Høringsnotat om forslag til lov om ændring af straffeloven,retsplejeloven, politiloven og våbenloven (Styrket indsats modbandekriminalitet m.v.)Ved e-mail af 1. april 2009 har Justitsministerietanmodet om Amnesty Internationals eventuellebemærkninger til ovennævnte udkast tillovforslag om en styrket indsats modbandekriminalitet.De vigtigste ændringer er1)Forslag om, at strafferammen for enrækkeforbrydelser,primærtvoldsforbrydelser, kan forhøjes til detdobbelte,dobbelte hvis lovovertrædelsen harbaggrund iet gensidigt opgør mellemgrupper af personer,og hvor der somled i det løbende opgør anvendesskydevåben,våbenellereksplosivstoffer,som på grund af deresfarlighed er egnet til at forvoldebetydelig skade, eller hvor der begåsbrandstiftelseomfattetafstraffelovens § 180.Forslagom,atdetvedstraffastsættelsen skal anses som ensærdeles skærpende omstændighed,hvis § 180 (brandstiftelse), § 183(sprængninger mv.) og § 237(manddrab) er overtrådt som led i etsådant gensidigt opgør.Strafferammen for straffelovens § 192a, stk. 1., om ulovlig besiddelse afvåben med tilhørende ammunitioneller sprængstoffer, (af særligt farligkarakter/egnede til at forvoldebetydelig skade), hæves fra 4 til 6 år,samtidig med, at der indføres enminimumsstraf på 1 år.Strafferammen for straffelovens § 192a, stk. 2, om ulovlig besiddelse afvåben eller eksplosiver i øvrigt hævesstrafferammen fra 4 til 6 år.5)Detforeslås,atadgangentilvaretægtsfængsling udvides, således atder kan varetægtsfængsles for ulovligvåbenbesiddelseafhensyntilretsbevidstheden.Forslag om øget adgang til aflytning udendommerkendelse. (Det fremgår, atregeringen vil fremsætte forslag om atlempe betingelserne for aflytning i sagerom ulovlig våbenbesiddelse, således at deralene kræves én dommerkendelse for ataflytte en ubestemt kreds af personer”rundt om den mistænkte”. )Justitsministeren bemyndigelse udvides,således at ministeren kan fastsætte reglerom, at overtrædelse af et såkaldtzoneforbudzoneforbud - som betyder, at en personikke må opholde sig i et givet område –fremover kan straffes med fængsel. (Op til6 måneders fængsel).

Amnesty Internationals bemærkninger.straffe-Strafskærpelser og forhøjelse af straffe-rammerne.I forhold til de menneskeretlige forpligtelser,som Danmark har påtaget sig, er der næppegenerelle hindringer for at indføre højerestrafferammer eller regler om strafskærpelse iforbindelse med de nævnte banderelateredeforbrydelser.Det bør dog erindres, at al kriminologiskforskning fra de seneste 50-60 år viser, atstrengere straffe – generelt – er uden denpræventive – kriminalitetsdæmpende - effekt,som der lægges op til i forslaget. I forhold til degældende regler vil de foreslåede skærpelserog forhøjelser af strafferammen ved

bandeopgør således primært få virkning som etsignalom, at man ikke vil acceptere denneform for kriminalitet.Indførelse af minimumsstraf på et årsfængsel for ulovlig våbenbesiddelse undersærligt skærpende omstændigheder.Udover at forhøje strafferammen efterstraffelovens § 192a til 6 år, foreslås det atindføre en minimumsstraf på 1 års fængsel vedovertrædelse af § 192 a, stk. 1, om ulovligbesiddelse af våben/eksplosiver under særligtskærpende omstændigheder.Amnesty International er selvsagt enig i, at derer tale om alvorlig kriminalitet, og atkriminalitetens alvor skal afspejles i straffeneslængde, men indsættelse af en minimumsstrafpå 1 års fængsel nærmer sig et betænkeligtbrud på helt grundlæggende retsprincipperom, at den dømmende magt ligger hosdomstolene.Retten til retfærdig rettergangogeffektivdomstolsprøvelseforstås traditionelt således, atdet er domstolenes opgave at vurdere denenkelteforbrydelsesgrovhed,ogatdomstolene skal lade denne vurdering kommetil udtryk gennem denkonkrete strafudmålingihverenkeltsag.Indførelseafenminimumsstraf går imod dette princip.Amnesty International skal på den baggrundopfordre til, at man undlader at indføre engenerel minimumsstraf for overtrædelse afstraffelovens § 192 a, stk. 1.varetægts-Udvidelse af adgangen til varetægts-fængsling for ulovlig våbenbesiddelse eftervåbenloven.Efter de gældende regler (retsplejelovens §762, stk. 1) kan der varetægtsfængsles forulovlig våbenbesiddelse (både efterstraffelovens § 192 a og de mindrealvorlige tilfælde efter våbenloven), hvis1)Der er fare for, at den mistænkte vil gåunder jorden, flygte o.lign. for at undgåretsforfølgning.

