Regeringen er præget af dyb bekymring over den stigning, der har været i ledigheden, og den økonomiske krise, vi står over for som samfund, og derfor skal jeg - måske imod min natur - prøve at afholde mig fra de mere polemiske bemærkninger, der måtte være mulighed for at fremføre i debatten her. Jeg vil derimod godt sige et par ord om selve tanken bag lovforslaget.
Når vi har fundet det nødvendigt at forlænge kredittiderne yderligere for virksomhederne vedrørende A-skat, moms og arbejdsmarkedsbidrag, er det netop for at undgå, at virksomhederne på grund af manglende likviditet ender med at lukke, og vi dermed får en yderligere arbejdsløshed. Det har været et spørgsmål om at give en række danske virksomheder, der er klemt på grund af krisen, en håndsrækning, således at vi kan undgå, at der kommer flere ledige i Danmark.
Der har været en stemning for, at forslaget her jo ikke i sig selv kan være nok til at løse krisen, og det er også helt rigtigt. Forslaget er ikke i sig selv nok, men det er også fejlagtigt at tegne et billede af, at det er det eneste forslag og det eneste initiativ, som bliver taget.
Det er regeringens opfattelse, at da den krise, der er, jo er international, kan den ikke nødvendigvis løses fuldstændig af danske hjælpepakker. Hvis det bare var så vel, at vi med et fingerknips kunne få løst krisen ved at skrive en check ud fra Finansministeriets store kasse, tror jeg ikke, der ville være nogen her i Folketingssalen, der ville være modstandere af, at vi løste krisen og kom tilbage til den historisk lave ledighed, der var for et år siden, hvor regeringen gennem forskellige initiativer havde sørget for, at muligheden for, at ledigheden var så lav som muligt, blev gennemført.
Hvis det var muligt at løse krisen med et fingerknips og en check, gjorde vi det gerne. Men da det er en international krise, kan den ikke forsvinde, uanset hvor stor en check der skrives. Men der er en række initiativer, der kan tages, og der er en række ting, der kan gøres for at imødegå krisen, holde hånden under dem, der bliver ramt af ledighed, hjælpe virksomhederne og sikre, at der tages initiativer, og fra regeringens side synes vi, det nærmest skulle være en symfoni af initiativer, der hver for sig er med til at understøtte.
Der har været en diskussion om, at på kort sigt hjælper offentlige investeringer godt i forhold til at skabe arbejde her og nu ved at gå i gang på hele bygningssiden med boligrenoveringer og bygge- og anlægsvirksomhed, så det ville være klogt. Ja, det ville det da, og det er da derfor, vi har fremrykket trafikinvesteringer på 5 mia. kr., og kommunerne har fået fjernet deres anlægsloft. Vi vurderede, at det ville blive ca. 2 mia. kr., men det kan såmænd også godt blive 3 mia. kr., hvis kommunerne måtte vælge at bruge pengene til det, fordi vi har fjernet det anlægsloft, der var. Når vi har en anlægspulje, der understøtter private boligejere i deres renoveringer, er det jo også for at sige, at der tages initiativer på hele bygge- og anlægsområdet.
Så er der spørgsmålet om likviditet, i forhold til om vi har samfundslikviditet nok til, at virksomhederne kan låne til nye initiativer og eksisterende initiativer. Her har de bankpakker og kreditpakker, vi har gennemført, været nødvendige for at sikre, at der kom tilstrækkelig likviditet ud. Men som det er nogle folketingsmedlemmer bekendt - tilsyneladende ikke alle, men i hvert fald nogle folketingsmedlemmer - er det først nu i disse dage, der er deadline for, at bankerne skal melde ud, om de vil benytte sig af mulighederne i kreditpakken for at få tilført yderligere såkaldt hybrid kernekapital.
Det er klart, at man ikke kan se på udlånsaktiviteten, hvad der måtte ske, før virksomhederne og bankerne har taget stilling til, om de vil være med i kreditpakken eller ej. Derfor er der en forsinkelse, den forsinkelse er måske større, end vi regnede med tidligere, og derfor snakker vi her i dag om en likviditetspakke til virksomhederne - en aftrapningsmodel for, hvordan man kommer op på den forøgelse af likviditeten, som vi har givet, og over til den normale situation igen.
Den tredje ting er så spørgsmålet om, hvordan vi får skabt fornyet vækst i Danmark. Nu har vi sørget for, at privatforbruget kommer tilbage på sporet, at vi får danskerne til at have tillid og tiltro til, at deres egen økonomi er stærk nok til, at vi ikke har bekymrede boligejere, og at vi ikke har detailvirksomheder, der lukker, fordi folk holder så kraftigt på deres penge, at detailsalget er faldet.
