Jeg er glad for, at jeg har gjort et uudsletteligt indtryk på formanden, og han kan jo så glæde sig over, at jeg fra Folketingets talerstol i dag vel kun har 7-8 indlæg mere, jeg skal have afviklet, inden vi kan se frem til den mødefri periode.
Men når jeg tager ordet, er det, fordi det lovforslag, vi behandler her, jo lyder meget tilforladeligt: Lov om bæredygtige biobrændstoffer. Og når man så oven i købet kan læse, at det handler om at bidrage til opfyldelsen af Danmarks internationale klimaforpligtelser, så kan det jo være underligt, at Enhedslisten faktisk har tænkt sig at stemme imod.
Når vi har tænkt os at stemme imod, er det, fordi det her jo sådan set er et lovforslag, der på meget god vis illustrerer, hvor absurd mange af de internationale aftaler, der laves omkring klima og CO2-reduktion, er. Det kan godt være, at konsekvensen af at vedtage det her lovforslag bliver, at vi reducerer CO2-udslippet i Danmark, selv om de tal, regeringen har opgivet i lovforslaget, nok er tvivlsomme. Det er til gengæld meget, meget sandsynligt, at den globale konsekvens af at vedtage det her forslag bliver, at vi får et øget CO2-udslip. Og det kan virke paradoksalt, at Danmark kan leve op til sine internationale forpligtelser ved at påføre andre lande øget CO2-udslip, men det er realiteten. Det hænger sammen med, at den her anvendelse af såkaldte bæredygtige biobrændsler jo meget nemt kan få den konsekvens, at produktionen af biobrændsler fører til reduktion i regnskoven. Ganske vist ikke direkte, for det har man sikret sig imod, hvad der jo fremgår af nogle af de svar, jeg har fået af klimaministeren, men det er til gengæld fuldstændig sikkert og meget sandsynligt, at vi kan se, at der sker en flytning af produktion af f.eks. fødevarer eller for den sags skyld produkter, der bruges til foder til den danske svineproduktion, ind i de områder, der tidligere har været regnskoven, hvorefter de områder overlades til biobrændsel. Konsekvensen af det bliver altså en negativ effekt på CO2-udslippet. De, der er særlig interesserede, kan læse ministerens grundige svar på en lang række spørgsmål, som i hvert fald ikke har overbevist mig om, at det ikke er det, der vil ske.
Det er vel også derfor, at de klima- og miljøorganisationer, som har ytret sig i den her sag, både da lovforslaget var til høring og efterfølgende, meget klart har opfordret til, at man ikke vedtog det. Altså, den klimamæssige, miljømæssige konsekvens af at vedtage det her er som det første formentlig negativ på det globale plan. Man kan selvfølgelig sige, at Danmark er et lille land, og om vi gør det ene eller det andet spiller måske ikke den store rolle, men det er jo ikke noget godt argument for at gennemføre en sådan lov.
Det andet, som også fremgår meget klart af de svar, jeg har fået af klimaministeren, er jo, at en satsning på biobrændsler, som der lægges op til i det lovforslag, der ligger her, meget nemt kan få negative konsekvenser for fødevareforsyningen og for fødevarepriserne. Ministeren har tidligere meget præcist beskrevet, at det var en af de vigtige årsager til, at man havde de kolossale stigninger på fødevarepriserne for ikke så lang tid siden. En af forklaringerne på det var uden tvivl den øgede anvendelse af biobrændsel. Der er altså en lang række argumenter, der taler for, at vi ikke skal gennemføre det her lovforslag.
Det tredje argument er jo sådan lidt prioritering, og hvad man bruger sine ressourcer til. Hvis man læser f.eks. det betænkningsbidrag, der er kommet fra Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre, vil man se, at det jo meget klart fremgår, at når man stemmer for det her, er det ikke, fordi man mener, at det er noget, vi skal satse på på langt sigt, men at det er en overgangsperiode. Jeg tvivler måske på den samfundsøkonomiske fornuft i at gennemføre en i virkeligheden ret omfattende omstilling for at bruge biobrændsler, som man så hælder i almindelig benzin og diesel, når det er af hensyn til noget, som bliver en midlertidig løsning, en overgangsperiode – i stedet for at satse på at få sat mere gang i elbiler. Det synes jeg måske heller ikke er nogen fornuftig anvendelse af ressourcerne.