Ved ulovlig våbenbesiddelseunder særligtskærpende omstændighederer der endvideremulighed for at varetægtsfængsle efterstraffelovens§762,stk.2,omretshåndhævelsesarrest (d.v.s. varetægts-fængsling af hensyn til retsfølelsen).Efter forslaget skal der fremover også kunnevaretægtsfængslesaf hensyn til retsfølelsenide mindre alvorlige tilfælde af ulovligvåbenbesiddelse i de tilfælde, som ikke falderunder ”særligtskærpende omstændigheder”istraffeloven.Varetægtsfængsling med denne begrundelsefinder altså sted, selvomder ikke er denovennævnte risiko for flugt, ny kriminalitet,eller modarbejdelse af sagens opklaring.Retshåndhævelsesarrest sker alene, fordi manfinder, at det vil værestødende forretsbevidstheden,hvis den mistænkte er på frifod, indtil en eventuel straffesag. (Sebemærkningerne s. 39, 3. afsnit).I praksis efter en række konventioner (DenEuropæiske Menneskerettigheds-konvention,Den internationale Konvention om borgerligeog politiske rettigheder, Børnekonventionenetc)antagesdetsædvanligvis,atfrihedsberøvelse skal være sagligt begrundetog ikke må anvendes, hvor mindreforanstaltninger er tilstrækkelige.Frihedsberøvelsen må altså ikke være enuforholdsmæssigforanstaltning.EfterAmnesty Internationals opfattelse betyder det,at man skal være varsom med at anvendefrihedsberøvelse i andre end de tre klassiske,sagligt begrundede situationer:••Risiko for flugtRisiko for ny kriminalitet (af sammeslags)

Varetægtsfængsling alene med henvisning tildenfolkeligeretsfølelse–eller”retsbevidstheden”, som det benævnes ibemærkningerne s. 39, går imod den tendens,som ellers har kunnet ses i Danmark i desenere år: at man arbejder hen imod atreducere anvendelsen af varetægtsfængsling,hvor det ikke er strengt nødvendigt.Efter Amnesty Internationals opfattelse må detvære tilstrækkeligt, enkelt og sagligtvelbegrundet at kunne varetægtsfængslepersoner,somanholdesforulovligvåbenbesiddelse omfattet af våbenlovensregler (mindre alvorlige sager end efterstraffelovens § 192a) - og som skønnesinvolveret i den nuværende konflikt - medhenvisning tilrisikoen for ny kriminalitet ellermodarbejdelseaf efterforskningen.Amnesty opfordrer på den baggrund til, atdette forslag tages af bordet.Forslag om øget adgang til aflytning udendommerkendelse.dommerkendelse.Det fremgår af bemærkningerne til forslaget,at regeringen vil fremsætte et ændringsforslagtil et andet lovforslag - L 124 - om, at politiet isager om banderelateret kriminalitet, herunderom ulovlig våbenbesiddelse, skal kunne aflytteikke-mistænkte personers (fra den mistænktesomgangskreds i bred forstand) telefoner udendommerkendelse.Rent teknisk formuleres forslaget således, atdet giver mulighed for at få endommerkendelse”på personen”i stedet for endommerkendelse”påtelefonnummeret”.Argumentet er, at man på den måde har en letmåde at aflytte mistænkte på uden at skulle iretten, hver gang den mistænkte får et nytSIM-kort til sin mobiltelefon. Denne del afforslaget forekommer praktisk velbegrundet.Men kendelsen ”på personen” giver samtidigadgang til at aflytte en ubestemt kreds af denmistænktes venner, bekendte, familie, kollegerosv., hvis telefon eller Internetadgang denmistænkte teoretisk kunne tænkes benytte.

