Det næste punkt på dagsordenen er:

29) 2. behandling af lovforslag nr. L 178:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven. (Udvidet behandlingsret for psykisk syge voksne).

Af ministeren for sundhed og forebyggelse (Jakob Axel Nielsen).

(Fremsættelse 26.03.2009. 1. behandling 21.04.2009. Betænkning 13.05.2009).

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig? Fru Karen Klint.

Det er en rigtig god sag, vi skal stemme om om lidt. Undskyld, at jeg er hæs - det er ikke, fordi jeg har været for meget ude.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi giver dette lovforslag nogle ord med på vejen, også fordi det faktisk er lidt sjovt, at det er i dag, det kommer til afstemning her i Folketingssalen, for der er jo sættemøde mellem regeringen og Danske Regioner om den økonomiske aftale for de kommende år, og vi er nogle stykker, der synes, at psykiatrien skal vægtes lige så meget i sundhedsvæsenet som andre alvorlige sygdomme, hvorfor vi hellere vil være med til at sikre den almindelige drift af psykiatrien over finansloven end ved det, vi gør over satspuljen, og som vi jo i mange år har gjort over satspuljen. Det er også nødvendigt at støtte psykiatrien via satspuljen, men det er lige så nødvendigt, at den sikres sit eget liv på finansloven.

Så derfor vil jeg bare gerne i dag gentage, at vi arbejder på, at der skal være en national handlingsplan på psykiatriområdet, lige så vel som vi har haft det på hjerteområdet og på kræftområdet. Og jeg har ladet mig fortælle i et af de svar, vi har fået fra ministeriet her på det sidste, at Sundhedsstyrelsen faktisk sidder og arbejder på noget, der ligner en national plan - det hedder så bare en national strategi. Jeg er sådan set ligeglad med, hvad det hedder, bare det hjælper, og bare det er noget, vi kan blive enige om. Så vi vil bare gerne appellere til, at vi fortsat samarbejder om at få psykiatrien løftet op på et kvalitetsniveau og et fagligt niveau, hvor personalet også kan holde ud at være der, og hvor vi får slået de myter ihjel om psykiatrien, som findes mange steder.

Det sidste, jeg vil sige i den her omgang, er, at når der nu skal laves nogle takstaftaler, fordi det private får mulighed for at byde ind på nogle områder inden for psykiatrien, ser vi selvfølgelig gerne, at det er prisaftaler, som afspejler den forskel, der er på, hvad man kan behandle i det private regi, og hvad man så ellers skal varetage i det offentlige. Så vi vil ikke have en overbudspris på taksterne inden for psykiatrien. Vi vil også gerne arbejde for, at den flerfaglighed, som vi nu adskillige gange har givet penge til over satspuljen, også kommer til udtryk i virkeligheden.

Så vi har altså nogle ønsker til Sundhedsstyrelsen, som vi skal samle op, og det er også derfor, at vi i vores betænkningsbidrag til lovforslaget her netop har understreget, at selv om det her er en satspuljeaftale, og selv om aftalen som sådan er sluttet, vil vi meget gerne samarbejde om at implementere selve aftalen, og vi vil meget gerne mødes både med ministeren og med andre for at holde fast i den gode ende af den linje, som vi nu har lagt for at give psykiatrien et gevaldigt løft.

Jeg vil bare gøre medlemmerne opmærksom på, at vi har slukket for A-skiltet. Vi regner med, at der bliver afstemning igen om cirka en halv time, så man bedes nok opholde sig i nogenlunde nærhed af Folketingssalen, hvis ikke man vil følge den fortsatte debat.

Fru Anne Baastrup.

Jeg er fuldstændig enig med fru Karen Klint i, at det er et centralt lovforslag, vi behandler nu. At give også voksne med psykiatriske diagnoser en behandlingsret er rigtig, rigtig vigtigt.

Men det, der også er vigtigt, er, at der kommer til at ske noget. Vi husker jo stadig væk, da vi lavede en aftale, der vedrørte børn og unge, og hvor vi i aftalen helt klart havde givet udtryk for, at vi forventede, at der kom efter/videreuddannelsestilbud til folk med en mellemlang videregående uddannelse, som beskæftigede sig med psykiatriske diagnoser inden for børn og unge-området. Og hvad kunne vi så se et halvt år efter? Et halvt år efter kunne vi konstatere, at Sundhedsstyrelsen intet havde foretaget sig.

