og som er autoriseret af SKAT efter stk. 1. Virksomheder eller myndigheder, der autoriseres som nummerpladeoperatør af skatteministeren efter stk. 7, kan ikke opkræve gebyr for registrering.

Der vil ikke kunne opkræves gebyr for registrering vedrørende såkaldte egne kunder. Det er kunder, der i øvrigt handler, får repareret eller leaser det køretøj, registreringen vedrører, hos den pågældende nummerpladeoperatør. Dette skal ses i lyset af, at forhandlere, reparatører eller udleasere af køretøjer kan opnå betydelige økonomiske fordele ved en autorisation, idet de administrative omkostningerne ved at registrere køretøjer og udlevere nummerplader for egne kunder derved reduceres betragteligt i forhold til i dag. 

Der stilles ikke krav om, at gebyret er omkostningsbestemt. Den enkelte virksomhed bestemmer selv gebyrets størrelse. 

Denne frihed til at opkræve gebyr skal ses i sammenhæng med, at der sammen med told- og skatteforvaltningens ekspeditionssteder kan blive omkring 400 steder landet over, hvor der registreres uden gebyr. Dermed får den enkelte borger en reel mulighed for at få registreret uden gebyr. Dette store antal gebyrfri ekspeditionssteder forventes at påvirke markedet så stærkt, at der enten kun vil blive opkrævet et minimalt gebyr, eller der vil blive opkrævet et prohibitivt gebyr. 

Det vil i øvrigt blive stillet som et vilkår for en autorisation, at nummerpladeoperatøren skilter med, at registrering sker uden gebyr hos SKAT eller synsvirksomheder, der er autoriseret som nummerpladeoperatør.

Efter stk. 7 kan skatteministeren autorisere en virksomhed eller en offentlige myndigheder til at registrere og udlevere nummerplader.

Bemyndigelsen kan bruges i områder af landet, hvor der i særlig grad mangler ekspeditionssteder, hvor der registreres uden gebyr. Det vil vejledende være steder, hvor der er mere end 50 km til det nærmeste ekspeditionssted, hvor der registreres uden gebyr.

Efter bestemmelsen kan skatteministeren bestemme, at der skal udbetales godtgørelse til disse virksomheder for registreringsarbejdet.

Virksomheder, der autoriseres som nummerpladeoperatør efter denne bestemmelse, må ikke opkræve gebyr for registrering af køretøjer.

 

Til nr. 2

Efter § 107, stk. 4, i færdselsloven betaler forsikringsselskaber 7 kr. ved registrering af forsikringsbevis for et motorkøretøj.

Med indførelsen af den digitale motorregistrering erstattes det papirbaserede forsikringsbevis af digitale indberetninger fra forsikringsselskaber. Dermed bortfalder grundlaget for opkrævning af gebyret på 7 kr. for registrering af et forsikringsbevis.

Til nr. 3

Bestemmelsen er ændret som følge af ændringen under nr. 2.