Her er initiativet en mulighed for at få sine egne opsparede midler ud af SP-ordningen - det er et initiativ, som kommer til at virke nu - og til næste år kommer initiativet med forårspakken, hvor vi sænker indkomstskatten og gør det danske skattesystem langt mere konkurrencedygtigt i forhold til andre landes. Men vi gør det på en sådan måde, at det som helhed er fuldt finansieret, men med øget råderum for danskerne i starten.
Alt det betyder altså, at regeringen har taget initiativer på anlægssiden, på likviditetssiden og på den privatøkonomiske side. Det er ikke nok at tage ét element op og sige, at det er altså det, regeringen gør. Nej, man skal se på hele symfonien. Man skal have både de lyse og de mørke toner med for at kigge på, hvad det er for nogle instrumenter, vi har sat i spil her.
Jeg synes, det var rigtigt set, at vi tidligere tog initiativ til at udskyde og afvente for at se, hvor dyb og stor krisen er, og løbende holde tingene under opsyn for at holde øje med, hvornår det er nødvendigt at tage et nyt initiativ og ikke så at sige brænde alt krudt af på én gang. Jeg er ikke i stand til at vurdere, hvordan krisen udvikler sig om 1, 2 og 3 måneder, ligesom jeg ikke var i stand til at sige for 1, 2 og 3 måneder siden, hvordan situationen helt præcis ville være i dag.
I forhold til tidligere er der måske begyndt at pible nogle spæde forårstegn frem, ikke bare i naturen, men også i økonomien. Der er undersøgelser, der viser, bl.a. som Danmarks Radio kunne fortælle i marts måned, at en tredjedel af de, der blev fyret i november, fik et job inden for 4 uger, så der skal altså ikke kun males med sorte farver, men også indimellem med nogle lysere toner, for der er altså også lyspunkter, og heldigvis for det. De er bare ikke stærke nok, de er ikke store nok, og regeringen er meget bekymret for, hvor høj ledigheden går hen og bliver. Enhver ledig er en ledig for meget, og det er derfor, vi tager initiativer, bl.a. også dette initiativ.
Jeg vil bare lige sige to ord til hr. Frank Aaen. Jeg skal ikke beslutte, hvorledes hr. Frank Aaen vil disponere sin kalender fra den 29. maj og frem til den første tirsdag i oktober, men jeg er klar over, at både regeringen og en lang række andre partier i Folketinget ikke regner perioden for at være en sommerferie, men for at være en mødefri periode, hvor man har tid til at holde møder med organisationer og virksomheder; hvor der er mulighed for at komme rundt i landet til debatter; hvor der er mulighed for, at man andre steder end i København kan se folketingsmedlemmerne, og hvor vi også kan komme ud og høre en række andre røster end dem, der kommer ind på Christiansborg.
Derfor er den mødefri periode ikke en sommerferie - jo, måske for hr. Frank Aaen, men ikke for os andre - og derfor synes jeg, det er fejlagtigt at tegne et billede af, at når man går hjem her fra Folketingssalen den 29. maj, sker der ikke noget politisk, før vi mødes igen til oktober. Ifølge forretningsordenen her i Folketinget er der altid mulighed for at indkalde, ligesom hr. Frank Aaen jo godt ved, at der også er møde i Folketingssalen både den 18. juni og i september, og derfor håber jeg bare, at hr. Frank Aaen fremover vil lade være med at tegne et billede af en feriekalender, som måske er hr. Frank Aaens, men som ikke er gældende for resten af Folketinget.
Endelig vil jeg sige til hr. Frank Aaen, at selv ikke ifølge de økonomilærebøger, som hr. Frank Aaen måtte have læst under sit studium, tror jeg, det er muligt at tage en likviditetsudskydelse på 65 mia. kr. og konvertere den til øget velfærdsforbrug. Hr. Frank Aaen fik det til at lyde, som om det, at vi har udskudt likviditet for 65 mia. kr. i 1 måned, kan konverteres til, at man kan bruge 65 mia. kr. ekstra på velfærdsydelser. Det er jo ikke et ærligt billede, selv ikke ifølge de økonomilærebøger, hr. Frank Aaen favoriserer, og som er nogle andre end dem, jeg ynder at læse; det er helt sikkert. Selv ikke ifølge hr. Frank Aaens så kære økonomilærebøger tror jeg, man kan konvertere 1 måneds ekstraordinær likviditet til et permanent løft af de offentlige udgifter, og derfor er det en falsk sammenligning, hr. Frank Aaen gjorde her til sidst.
Jeg er glad for, at et stort flertal i Folketinget bakker op om lovgivningen. Jeg forstod ikke, om Det Radikale Venstre undlader at stemme, fordi forslaget her er for lidt, eller fordi det er for meget, men det overlader jeg til Det Radikale Venstre selv at finde ud af. Det kan jo også være i partiets ånd, altså fordi det på den ene side er for lidt og på den anden side for meget, og så er vi jo tilbage dér, hvor vi kender Det Radikale Venstre. Men jeg glæder mig over, at det store flertal bakker lovforslaget op.