Folketinget tager nu fat på behandlingen af det sidste af de 13 lovforslag, der udgør regeringens såkaldte forårspakke 2.0.
Den første bemærkning, jeg gerne vil knytte til lovforslaget, er vedrørende det, som er det mest, om jeg så må sige – i gåseøjne – grønne lovforslag af de 13 lovforslag, og det er, at den betegnelse, regeringen har prøvet at give skattereformen, nemlig at det skulle være en grøn skattereform, nok mere er en betegnelse end et udtryk for realiteter.
For det første er det, som det også blev påpeget i onsdags under afslutningsdebatten af Det Radikale Venstre, jo helt klart, at de grønne afgifter reelt er faldet siden 2001. Så man kan sige, at den del, der burde være grøn, det, der burde være en øget andel af grønne afgifter, ikke er en øgning af grønne afgifter.
For det andet, når man ser den samlede reform igennem, kan man jo ikke befri sig for det indtryk, at en stor del af det, der burde være afgifter på forurening for at nedbringe forureningen, er afgifter på forurening for at skaffe penge i statskassen. F.eks. partikelfiltrene har vi jo haft en længere debat om. Man pålægger dieselbiler uden partikelfilter en afgift på 1.000 kr. Regeringen mener, at det vil koste mellem 4.000 og 8.000 kr. at installere et partikelfilter. Det, vi har oplevet ved foretræde i udvalget fra f.eks. FDM, er, at deres vurdering er, at det vil koste 15.000 kr. Det vil sige, at enhver bilejer, der ikke brænder meget voldsomt for miljøet, vil vælge at køre uden dieselfilter, fordi udgiften i den tid, han skal have bilen, vil være lavere end prisen for at anskaffe et dieselfilter.
Sådan er der en række andre eksempler, når man går det her lovkompleks igennem, og det er ganske tydeligt, at det mere er et spørgsmål om at skaffe penge i statskassen, end det er et spørgsmål om at gøre noget godt for miljøet.
Så har vi i går fået et ændringsforslag til spørgsmålet om farligt affald – det sidste af en lang stribe ændringsforslag til reformpakken. Det, regeringen har foreslået, er, at der lægges en afgift på farligt affald. Argumentationen fra regeringens side er, at der er nogle, der, hvis man ophæver afgiften på farligt affald, vil svine deres normale affald til, så det bliver farligt affald, sådan at de slipper for at betale deponeringsafgiften på det, der ellers var normalt affald.
Man må jo så spørge sig selv, om det er en reel begrundelse. Derfor har jeg stillet et spørgsmål, der gik på, om der var eksempler på, at visse affaldsproducenter sviner affaldet til, så det bliver farligt affald, for at undgå afgiftsbetalingen. Det svar, vi har fået fra ministeriet, er ganske bemærkelsesværdigt. Man har været i kontakt med Miljøstyrelsen, som er den myndighed, der forvalter området, og de oplyser, at de ikke har dokumenterede eksempler på, at affaldsproducenter sviner affaldet til. Så kommer det: Skatteministeriet har imidlertid kendskab til vedholdende forlydender om, at affald gøres til farligt affald med henblik på at opnå afgiftsfritagelse.
Jeg tror, det er første gang, jeg oplever en lovgivning i Folketinget, hvor man træffer beslutninger på baggrund af forlydender. Rygter, ammestuesnak, alt det, man ikke kan fremlægge den mindste dokumentation for, er nu et grundlag for den her regerings lovgivning. Det er en helt ekstraordinær situation.
Jeg erkender, at regeringen har trukket betalingen, har nedsat taksterne, fritaget de første 2 år og derefter udskudt betalingen til senere, men det løser jo slet ikke problemet. En række virksomheder vil blive meget, meget alvorligt berørt af det her, og de vil være truet på deres eksistens. Nu har man bare forlænget dødsprocessen med et par år. At gennemføre sådan en lovgivning på baggrund af rygter synes jeg simpelt hen er for dårligt.
Jeg har et par bemærkninger om skattestoppet, selv om vi jo har været igennem det mange gange. Med den her reform gør regeringen jo op med sit eget skattestop. Der gennemføres lige så mange skattestigninger med reformen, som der blev gennemført i de år, hr. Poul Nyrup Rasmussen var statsminister, og dengang var det en stor katastrofe, der var han en stor trussel mod det danske samfund. Derfor kan man selvfølgelig undre sig over, at regeringen nu selv laver en tilsvarende afvigelse fra skattestoppet.
