Boligpolitik er ikke bare velfærdspolitik, det er også værdipolitik, der for mig og Socialdemokraterne klart definerer, at vi vil et helt samfund, hvor vi via fællesskabet skaber en reel frihed for vores medborgere, også for børn og unge, uanset hvilke forældre de vokser op hos, og uanset hvilket boligområde de vokser op i. Og med de udfordringer, den almene boligsektor i dag står over for, vil jeg godt slå fast, at der er boligområder, hvor der bor for mange med store sociale problemer. Det er ikke meningen, og det har det aldrig været. Den almene boligsektor skal være til almenvellet, den er til os alle sammen, og det skal boligområderne afspejle.
Vi skal gøre noget ved fordommene. Det dårlige image i visse boligområder smitter jo af på hele sektoren, og så må vi fatte mod og rydde op i det gamle, nedslidte byggeri og få bygget det nye, der er behov for. Samtidig skal vi sikre, at det, der bliver stående, ombygges og ommøbleres, så det bliver attraktivt for en bredere beboersammensætning, for jeg erkender, at vi nogle steder har nogle store udfordringer med beboersammensætningen, hvor man er endt i en negativ spiral, men jeg ser også mange velfungerende almene boligområder, hvor man som borger er tryg. Og der er vel ikke nogen i den her sal, som kan være i tvivl om, at det lyder som socialdemokratisk boligpolitik. Det er rent faktisk tre citater, som er ganske nye, fra i onsdags, det er fra Boligselskabernes Landsforenings blad Boligen. Sandheden er bare, at det ikke er mig eller en anden socialdemokrat, som har sagt det, for det er såmænd landets nye indenrigs- og socialminister, fru Karen Ellemann, der udtaler det. Og når jeg sammenholder de velmenende ord, som de lyder i mine ører, med det her forslag, må jeg sige, at jeg desværre bliver skuffet, fordi ordene klinger hult, og fordi tilløbet til lovforslaget har været så umådelig langt og grundigt, og vi alligevel er endt med et resultat, som på nogle områder er nogle skridt i den rigtige retning, men som samlet set ikke lever op til de udfordringer, som vi ved der er for den almene sektor, ikke bare i de her år, men i mange år fremover. Det skal ikke kun lyde godt, det skal også være godt.
Der er altså ikke tale om, at man vil den almene sektor det godt. Man vil ikke lade handling følge ord, og så skaber man ikke den mærkbare forskel for beboerne ude i den almene sektor. Og den almene boligsektors udfordringer er ellers velkendte for fru Karen Ellemanns Indenrigs- og Socialministerium. Vi har godt nok hastet det her igennem, men der har været tilløb til det gennem flere år, og det er også derfor, det er så meget mere skuffende at stå her i dag med det her lovforslag.
Først nedsatte ministeren en gruppe af dygtige folk til at undersøge den almene sektors styring, så den almene sektors fremtid og så den almene sektors finansiering, og sideløbende med det har Programbestyrelsen arbejdet for at forklare regeringen, hvad den skulle gøre for at komme ghettoerne til livs. Så meget forarbejde i så mange år, og så bliver man alligevel skuffet, fordi der for de skridt, der tages i den rigtige retning i det her lovforslag, er lagt alt, alt for mange snubletråde ud.
Der er ikke sikkerhed for, at der kommer gang nok i byggeriet, for det har vi jo lige fået bekræftet fra Venstres ordfører, og det er også det, vi har fået bekræftet af ministeren i svarene på spørgsmålene. Der skabes ikke tilstrækkelig lavere starthusleje i nybyggeri, hvilket ville virke konkurrencedygtigt, der kommer ikke gang i det energibesparende byggeri, og der er ikke tilgang af yderligere renoveringer af den almene boligsektor. Og sidst, men ikke mindst, er der ikke nogen samlet strategi for de udsatte boligområder. Med forslaget står det nemlig ganske klart, at regeringen har utrolig svært ved at lytte til Programbestyrelsens klare anbefalinger om, hvordan man skal sikre, at de udsatte boligområder kommer ud af den negative spiral og bliver attraktive for mennesker med forskellig baggrund.
Med hensyn til ghettoindsatsen nævnte ministeren godt nok den negative spiral i de citater, jeg kom med indledningsvis, men der handles ikke, og det kan jo blive fatalt for de 35.000-40.000 børn og unge under 18 år, som vokser op i de her 37 udsatte boligområder, som vi har i Danmark. Vi kan konstatere, at dagligdagen i områderne præges af fattigdom og ledighed, og det risikerer at ramme børnene i form af en negativ social arv. Konsekvensen af den udvikling er desværre, at der sker en stigende polarisering i det danske samfund.