Det, som jo så har været det sidste argument, som jeg har forsøgt at fremføre, er, at jeg sådan set synes, at med de mange spørgsmål, der er rejst – og jeg skylder at sige, at det ikke kun er Enhedslisten og undertegnede, der har rejst spørgsmål, det er der også andre der har gjort; der er sådan set blevet arbejdet rimelig grundigt og seriøst med sagen i Folketingets Energiudvalg – og med den lange række af rimelige kritikpunkter, der kan rejses i forhold til det her lovforslag, ville min opfordring på det her tidspunkt nu være, at man besluttede sig til ikke at vedtage det i dag, men tog sagen op igen til efteråret.
Pointen er, at den her lov alligevel ikke kan komme til at gælde fra det tidspunkt, det oprindelig var planlagt, og at der altså derfor kunne være grund til at tage en fornyet behandling af det, hvor man også prøver at se på den lange række af indvendinger, der er kommet fra miljø- og energiorganisationerne.
Det, der jo er problemet her, og det er vel også forklaringen på, at man ikke får lavet særlig meget om i loven, er, at det her jo også er et udtryk for, hvordan EU sætter nogle meget klare begrænsninger. I den diskussion, vi har haft i Folketingets Energiudvalg, har der jo været stillet forslag om, at vi skulle lave nogle bæredygtighedskrav til biobrændsler, som var skrappere end dem, man havde vedtaget nede i EU. Jeg tror, at der er enighed i hele Folketinget om, at skrappere krav til bæredygtighed ville være en rigtig god idé. Der er i hvert fald ikke nogen tvivl om, at regeringen faktisk har arbejdet på, støttet af Folketingets partier, at få skrappere bæredygtighedskriterier opstillet i EU. Man så er der jo bare det lille fikse nummer, at Danmark på grund af det indre marked og totalharmonisering osv. ikke kan gennemføre nogen som helst opstramninger af bæredygtighedskriterierne i forhold til de helt utilstrækkelige kriterier, som man har lagt sig fast på i EU.
Det, som man efter sigende forsøger at løse den problemstilling med, er så ved at lave en frivillig aftale. Det er, så vidt jeg har forstået, helt uklart, hvad den frivillige aftale kommer til at gå ud på. Så det er altså også et usikkerhedsmoment. Det kunne jo også være et argument for, at man skulle udsætte vedtagelsen af det her lovforslag, og at man sagde: Vi er da nødt til at finde ud af, hvad det er, der kommer til at gælde; hvad det er for nogle frivillige aftaler, der laves.
Så jeg vil benytte lejligheden til endnu en gang at give en opfordring til de partier, som jo i grunden i flere år har været meget, meget kritiske over for biobrændslers konsekvenser for fødevarepriser og fødevaresikkerhed. Spørgsmålet er, hvad det har af konsekvenser for klima og CO2, og det gælder såmænd ministerens eget parti, Det Konservative Folkeparti, der i mange år sammen med Enhedslisten var de eneste, som havde en kritisk holdning til biobrændsler. Det gælder Socialdemokraterne, det gælder SF og Det Radikale Venstre, der ved førstebehandlingen her gav udtryk for en meget, meget stor skepsis over for lovforslaget. Jeg har forstået, at nogle i Venstre ser biobrændsler som fremtidens guldgrube for landbruget, og så forsvinder den kritiske sans vel af den grund. Men det er jo ingen grund til, at de øvrige partier i Folketinget ikke skulle opretholde den kritiske sans.
Så jeg håber stadig væk på, at vi her på falderebet kan nå at skabe lidt forandring i den stemmeafgivelse, der jo ellers ser ud til at falde meget kedeligt og ensidigt ud.