Denne adgang indebærer en alvorlig svækkelseaf domstolskontrollen med indgreb iprivatlivets fred.Denne konstruktion, som muliggør aflytning afet stort (ubestemt) antal personer, som ikke erunder mistanke for noget kriminelt forhold –uden forudgående dommerkendelse - blevintroduceret i anti-terrorpakken fra 2006.nti-2006.Man begrundede dengang forslaget med, atterrorismevarenheltsærlig,undtagelsesbetonet kriminalitetsform i forholdtil”almindeligkriminalitet”,somnødvendiggjordedisseændringerafretsplejelovens regler om beskyttelse afborgernes privatliv og værn mod overvågning.Amnesty International og andre advaredeallerede dengang mod en sådan svækkelse afretssikkerheden og advarede tillige modrisikoen for, at borgernes retssikkerhedgenerelt svækkes med henvisning til praktiskehensyn, ressourceudnyttelse og administrativkonveniens.Ved L 124 af 4. februar 2009 er der fremsatforslagom,atyderligere13straffelovsovertrædelser skal være omfattet afden særlige ordning om aflytning af enubestemt kreds af personer på grundlag af éndommerkendelse. Som led i ”bandepakken” vilder nu blive fremsat ændringsforslag til L124om endnu en udvidelse af adgangen tilaflytning efter ”anti-terror-proceduren”.Man må spørge, om densærlige,undtagelsesbetonedekarakter - som varbegrundelsenforatsvækkedomstolskontrollen med aflytninger i sager omterror-relateret kriminalitet - også gør siggældende for en lang række andreovertrædelser af straffeloven.Amnesty International ser anti-terror-pakkensaflytningsregler og de tilsvarende forslag i L124 og det kommende ændringsforslag omaflytning i bandesager som udtryk for engenerel udglidning og en generel svækkelse afborgernes beskyttelse mod overvågning ogvilkårlige indgreb i deres ret til privatliv.

Amnesty International skal på den baggrundadvare mod den gradvise, stadige udhuling afdomstolskontrollen med aflytning af borgerne,som disse lovgivningsinitiativer er udtryk for.Beskyttelsen af borgerne mod vilkårligeindgreb i deres privatliv bør ikke svækkes medhenvisningtilpraktiskehensyn.Grundlæggende frihedsrettigheder bør ikketilsidesættes, hver gang det er ”besværligt”eller ”upraktisk” eller ressourcekrævende atrespektere dem.Om zoneforbud og fængselsstraf forfængselsstrafforbudorbuddetovertrædelse af forbuddet (ændring afpolitiloven).politiloven).Efter forslaget får politiet kompetence til atmeddelezoneforbud,som betyder, at enperson eller flere personer får forbud mod atfærdes eller opholde sig på et bestemt områdemed en radius på 500 m.Det fremgår af bemærkningerne, at formåletmed zoneforbuddene vil være at fjernebandevagterne hurtigt og effektivt fragadebilledet.Efter den gældende ordensbekendtgørelse (nr.511 af 20. juni 2005) kan der udstedes forbudmod at opholde sig inden for en radius af 100meter fra steder, hvor en persongentagnegangehar forstyrret den offentlige ro og orden.Overtrædelse af disse forbud er sanktioneretmed bødestraf. Det forudsættes med andreord, at en person, som får et forbud efter dengældende ordning, er personligt identificeret,og at det er fastslået, at den pågældende i fleretilfælde har forstyrret den offentlige orden.Med det nye forslag vil der kunne giveszoneforbud allerede første gang, en personudviser ”utryghedsskabende adfærd”, ogforbudszonen kan have en radius på 500meter. Forbuddet vil kunne omfatte veje ogandre steder, hvortil der er almindelig adgang.Ifølge bemærkningerne, s. 43, er det enforudsætning, at den utryghedsskabendeadfærd skal have en sammenhæng med etverserende opgør mellem kriminelle gruppereller med en aktuel kriminalitetsbølge iområdet.

bandekriminalitet m.v.)