Socialdemokraterne mener, at vi har en forpligtelse til at give de her 35.000-40.000 unge mennesker nogle langt bedre fremtidsudsigter, og det kan man bl.a. gøre ved at lytte til Programbestyrelsens anbefalinger. Programbestyrelsen peger meget klart på, at der skal ske radikale og omfattende fysiske forandringer kombineret med bl.a. en social indsats i de udsatte boligområder, og det kræver ifølge Programbestyrelsen, at staten sikrer den fornødne finansiering. Alligevel rummer det her lovforslag så ikke de tiltag. De tiltag, der er i det her lovforslag om kombineret udlejning, fleksibel udlejning m.v., løser på ingen måde problemerne med det massive renoveringsefterslæb, der er i den almene sektor, for der sættes ikke så meget som en flad femmer af til renoveringer i det her forslag, på trods af at undersøgelser viser, at der er et kæmpe behov for at sætte farten op på renoveringerne. Og hvorfor ikke udnytte, at der nu på grund af den økonomiske krise bliver flere og flere hænder ledige – og det bliver der jo hver uge, ved vi – som kunne gå i gang med at renovere de boliger, som blev opført i 1960'erne og 1970'erne, og som i dag trænger til en gennemgribende renovering? Det ville jo give en hurtig beskæftigelsesindsats og nogle bedre boliger og ville med andre ord løse to problemer på én gang.
Hvad angår nybyggeri, har vi allerede diskuteret det med Venstres ordfører, men svaret fra ministeren på spørgsmål 59 viser jo, at ministerens krystalkugle ikke er så krystalklar, som nogle går og tror. Ministeren kan nemlig ikke garantere, at der bliver opført 4.000-5.000 boliger om året; det er noget, som ministeren kalder en prognose. Og i dag kan vi jo se tilbage på 2008, der var året, hvor tallet for det almene byggeri var historisk lavt, det var faktisk det laveste i 38 år, og det er jo rent faktisk gået ned ad bakke, lige siden den borgerlige regering kom til i 2001.
Forslaget rummer nogle positive skridt i den rigtige retning med forhøjelse af maksimumbeløbet i udvalgte områder og nedsættelse af den kommunale grundkapital i nogle kortere perioder, men det er jo lige meget med en lavere procentsats på grundkapitalen, når kommunerne ikke har låneadgang til finansiering af grundkapitalen, og det giver Dansk Byggeri jo også Socialdemokraterne ret i. Socialdemokraterne siger ikke, at der ikke vil blive bygget almene boliger som følge af det her lovforslag, men det forudsætter bare, at kommunerne får låneadgang til finansiering af grundkapitalen, og det er ikke indeholdt i forslaget.
Om billigere starthusleje siger Boligselskabernes Landsforening ganske klart, at boligaftalen ikke fører til, at der kan bygges tilstrækkeligt med almene boliger, som almindelige mennesker kan betale, i de store byområder, hvor der er størst behov; det er ikke nok at øge den maksimale anskaffelsessum med 6 pct., fordi det slet ikke batter noget i forhold til de behov, der er i byområder, hvor presset er størst. Den lavere starthusleje trækker godt nok i den rigtige retning, men desværre er den helt utilstrækkelig. Nedsættelsen vil reelt blive spist op, dels af de nødvendige højere byggepriser, der kommer nu, dels af de udgiftsforøgelser, der følger af skattereformen med moms på ejendomsadministration og moms på byggegrunde. Det er jo den skattereform, som vi vedtog i går og i dag, og i øvrigt er det en skattereform, som må siges at være et eklatant løftebrud på lejerområdet, hvor 256.000 almene lejere får en huslejestigning som følge af skattereformen. Det var noget, Anders Fogh Rasmussen før sidste valgkamp lovede ikke ville ske, men sådan er det jo: Man siger et før et valg og gør noget andet efterfølgende.
Med hensyn til det energibesparende byggeri postulerer det her lovforslag, at det vil føre til byggeri af energibesparende almene boliger, men af svarene på nogle af de 50 spørgsmål, som Socialdemokraterne stillede i forbindelse med udvalgsbehandlingen af det her lovforslag, ser man klart, at det ikke holder stik. Forudsætningerne for energibesparende nybyggeri er simpelt hen ikke til stede, og regeringen er ikke parat til at gå skridtet videre for at få løbet branchen for energibesparende produkter i gang ved at støtte nybyggeri, der netop går den vej.
I svaret på spørgsmål 86 erkender ministeren dog, at det ikke kan lade sig gøre at bygge totalt økonomisk rentabelt inden for de rammer, som lovforslaget udstikker, fordi det erkendes, og jeg citerer:
»Disse løsninger er imidlertid endnu ikke generelle »hyldevarer«, og det er nødvendigt med en yderligere teknisk udvikling, før sådanne løsninger i større omfang vil være totalt økonomisk rentable.«
Det er simpelt hen en erkendelse fra ministerens side, som lader stå tilbage, at der ikke bliver bygget mere energibesparende byggeri som følge af det her lovforslag.
Afsluttende vil jeg sige – for nu kan jeg se, at lampen heroppe begynder at lyse – at der alt i alt desværre er så mange snubletråde i det her, i alle de her skridt, som trods alt er nogle skridt, der tages i den rigtige retning. Og jeg har lige nævnt det med nybyggeriet, nemlig at vi ikke kan garantere, at der kommer gang i nybyggeriet, og heller ikke, at der kommer gang i nybyggeri af energibesparende boliger. Vi ved, at der slet ikke kommer gang i renoveringerne, og vi ved med hundrede procents sikkerhed, at der ikke er nogen langsigtet sammenhængende ghettoindsats. Så på den måde kan Socialdemokraterne ikke støtte det her lovforslag.