Dansk Folkeparti accepterer generelt de justeringer af reglerne omkring ombudsmandsinstitutionen, som er foreslået i det her initiativ. Men der er et enkelt element, som vi ved en god diskussion om forslaget har fundet frem til ikke bør nyde fremme. Det har vi så stillet et ændringsforslag om, og det er selvfølgelig vores håb, at der er flere i Folketinget, der kan se ideen i at støtte vores ændringsforslag. Det er for at rette op på det, der betyder, at lovforslaget vil få tilbagevirkende kraft. Vi vil gerne pille det her med det tilbagevirkende ud af lovforslaget, så det element, der handler om pensionsreglerne for en ombudsmand, vil gælde fremover, men ikke gælde for den nuværende ombudsmand.
Når vi har det synspunkt, er det selvfølgelig, fordi den nuværende ombudsmand jo har kendt sine pensionsregler hele tiden. Han har vidst nøjagtig, når han stillede op til en ny periode som ombudsmand, hvilke pensionsregler der ville gælde for ham. Man kan jo ikke se bort fra, at det kan være naturligt, når en person nærmer sig pensionsalderen, at han så får større fokus på, at det kunne være skønt at få lidt flere pensionsmidler. Men det er jo altså sådan, at ganske almindelige lønmodtagere ikke kan gå ned et eller andet sted og så lige trække retten til forhøjede pensionsmidler. Hvorfor skulle ombudsmanden så?
Med de her regler, hvis ikke man stemmer for det ændringsforslag, som vi har stillet, vil ombudsmanden kunne vælge nogle nye pensionsregler, der vil give ham ekstra 130.000 kr. i pensionsmidler om året, altså 130.000 kr. oven i det pensionsniveau, han i forvejen har optjent ret til. Det er selvfølgelig en stor, stor urimelighed, at ombudsmanden, som jo ellers er sat til at vogte nidkært over, hvad der foregår, på den måde skal have et tagselvbord, så han, fordi han nu nærmer sig pensionsalderen, med tilbagevirkende kraft skal have ret til 130.000 kr. ekstra i pension.
Det ændringsforslag, vi så har stillet, retter op på den skævhed. Det sikrer, at de nye regler, altså de forbedrede pensionsregler, der ligger i forslaget, vil komme til at gælde fremadrettet ved et nyt valg af ombudsmand, men den ombudsmand, der har kendt sine egne pensionsvilkår hele tiden, skal selvfølgelig også acceptere at leve med de pensionsregler, der er, og som jo stadig væk giver ham 350.000 kr. i pension om året. Så det er ikke sådan, at han må gå fra hus og hjem, fordi han må leve med de pensionsmidler på 350.000 kr., som han p.t. oppebærer ret til.
Vi håber på velvillighed over for ændringsforslaget, så vi kan få det vedtaget, så vi også kan vedtage hele forslaget i enighed ved den efterfølgende tredjebehandling senere.