Vi må derfor forvente, at ministeren med den viden i baghovedet tager fat i Sundhedsstyrelsen og får Sundhedsstyrelsen til i et samarbejde med regionerne - formentlig skal undervisningsministeren også være involveret - at sikre, at der kommer nogle relevante efter/videreuddannelsestilbud til ergoterapeuter, fysioterapeuter, sygeplejersker, SOSU-assistenter, SOSU-hjælpere - you name it. Det er helt afgørende, hvis denne behandlingsret skal blive til virkelighed. Vi kan ikke være bekendt, at vi sidder i Folketinget og vedtager det ene lovforslag efter det andet og der så bare intet sker ude i virkeligheden.

Det er også interessant, at vi har det her lovforslag netop i disse dage, hvor vi har fået de seneste tal for brugen af tvang inden for psykiatrien. Vi husker jo, at da vi havde gennembrudsprojektet i amterne - dengang de eksisterede - faldt brugen af tvang dramatisk. Vi må nu forvente nye tal, der viser, at den ulovlige tvang, den tvang, som ikke er anerkendt af de forskellige nævn, under alle omstændigheder hører op. Og vi må også kunne forvente, at omfanget af den tvang, der anvendes, får en nedadgående tendens. Vi kan ikke være bekendt, at vi kan se, at antallet af mennesker, der udsættes for tvang, når de er i de offentlige systemer, ikke minimeres maksimalt.

Derfor synes vi, at det er en god dag. Vi synes, at det er en rigtig god dag, hvor det her lovforslag kommer videre. Men der er lige nogle ting, som sundhedsministeren bør være meget opmærksom på.

Ja tak. Så går vi videre i ordførerrækken, fru Lone Dybkjær.

Ja tak. På linje med andre ordførere har også Det Radikale Venstre været ret chokeret over anvendelsen af tvangsmidler, og det synes jeg vi bør diskutere nærmere, og vi bør finde frem til, hvad vi mere effektivt kan gøre på det her område, for det er totalt uacceptabelt. Det er muligt, at det hænger sammen med, at der er for få ressourcer af personalemæssigt art på området, men så er det det, vi må tage fat i.

Det andet, jeg vil nævne, er, at vi ser frem til løbende at følge forhandlingerne på det her område. Det har jo ved tidligere aftaler vist sig, at det er nødvendigt med en ret tæt opfølgning. Det skulle man ikke tro det var, men det har jo vist sig, at det er sådan.

Så vil jeg også godt i denne sammenhæng understrege nødvendigheden af, at vi får uddannet personale, og at vi er åbne over for personaleuddannelserne. Der har jo været en vis reservation over for anvendelse af psykologer inden for det her område, og det er helt åbenbart, at der inden for området selvfølgelig skal være psykologer til at samarbejde med psykiatere, og det kan også være andre personalegrupper. Jeg tror, at noget af det vigtigste inden for en stor del af det her område trods alt er, at der bliver tilbudt tilstrækkeligt med samtaler til de mennesker, der har psykiske eller psykiatriske problemer. Det kræver altså nogle ressourcer, og det kræver noget uddannelse, og det er nødvendigt, at begge dele er der.

Så er jeg også, som andre har sagt at de er, tilfreds med, at psykiatrien kommer på niveau med de andre sygdomme. Men den gør det ikke helt, for det er interessant, at det altså er et mindretal af partier, som har sagt, at når satspuljeforliget udløber denne gang, skal den over på finansloven. Det har regeringspartierne og ministeren faktisk ikke villet forpligte sig på. Det synes jeg er forkert, for så er der jo ikke tale om ligestilling.

Vi kan ikke blive ved at køre hele det psykiatriske område eller en stor del af det ved hjælp af satspuljemidler. Det er ikke rimeligt, og det er frem for alt ikke ligestilling med andre sygdomme. Derfor synes jeg, at det er ærgerligt, at regeringspartierne og ministeren ikke har villet forpligte sig på, at det selvfølgelig skal over på finansloven nøjagtig på linje med, hvad andre områder, som vi har haft inden for satspuljen, er kommet. Men det er for mig et signal om, at man alligevel ikke helt accepterer psykiatriske sygdomme på linje med andre sygdomme. Jeg kan jo sige, at sådan er det politiske billede altså, men det er rigtig synd for de mennesker, der rammes af de sygdomme.

