Copenhagen

Investor

 
                                                                                                                                                                   

A/S Copenhagen Investor

Taarbæk  Strandvej  84 A

DK   2930  Klampenborg

Tel.        + 45   33 37 99 99

Fax        + 45   39 63 12 14

info@CopenhagenInvestor.dk

 
                                                                                                          

 

 

Til Folketingets Skatteudvalg

 

                                                                                                          

 

 

Den 19. januar 2009

Vedr. ændring af aktieavancebeskatningslovens §19

 

Vores investeringsselskab, Copenhagen Investor A/S, har en egenkapital på ca. 70.000.000 kr. og 225 minoritetsaktionærer. Vi investerer udelukkende i danske børsnoterede selskaber og kun på egenkapitalbasis (ingen gæld).

 

Copenhagen Investor A/S og mange tilsvarende danske investeringsselskaber giver småinvestorer mulighed for at placere frie midler i et selskab med en stor spredning i investeringer.

 

I forhold til sædvanlige investeringsforeninger har denne investeringsform vist sig at være omkostningseffektiv og fremmende for udviklingen af virksomheder.

 

Vi havde forstået at det fra politisk side var ønsket at øge befolkningens lyst til at foretage aktive aktieinvesteringer, opnå en god spredning af risiko, sikre langsigtet opsparing, og give bedre mulighed for at investere i virksomheder med mulighed for at have en særlig profil (Vestas m.fl.).

 

Hvis det anførte ændringsforslag bliver gennemført, kan hverken ledelsen i Copenhagen Investor A/S eller de enkelte aktionærer længere se nogen idé i at fortsætte som investeringsselskab. Selskabet vil derfor blive likvideret straks efter en vedtagelse i den nuværende form, hvilket som anført vil være i strid med bredere samfundsmæssige interesser.

 

Det er uforståeligt for os, at man politisk kan finde på at ødelægge grundlaget for aktieinvesteringsordninger på et tidspunkt, hvor vi er midt i den værste aktiekrise siden 30’erne, og hvor der netop nu er behov for at skabe ro om langsigtede investeringer i danske selskaber mv.

 

Særligt uforståeligt er det for danske investorer, der passivt kan se på at udenlandske investorer i et investeringsselskab får yderligere fordele for at eliminere beskatning af investeringsafkast – på bekostning af danskere.

 

 

 

Dansk aktionærbeskatning har i mange år hvilet på det grundlag, at virksomhedernes overskud først beskattes med 25% i selskabsskat (p.t), hvorefter det resterende overskud i form af udloddet udbytte eller realiseret kursavance skulle beskattes med henholdsvis 28% (små aktieindkomster) og 45% (større aktieindkomster).

 

Dette betyder, at totalbeskatningen af 100 kr. bliver som følger:

 

 

 

Selskab

Aktionær

Totalbeskatning

Aktionær

Lille aktieindkomst

25%

28% af 75 = 21,00%

46,00%

Stor aktieindkomst

25%

45% af 75 = 33,75%

58,75%

 

Ovenstående beskatningsprocenter for aktieindkomst svarer således til beskatningen af kapitalindkomst ved små og store indkomster. Det er skattemæssigt neutralt.

 

Nogle aktieinvestorer har valgt selv at investere direkte i aktier, mens andre gør det i fællesskab via et investeringsaktieselskab for at skabe risikospredning (ex. 20-30 forskellige selskaber). For at det kan betale sig på den måde kræves det, at beskatning af aktieindkomst via et porteføljeinvesteringsaktieselskab svarer nogenlunde til den beskatning, man ville have fået ved selv at investere direkte i aktier. Denne forudsætning holder, hvis investeringsselskabet fortrinsvis foretager langsigtede aktieinvesteringer dvs. af mindst 3 års varighed.

 

Denne form for fælles langsigtet investering er derfor mere effektiv for samfundet, idet det fælles selskab har flere ressourcer til rådighed til at fremskaffe nødvendig investeringsekspertise: dels reduceres administrationsomkostningerne, og dels øges investeringsmarkedets effektivitet (regulerede markeder).