Det fremgår af bemærkningerne, at etzoneforbud er omfattet af forvaltningslovensreglerompartshøring,begrundelse,klagevejledning mv.Et zoneforbud kan meddeles mundtligt og fårvirkning øjeblikkeligt. Den omtalte partshøring,kontradiktion m.v. skal således i givet faldforetages mundtligt.Det fremgår af bemærkningerne, at etzoneforbud kan påklages til Rigspolitiet, ligesom et forbud kan indbringes for domstolene imedfør af grundlovens § 63 – om domstoleneskontrol med øvrighedsmyndighedens grænser.Efter Amnesty Internationals opfattelse giverdette forslag anledning til adskillige problemer.For det første er det problematisk, atovertrædelse af et zoneforbud kan straffesmed fængselsstraf. Der er, som det fremgår afbemærkningerne,taleomenrentadministrativ beslutning, hvor politiet kanmeddele personer forbud mod at opholde sigpå bestemte gader eller kvarterer, fordi deudviser utryghedsskabende adfærd.Når det erindres, at civiles tvungne visitationeraf forbipasserende og trusler eller vold alleredekan straffes efter straffeloven, må det antages,at der vedutryghedsskabende adfærdmåforstås mindre håndgribelige forhold – somikke er strafbare i sig selv, men som ikke destomindre opfattes som ubehagelige eller som endiffus trussel om strafbar adfærd.EfterAmnesty Internationals opfattelse er detproblematisk at give politiet et så vidtgåenderedskab (sanktioneret med fængselsstraf) medså upræcist et anvendelsesområde som”utryghedsskabende adfærd”.Man må antage, at der tænkes på forhold somdet, at flere unge er forsamlede bestemtesteder. Det vil sige adfærd, der somudgangspunkt ikke er strafbar, når den udøvesaf borgerne i almindelighed.Det betyder, at unge – f.eks. fordi de færdes igrupper – vil kunne få et zoneforbud mod at

opholde sig i det kvarter eller den bydel, hvorde har deres bopæl og deres netværk.Efter Amnesty Internationals opfattelse er etzoneforbud med en radius på 500 m (et arealpå 785.000 m2, hvilket svarer til 100foldboldbaner på størrelse med ”Parken”) etindgreb i den personlige frihed, som ikke børkunne besluttes uden domstolsprøvelse –eventuelt som efterfølgende domstolsprøvelseaf et allerede meddelt zoneforbud.Partshøring efter forvaltningsloven yder ikkeden fornødne beskyttelse, når politiet sombegrundelse kan nøjes med at henvise til, atden pågældende udviste ”utryghedsskabendeadfærd”. At borgeren har mulighed for at fåprøvet zoneforbuddet ved at anlægge etanerkendelsessøgsmål mod den danske stat imedfør af grundlovens § 63 (om at etzoneforbud var uberettiget og derfor skalophæves), er ikke et effektivt retsmiddel ipraksis.Efter den foreslåede ordning kommer etzoneforbud til at virke som en betinget dom.Man får forbud mod at opholde sig på et givetområde (bydel). Overtræder man forbuddet,udløser det en fængselsstraf. At det er endommer, som idømmer fængselsstraffen,betyder ikke, at der er tale om reeldomstolsprøvelse. Efter forslaget kan endommer i realiteten kun efterprøve to ting: 1)Er der meddelt et zoneforbud? 2) Hvis ja: Erforbudet overtrådt?Et zoneforbud, som er sanktioneret medfængselsstraf, bør anses og behandles som etstrafferetligt indgreb. Det vil sige, at hvis enperson bestrider et zoneforbud (medhenvisning til, at han ikke udvisteutryghedsskabende adfærd, eller at han ikkeopholdt sig på gaden som led i et verserendeopgør, men fordi han bor i området), så må detvære op til politiet og anklagemyndigheden atbeviseellergodtgøre over for retten,at denpågældendes ophold på gaden 1) varutryghedsskabende, og 2) havde sammenhængmed et verserende opgør. Det vil være ioverensstemmelsemeddenuskyldformodning, som ellers gælder istrafferetsplejenogdeinternationale

menneskerettighedskonventioner, som Dan-mark har undertegnet.Som forslaget er konstrueret, har manimidlertid vendt uskyldsformodningen påhovedet: Her er det borgeren, som (evt. i etsøgsmål efter grundlovens § 63) skal bevise, athanikkeer skyldig i utryghedsskabendeadfærd, og at opholdet på gadenikkevar led iet kriminelt opgør.Amnesty International finder, at dette forslagstridermodgrundlæggenderetssikkerhedsprincipper om, at enhver har rettil at forsvare sig mod anklager om kriminalitetved en retfærdig rettergang, og at det ermyndighedernes opgave at bevise, at denpågældende er skyldig, og ikke borgerensopgave at bevise sin uskyld.Amnesty International skal på den baggrundopfordre til, at dette forslag opgives.

Høringsnotat om forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, politiloven og våbenloven (Styrket indsats mod

bandekriminalitet m.v.)

Høringsnotat om forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, politiloven og våbenloven (Styrket indsats mod

bandekriminalitet m.v.)

Høringsnotat om forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, politiloven og våbenloven (Styrket indsats mod

bandekriminalitet m.v.)

bandekriminalitet m.v.)

Høringsnotat om forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, politiloven og våbenloven (Styrket indsats mod

Høringsnotat om forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, politiloven og våbenloven (Styrket indsats mod

bandekriminalitet m.v.)