Ja tak. Fru Vivi Kier som ordfører.

Fra konservativ side vil jeg stå og glæde mig over, at vi nu er i gang med også at give psykisk syge voksne den udvidede behandlingsret. Tidligere har vi vedtaget den udvidede behandlingsret for unge under 18 år, og den har vi jo set har været med til at sætte et positivt skub på hele området psykisk sygdom. Jeg oplever også, at alle satspuljepartierne er meget enige om, at det her er et fælles fokusområde, hvor vi har satset en hel masse. Så jeg glæder mig meget over, at satspuljepartierne har været fælles om at være enige om det her område.

Så kan man altid blande alle mulige andre ting ind i det. Som det blev nævnt senest, foregår der faktisk noget tvang, hvor der egentlig ikke er belæg for det. Jamen det er jo en helt anden boldgade, vi skal over at snakke i.

Så er der hele tanken om, at det skal væk fra satspuljen og over på finansloven. Det kan lyde, som om vi fra konservativ side ikke vil det. Jeg husker endnu, at jeg har stået her på talerstolen og tilkendegivet, at det syntes jeg var en rigtig vej at gå, men lige nu behandler vi altså en satspuljeaftale, og det er den, vi sætter i værk. Så er det jo ikke en aftale om finanslovforhandlinger, der kommer lige om lidt.

Jeg synes, vi skal glæde os over, at vi igen sætter fokus på mennesker med psykisk sygdom, og at vi nu også giver de voksne en mulighed, som vi har set har givet et positivt løft for unge under 18 år.

Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Karen Klint – heroppefra, ja, for man er næsten nødt til at følge regelsættet, men man behøver ikke at løbe.

Ja, det er rigtigt, at når det er en andenbehandling, skal vi skifte plads her til talerstolen. Jeg vil meget gerne kvittere for, at den konservative ordfører i det hele taget er gået herop. Det synes jeg er dejligt, for så er repræsentanter for halvdelen af regeringen jo da gået på talerstolen og har sagt, at det er et fælles projekt at løfte psykiatrien, sådan at vi får den samme respekt omkring den psykiatriske sygdom, som vi har omkring andre alvorlige sygdomme.

Så vil jeg bare bede ordføreren om at bekræfte, at vi nu har fået et svar fra ministeren, der består i, at med den økonomiske udvikling, der har været inden for sundhedsvæsenet, har de øvrige sygdomme fået et løft på omkring 29 pct. rent økonomisk, hvorimod psykiatrien kun har fået et løft på 4 pct.

Fru Vivi Kier.

Igen vil jeg glæde mig over, at vi har et fælles fokus, og at vi er enige om, at psykisk sygdom er rigtig, rigtig vigtigt og væsentligt.

I forhold til det konkrete spørgsmål stillet til sundhedsministeren, og som ministeren har afgivet et svar på, må jeg beklage, at jeg ikke lige står med spørgsmål og svar her. Så jeg skal ikke stå og sige ja til nogle procenter. Jeg er vidende om, at psykiatri og psykisk sygdom jo har været et område, som vi alle sammen har erkendt har haltet bagefter. Derfor har vi jo lige nøjagtig valgt at sætte fokus på det, først ved at udvide behandlings- og udredningretten for unge under 18 år, og nu står vi med en satspuljeaftale, hvormed vi udvider behandlingsretten for voksne. Dermed har vi været med til, håber jeg, at give en tiltrængt saltvandsindsprøjtning. Dermed være ikke sagt, at alt nu er lutter idyl, og at alle opgaver er løst - under ingen omstændigheder. Jeg er klar over, at der ligger meget arbejde forude.

Fru Karen Klint for en kort bemærkning.

Jamen det er sådan set fair nok, at man ikke lige har alle svar, især når man ikke har stillet spørgsmålet selv. Nu har jeg stillet spørgsmålet, og jeg gjorde det ud fra de oplysninger, der kom frem på den konference, som Danske Regioner afviklede om psykiatri for nylig. Så syntes jeg, at det var lige så godt at få bekræftet de påstande, der kom på den konference, om, hvor skæv udviklingen er, og hvor stor uligheden er i sundhedsvæsenet på området. Vi kan jo sagtens tage den økonomiske drøftelse bedre et andet sted.

