Til
                     Folketinget - Skatteudvalget
L 23 - Forslag til Lov om ændring af selskabsskatteloven, fusionsskatteloven og forskellige andre love (Justering af rentefradragsbegrænsningsreglerne m.v.).
Hermed sendes i 5 eksemplarer kommentar til henvendelse af 12. december 2008 fra Spar Nord-Formueinvest A/S og KapitalPleje A/S.
Kristian Jensen
                                                                / Lise Bo Nielsen
Spar Nord-FormueInvest A/S og KapitalPleje A/S har i en henvendelse af 12. december 2008 kritiseret den ændrede definition af et investeringsselskab.
Det er opfattelsen, at den ændrede definition vil få omfattende negative konsekvenser for ikke blot de to børsnoterede selskaber, men også de mange andre danske formueforvaltningsselskaber, samt ikke mindst deres investorer, som for størstedelens vedkommende består i danske privatpersoner.
Det af mig bebudede ændringsforslag vedrørende fradragsadgangen for det evt. tab, der udløses ved overgangen til beskatning efter aktieavancebeskatningslovens § 19 løser ifølge Spar Nord-FormueInvest A/S og KapitalPleje A/S ikke det fundamentale problem, at beskatningen vil blive skærpet i en grad, der truer disse selskabers eksistensgrundlag. Ændringen vil ifølge henvendelsen underminere den stærke aktiekultur, hvorefter danske investorer har kunnet investere i tiltro til en bestemt skattemæssig behandling af deres investeringer. Det må forventes, at investorerne vil trække deres investeringer ud.
Det anføres, at det er stærkt betænkeligt, at der så sent i lovprocessen foretages så fundamentale ændringer, der ikke kommer i høring blandt de parter, som vil blive væsentligt berørt. Det er opfattelsen, at ændringerne bør udskilles i et separat lovforslag, der kan undergives fornyet høring.
Det fremhæves, at det i den nuværende finanskrise vil være et uforholdsmæssigt stærkt indgreb mod selskaberne, der som følge af krisen allerede har lidt store tab, som selskaberne tvinges til at realisere. Tabene vil være uden skattemæssig værdi, hvilket antageligt vil give sig udslag i negative konsekvenser for selskabernes børsværdier med tab til følge for de mange danske privatinvestorer. Disse investorer bliver straffet dobbelt som følge af forventede fald i børskurserne samtidig med overgangen til en hårdere beskatning.
KapitalPleje A/S og Spar Nord-FormueInvest A/S håber derfor, at jeg atter vil overveje en ændring af bestemmelsen eller en udskillelse i et nyt lovforslag med mulighed for nye høringer.
Jeg skal hertil henvise til bemærkningerne til lovforslaget, hvoraf det fremgår, at hensigten med ændringen er at forhindre omgåelse af beskatningen af kapitalgevinster på andele i investeringsinstitutter i lande og områder uden for EU, som har ingen eller lav beskatning. En sådan ændring bør efter min opfattelse ske hurtigst muligt.
Som et også fremgår af min kommentar til henvendelsen fra direktør Erik Møller, Formueplejeselskaberne så sætter EU-retten visse grænser for udformningen af sådanne bestemmelser. En ændret definition af begrebet investeringsselskab får derfor også betydning for danske selskaber. Aktionærerne i disse danske selskaber vil fremover blive lagerbeskattet af den urealiserede værdistigning på aktierne. Til gengæld vil investeringsselskabet blive fritaget for selskabsbeskatning. Herved vil der gælde samme vilkår, uanset om selskabet er beliggende i udlandet eller i Danmark.
Det af mig bebudede ændringsforslag sikrer, at investorerne opnår fradrag for de tab, de måtte have haft på deres investering - endda uden at have afstået aktien. På den baggrund er det ikke noget problem, at selskabets eventuelle underskud ved overgang til skattefrihed bortfalder. Endvidere lider investorerne ikke tab som følge af lovforslaget, men som følgende af de faldende kurser.