Da fru Helle Thorning-Schmidt forud for sidste folketingsvalg var i debat med den daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, fik hun klart at vide, at skattestoppet gælder før valgkampen, det gælder under valgkampen, og det gælder efter valgkampen. Det er det, der måske kan undre allermest i den forbindelse. Næppe var valget overstået, før regeringen nedsatte en skattekommission, og derefter brød regeringen sit eget tilsagn om ikke at pille ved skattestoppet.
Det er for mig at se bare et udtryk for det, som i virkeligheden er sund økonomisk fornuft, nemlig at man har en skattepolitik, der er tilpasset den aktuelle situation. Det var såmænd da også det, f.eks. IMF anbefalede regeringen i sin redegørelse fra juni 2006.
Hvorfor fik vi så ikke et bredt skatteforlig? Jeg vil bare præcisere, at grunden til det var, at regeringen krævede, at de partier, der ikke er med i skatteforliget, skulle acceptere skattestoppet – ikke bare skattestoppet, men implicit også, at hvis skattestoppet skulle fraviges, var det regeringen, der havde retten til at beslutte, hvornår skattestoppet kunne fraviges. Der var ikke noget med, at oppositionen havde indflydelse på det. Det er klart, at vi selvfølgelig ikke kan pantsætte vores handlefrihed på den måde til en regering, der selv vælger at fortolke, om skattestoppet skal gælde eller ej.
Så har vi så hørt, at skattestoppet – det er den sidste, om jeg så må sige, ynkelige forklaring, vi har fået – nu også skal gælde fra nu af, når den her skattereform er vedtaget, og så lang tid frem. Alligevel må man undre sig over, at Venstres skattepolitiske ordfører, hr. Torsten Schack Pedersen, for nylig kunne sige om afgift på elbiler, at afgiftsfritagelsen er en undtagelse. I 2012 må vi forvente, at der er langt flere elbiler på gaden end i dag, og så er det en helt anden situation.
Afgiften på biler finansierer en stor del af velfærdssamfundet og går til sygehuse og skoler, så hvis brugen af elbiler vokser, er det nødvendigt med en eller anden form for afgift, for at vi kan finansiere andre velfærdsudgifter. Det er jo det, vi andre hele tiden har sagt, og det er den definitive dødsdom over skattestoppet.
Endelig er der grund til at stoppe op et øjeblik og se på det underskud på statens finanser, der følger af skattereformen. Vi har allerede, fra regeringen indgik forlig med Dansk Folkeparti og til nu, fået syv substantielle ændringer af den lovgivning. Det er derfor selvfølgelig lidt svært helt præcist at skønne over det underskud, men vi må nok regne med, at for år 2010, altså næste år, vil skattereformen bidrage med et underskud på finansloven på mellem 13 og 15 mia. kr.
Af den budgetoversigt, regeringen har udsendt for et par dage siden, fremgår det, at vi kan regne med et budgetunderskud i 2010 på omkring 60 mia. kr. Vi kan altså se, at af de 60 mia. kr., vi skal have i underskud til næste år, stammer et sted mellem 12 og 15 mia. kr. fra skattereformen.
Hvordan finansierer vi de 60 mia. kr.? Ja, det gør vi jo, som vi plejer, om jeg så må sige. Vi har næsten glemt, hvordan det var, da vi havde underskud, men det gør vi jo, som vi plejer: Vi går ud og låner pengene. Vi går ud og låner pengene hos borgerne, vi går ud og låner de 60 mia. kr., herunder de 12 til 15 mia. kr., skattereformen er underfinansieret med. Og vi går ud og låner pengene af de borgere, vi samtidig giver skattelettelserne til. Og når vi går ud og låner så massivt, ved vi jo også, at det påvirker renten i opadgående retning.
Man må spørge sig selv: Hvad er egentlig filosofien i en finanspolitik, hvor vi nu går ud og lånefinansierer en skattelettelse og dermed begynder at opbygge den gæld, der kommer til at gælde i fremtiden? Hvad er egentlig det kloge og fornuftige i at fremtidssikre et samfund som det danske ud fra, at man nu tager fat på en fornyet gældsopbygning og bare gør den større ved den her skattereform?