Jeg siger jo heller ikke, at vi er færdige med at bevilge til enkelte ting i psykiatrien over satspuljen. Det, vi som parti siger, er bare, at den almindelige drift af psykiatrien altså må have en plads på finansloven, i respekt for hvad der ellers sker alle andre steder.

At der så i ny og næ kan komme projekter op, som der også kommer projekter op andre steder, viser bare, at sådan er det jo at arbejde med satspuljen. Den skal selvfølgelig bruges, når vi har den, men ikke til den daglige drift af så stort et patientområde.

Fru Vivi Kier.

Jeg vil gerne endnu en gang kvittere, som jeg tidligere har gjort her fra talerstolen. En ting er, at vi finansierer alt det her over satspuljen; noget andet er, at jeg gerne vil arbejde for, at også psykiatrien kommer på finansloven. Så der har vi et fælles mål.

Ja tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Lone Dybkjær.

Altså, det, jeg syntes måske kunne være relevant, var, at ministeren også kom på banen og sagde, hvad det egentlig var, vi havde aftalt i forbindelse med satspuljeforhandlingerne. For det, der er aftalt i forbindelse med satspuljeforhandlingerne, er jo, at partierne er enige om - vi har så troet på ministerens og ministeriets beregninger - at der er tilvejebragt de fornødne midler til det her område. Og så skal de jo ikke længere blive ved med at blive bevilget over satspuljen, så skal de bevilges over finansloven i fremtiden. Sådan er tingene jo.

Derfor er jeg lidt ked af, at man i forbindelse med den her behandling ikke har villet fastslå, at det er den faktiske situation, og derfor synes jeg, at regeringen løber fra sine løfter, som sådan set blev givet i forbindelse med satspuljen. Derfor synes jeg, at det kunne være meget passende, at ministeren også kom på banen - og hvis ministeren ikke føler sig klar til at komme på banen i dag, så i hvert fald i forbindelse med tredjebehandlingen, så vi kan få det her udredt.

Vi går videre i ordførerrækken, og det er hr. Per Clausen nu.

Hvis nogen, der overværer den her debat, kan få indtrykket af, at glæden måske ikke er så stor hos dem, der har indgået den her aftale, så er det sikkert rigtigt. Det er der efter min mening meget god grund til, for det, der gemmer sig bag den her aftale og flere andre aftaler, der af regeringen gang på gang er blevet præsenteret som en prioritering af det psykiatriske område, er en systematisk underprioritering og nedprioritering af det psykiatriske område år efter år.

Hvis vi tager ministerens egne svar, er det sådan, at det beløb, man har afsat, og som man har brugt til den almindelige drift af de psykiatriske sygehuse, er lavere for 2008, end det er for 2002. Det er lavere! Det vil sige, at i de aftaler, man har lavet med regionerne, i de finanslovforslag, man har vedtaget herinde, har man - på trods af de mange skåltaler om, at man vil gøre noget godt for de psykiatriske patienter - sørget for, at der er færre penge til det område. Så er det jo rigtigt, at man også år efter år har indgået nogle satspuljeaftaler, hvor man har afsat penge til det psykiatriske område. Det er jo dejlig synligt, for det gør, at man kan gå frem og reklamere med det og sige: Her gør vi virkelig en stor indsats. Hvis man lægger de tal til, vil man stadig væk se, at det psykiatriske område får væsentlig færre penge til vækst i forhold til det almindelige sundhedsområde.

Man har altså ikke gennemført nogen opprioritering af det psykiatriske område, man har gennemført en systematisk nedprioritering. Derfor burde det ikke undre nogen, når vi i dag i pressen kan læse om en stigende anvendelse af ikke bare tvang, men af ulovlig tvang, for det er jo en naturlig konsekvens af, at man har mangel på personale, at man har mangel på ressourcer og sikkert også nogle andre ting, men jeg tror ikke, der er nogen, der behøver være i tvivl om, at det ressourcemæssige spiller en afgørende rolle.

At man så i den sammenhæng, hvor der er mangel på personale, mangel på ressourcer, indfører en behandlingsgaranti, som man kalder det, og forsøger at gøre det til sådan en særlig stor bedrift, synes jeg ikke er særlig rigtigt. Det vil jeg godt sige.