 

De foreslåede ændringer til §19, hvor investeringsaktieselskabet bliver skattefrit, men hvor aktionærerne i porteføljeinvesteringsaktieselskabet løbende skal beskattes af værdiregulering som kapitalindkomst giver flg. brandbeskatning:

 

Ændringsforslag

De selskaber, der investeres i

Aktionæren

Totalbeskatning

Lille aktieindkomst

25%

39% af 75 = 29%

54%

Stor aktieindkomst

25%

59% af 75 = 44%

69%

 

Beskatningen øges således med 8-10%-point, eller en øgning af skatten med 17%.

 

Som det fremgår, vil et sådan beskatningssystem medføre beskatningsprocenter på aktie-indkomst, der er væsentlig større end beskatning af direkte aktieinvesteringer jf. øverste skema.

 

Det er ikke forklaret i lovforslaget hvorfor danskere skal pålægges en ensidig brandbeskatning af denne type langsigtede porteføljeinvesteringer. Der er intet skatteundgåelseshensyn at påvise, eksempelvis som det skete ved indgreb mod kapitalfonde m.fl. – tværtimod fremmer man ved ændringen netop udenlandske investorers muligheder for at reducere skattebetalingerne.

 

Ligeså alvorlig er overgangen fra realisationsprincippet til lagerprincippet.

 

Lagerbeskatning kan med rimelighed bruges til renteprodukter og lignende finansielle produkter, men ikke til langsigtede aktieinvesteringer hvor afkastet er ret svingende med såvel positive som negative årlige reguleringer.

 

Og hvordan skal den løbende beskatning overhovedet finansieres af den enkelte småinvestor?

 

Aktiers afkast udgøres kun i begrænset grad af udbytte, hvorfor lagerbeskatning ofte vil kræve stort udsalg af aktieposter - eller uansvarlig gældsstiftelse hver gang skatten skal betales (hvis det kan lånefinansieres under bankkrisen).

 

At investeringen er øget i værdi giver ikke øget udbytte på kort sigt, og måske reduceres værdien igen allerede året efter. Dette forhold kan give økonomiske ”tømmermænd”, idet beskatningen i overskudsåret kan være op til 59%, mens det i tabsåret måske kun giver en skattemæssig fradragsværdi på 34% - helt galt går det hvis der netto ikke kan opgøres en gevinst på investeringen.

 

Lagerbeskatningen kan derved i sig selv gøre at investeringen samlet resulterer i et tab – også selvom det direkte afkast er positivt.

 

Netop for langsigtede aktieinvesteringer, ejendomsinvesteringer m.v. er realisationsprincippet den eneste samfundsansvarlige og samtidig skatteretligt korrekte metode, da man herved sikrer at kun det reelle afkast beskattes og aktionæren samtidig har mulighed for at finansiere skatten med salgsprovenuet.

 

For skattemyndighederne er realisationsprincippet lettere at administrere frem for en lang række op og nedskrivninger med skattemæssig effekt hver gang. Der er jo et politisk mål om at reducere erhvervslivets m.fl. omkostninger (AMVAB).

 

 

Endelig forekommer det ganske uholdbart og ubegrundet at foreslå en så omfattende og indgribende ændring af beskatningen af aktionærer uden en længere overgangsordning. Det er sædvanligt ved sådanne indgreb – der ikke har karakter af ”internationale skattehul-lukningstiltag” – at der gives en passende overgangsperiode, således at man kan afvikle porteføljeinvesteringsselskaberne i god ro og orden.

 

At der samtidig er fremsat et lovforslag om lempelse af aktionærbeskatningen (L 63) viser med stor tydelighed, at ændringen af §19 ikke er afstemt skatteretligt og i tråd med den historiske udvikling.

 

At vælge at ramme en mængde aktionærer, der bliver klemt med tilbagevirkende kraft, eller tvunget til at sælge deres aktier på et meget ugunstigt tidspunkt, fremstår ikke som rettidig omhu.

 

Vi vil gerne redegøre yderligere for lovforslagets uheldige og utilsigtede konsekvenser, idet det bør være muligt at tilrette lovændringen til det ønskede formål – og ikke at skyde med spredehagl mod danske aktionærer.

 

 

Venlig hilsen

Copenhagen Investor A/S

 

John Levin