Pointen er, at vi da udmærket godt ved, hvad konsekvenserne af en såkaldt behandlingsgaranti på områder, hvor der er for få ressourcer, og hvor der er for få medarbejdere, er. Det vil betyde, at nogle vil komme til behandling tidligere, men det betyder også, at vi risikerer, at de alt for få ressourcer, der er, skævdeles og flyttes steder hen, hvor der måske er mindre brug for ressourcerne end der, hvor ressourcerne bliver flyttet fra. Her skal vi virkelig sætte mindre i gåseøjne, for inden for det psykiatriske område er der brug for medarbejdere og personaleressourcer på alle områder.

Så jeg må ærlig talt indrømme, at jeg har lidt svært ved at se, at den her aftale, hvad angår den del af den såkaldte behandlingsgaranti, afviger ret meget fra de storslåede privatiseringsprojekter, som regeringen i øvrigt har gennemført på det almindelige sundhedsområde og det almindelige sygehusområde.

Men jeg er med på, og jeg kan godt forstå, at man selvfølgelig må betragte det som en gevinst ud fra det psykiatriske områdes særlige problemer, at man får noget, der minder om en halv ligestilling i forhold til det almindelige område, for det er selvfølgelig en gevinst. På et område, hvor nogle har behandlingsgaranti, går det jo særlig ud over dem, der ikke har. Problemet er bare, at der er mange, mange mennesker på det psykiatriske område, der ikke får nogen som helst form for behandlingsgaranti ved hjælp af det her lovforslag. Det er derfor, Enhedslisten vil stemme imod det, altså fordi vi mener, at man fokuserer fuldstændig forkert.

Det, det handler om, er at skabe et generelt økonomisk løft til det psykiatriske område. Hvor meget der skal til, er såmænd ganske enkelt, for hvis man mener det alvorligt, altså at det psykiatriske område skal behandles ligesom andre sygehusområder, kan man jo bare se på den vækst, der har været på de andre sygehusområder, og sige, at vi skal have en tilsvarende vækst, som der har været på de områder bare siden 2002. Så er jeg sikker på, at de, der har beskæftiget sig med det i længere tid, også vil kunne erindre, at det område heller ikke i særlig stor udstrækning blev prioriteret særlig højt under tidligere regeringer. Det betyder, at vi i virkeligheden har et efterslæb, der er meget større. Det var den opgave, der skulle løftes.

Da vi oprindelig hørte om den her satspuljeaftale, måtte man få det indtryk, at det nu var aftalt, at det blev klaret med satspuljemidler den her gang, og så måtte de, der er på dagpenge, kontanthjælp og pensionister, igen betale til de psykisk syge mennesker, for når der skal ske en vækst på det område, er det åbenbart ikke noget, som almindelige skatteydere skal have mulighed for at bidrage til. Det var så sidste gang. Nu ville der komme styr på det, nu ville der komme finanslovløsninger. Når vi så har behandlingen af det her lovforslag her i Folketingssalen, må vi konstatere, at det åbenbart er helt uklart, helt usikkert, hvad der sker på det her område. Så selv om lovforslaget isoleret set repræsenterer et lille fremskridt for de psykisk syge, synes jeg også, at det understreger det gigantiske hykleri, som behandlingen af de her sager har været udsat for i årevis.

Jeg synes bare, at det, der står tilbage, også efter de debatter, jeg gentagne gange har haft med f.eks. Venstres ordfører, fru Sophie Løhde, om bevillingerne til det psykiatriske område, er, at der er færre penge til den almindelige drift i 2008, end der var 2002. Det er regeringens resultater på det område indtil nu.

O.k., man har forsøgt at forsøde tilværelsen lidt med satspuljemidler, men det er efter min mening simpelt hen for dårligt.

Tak. Fru Sophie Løhde som ordfører.

Jeg må da indledningsvis sige, at jeg ikke sådan helt kan genkende det billede, som ordføreren fra Enhedslisten forsøger at fremmane her i dag. Og når der så bliver talt om, at det her til forveksling ligner en eller anden privatiseringsbølge, som det er blevet set inden for andre områder, er jeg ikke enig i det. Men skulle ordføreren fra Enhedslisten have ret, må jeg da konstatere, at både Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet bakker op om den linje. Så der er måske noget, partierne internt lige skal have drøftet lidt nærmere.

Det, jeg synes er lidt påfaldende at høre fra ordføreren fra Enhedslisten, er den her gentagne kritik af, at psykiatrien skulle være nedprioriteret i forhold til det niveau, den tidligere SR-regering lagde for dagen. Det er jo altså et faktum, vil jeg sige til hr. Per Clausen, at der bliver brugt væsentlig flere penge i psykiatrien i dag. Det er ikke det samme, som at vi ikke er en række fælles partier, som gerne ser, at området bliver løftet, og som gerne ser, at vi foretager nogle forskellige prioriteringer og målretter nogle midler til nogle områder, som vi i fællesskab finder frem til.

Nu er der i dag blevet sagt utrolig mange ting om mangt og meget, selv om man kan sige, at selve lovforslaget her i dag jo omhandler det at give mennesker ret til at komme i hurtig behandling. Derfor synes jeg også, at det væsentligste i dag jo ikke nødvendigvis handler om at sidde og diskutere, hvorvidt det er finansieret via satspuljen eller via finansloven. Det afgørende for Venstre er, at vi med det her lovforslag for første gang sikrer lige muligheder for patienter i psykiatrien til hurtigt at komme i behandling. Det vil sige, at der skal være lige muligheder, sådan at det ikke er den enkeltes pengepung eller forsikringspolice, som afgør, om man kan blive behandlet på et privathospital, men at alle får samme mulighed for at komme hurtigt til.

Samtidig løfter vi psykiatrien med det udgangspunkt, at vi jo tilfører massivt flere midler til det her område til at få opbygget den nødvendige kapacitet også i offentligt regi. Det er jeg glad for at satspuljepartierne i fællesskab har været med til at prioritere, og jeg synes ikke, at vi i dag skal ødelægge glæden over at kunne anerkende, at det nu er lykkedes i satspuljekredsen at blive enige om, at det væsentligste i det her tilfælde er, at patienterne har retten til at vælge ventetiden fra, og ikke at bekæmpe privathospitaler, altså at det væsentligste er, at vi tager udgangspunkt i det enkelte menneske og ikke i systemet.

Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Jeg vil bare spørge fru Sophie Løhde, om hun ikke kan bekræfte, at ifølge de tal, vi har fra sundhedsministeren, er det sådan, at man i 2002 brugte 6 mia. kr. på psykiatrien på sygehusene i den almindelige drift, og at man i 2008 brugte 5,8 mia. kr., altså et lavere tal. Så er det selvfølgelig smukt, at satspuljepartierne forsøger at reparere på den skade, som er sket på grund af de forhandlinger, som skiftende ministre har ført med regionerne, og på baggrund af de finanslove, som man har vedtaget i Folketinget.

Fru Sophie Løhde.

Det, jeg kan bekræfte over for hr. Per Clausen, er, at der i dag bliver brugt flere penge i psykiatrien, end der blev brugt tidligere. Det er et fuldstændig klart og enkelt svar.

Jeg synes, at hr. Per Clausen skal gå ud og se på de faktiske budgetter, som jo ikke kun omhandler, hvad det er, der bliver givet til et område ude i regionerne gennem de daglige driftsbudgetter, men som også omhandler, hvad det er for nogle budgetter, der er blevet løftet gennem satspuljeaftalerne, eksempelvis når vi som i dag behandler et lovforslag, som omhandler at give patienter i voksenpsykiatrien en ret til hurtig behandling. Vi tilfører jo samtidig massivt flere midler til psykiatrien med den her aftale, som gør, at regionerne får mulighed for at opbygge kapaciteten, så de også kan leve op til den fælles målsætning, der er, om at sikre mennesker ret til hurtig behandling.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Det, vi kan konstatere, er, at hvis det ikke havde været, fordi man fratog arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og pensionister en del af deres regulering, og nogle partier valgte at fordele de penge, så der kom noget til psykiatriområdet, ville psykiatriområdet have været udsat for en regulær nedskæring fra 2002 til 2008. Selv hvis man - sagt til fru Sophie Løhde - medregner de penge, der er kommet fra satspuljen, kan man jo ikke komme uden om den banale kendsgerning, at væksten inden for det psykiatriske område er væsentlig lavere end inden for andre sygehusområder. Så realiteten er, at dette område ikke er blevet opprioriteret - det er blevet nedprioriteret år efter år.

Der er ikke flere, der ønsker at udtale sig, og så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, og det er ikke tilfældet, er det vedtaget.