Jeg skal takke ordførerne for kommentarerne til og jo overvejende positive tilgang til lovforslaget, som handler om at give hjemmel til, at vi kan offentliggøre navnene på produkter og virksomheder, som har anmeldt kosttilskud.
Det er lidt underligt med de debatter, vi har her i Folketingssalen, og nogle gange kan man kun undre sig over, hvad det er for nogle synspunkter, der bliver indtaget. Det, jeg undrer mig såre over i dag, er SF og Socialdemokraternes afvisning af, at forbrugeren godt må få indsigt i, hvad det er for en liste over anmeldte kosttilskud, Fødevarestyrelsen ligger inde med. Jeg har den tilgang, at hvis de oplysninger, som det offentlige har, på nogen måde kan hjælpe forbrugeren, være en guide til, hvad der findes af anmeldte produkter, og hvad der måske er lidt nemmere at kontrollere end andet, ja, så mener jeg ubetinget, at det gælder om at stille de oplysninger til rådighed for forbrugerne.
Jeg er dybt, dybt forundret over, at man kan have en tilgang, hvor man mener, at forbrugeren ikke kan skelne mellem, om det er godkendte produkter eller det udelukkende er anmeldte produkter. Men det er så det, som kommer frem i debatten. Jeg må bare sige, at for mig handler det om, hvordan vi allerbedst kan hjælpe forbrugeren gennem den jungle, som kosttilskuddene jo kan være, hvordan vi kan sikre de bedst mulige informationer og oplysninger om kosttilskuddenes effekt, hvad der er dokumentation for osv., og det er det, vi har samlet på den her portal, som jeg synes også bør indeholde listen over, hvad Fødevarestyrelsen har af anmeldte produkter.
Jeg skal kommentere på nogle af de konkrete ting. For at tage fat i hr. Benny Engelbrechts synspunkter først, så mener han altså, at den almindelige forbruger har vanskeligheder ved at skelne. Jeg har en helt anderledes tiltro til forbrugerne. Jeg tror faktisk, at forbrugerne godt kan skelne, og jeg tror, at forbrugerne vil synes, at de bliver hjulpet godt på vej ved at få nogle flere oplysninger. Og selvfølgelig vil det meget klart fremgå, at der er tale om anmeldte produkter og netop ikke om godkendte produkter. Det var noget, bl.a. hr. Morten Helveg Petersen og også andre ordførere var inde på - at det skal fremgå klart, og det vil det så selvfølgelig også.
Det, der så er forunderligt, er, når hr. Benny Engelbrecht og fru Pia Olsen Dyhr og andre siger, at vi meget hellere skal lave en fælles information om kosttilskud og naturlægemidler. Se, hvis man gjorde det, ville man for alvor gribe til en forvirring over for forbrugerne. For vi taler jo om to helt forskellige ting. Naturlægemidler bliver godkendt, og de bliver godkendt af Lægemiddelstyrelsen og fremgår af Lægemiddelstyrelsens hjemmeside, og der er også en orientering om det på den her hjemmeside, hvorimod kosttilskud netop ikke bliver godkendt. I Danmark kræver vi, at de skal anmeldes. Det gør Sverige f.eks. ikke. Men det synes vi er en god hjælp, fordi myndighederne så har kendskab til, hvad der er på området. Så det ville jo netop være at blande tingene sammen, hvis man skulle følge fru Pia Olsen Dyhrs efterlysning og lave sådan en fælles portal, som jeg har noteret mig at Forbrugerrådet gerne vil. Der er det meget bedre, at vi holder tingene adskilt og sørger for at informere om, hvad forskellen på de to ting er.
Så skal jeg også sige til hr. Benny Engelbrecht, at jeg mener, vi har en udmærket kontrol med kosttilskuddene. Der bliver lavet stikprøvekontroller, og så har vi jo helt specielt lavet en egentlig enhed, et rejsehold så at sige, der assisterer regionerne og også står for kampagner for netop at sætte ind over for problemer, der måtte være omkring kosttilskuddene. At det så er et problem, at omkostningerne i forbindelse med de her initiativer ikke er store nok - det er simpelt hen en argumentation, jeg overhovedet ikke kan følge.
Så har flere ordførere, bl.a. fru Pia Olsen Dyhr og andre, nævnt eksemplet med Fortodol, som der jo er blevet advaret mod.
Det er et eksempel på, at vi, netop ved at der er den her hjemmeside, på en meget nem måde sørger for en tilgængelighed med hensyn til at advare forbrugerne. Og det er jo selvfølgelig også sådan, at produkter, der bliver taget af markedet, også bliver fjernet fra listen. Det giver sig selv, at der vil være en konsekvens - at virksomheden, der har trukket et produkt tilbage, også skal sørge for at trække det ud af listen over anmeldte produkter. Det giver sig selv.
Jeg glæder mig over, at der er flere, der gerne vil ind i en diskussion om, hvordan vi håndterer det her bedst. Men for mig at se handler det om, at vi giver maksimal information og viden videre til forbrugerne og på den måde netop hjælper dem allerbedst med at tage stilling til kosttilskud - om de overhovedet har brug for kosttilskud, hvad de skal være opmærksomme på, hvad der kan være af konsekvenser, hvis man tager kosttilskud osv. Det er det, jeg mener vi samlet har løst gennem den her portal og gennem det, at vi nu også siger, at vi får mulighed for at offentliggøre de anmeldte kosttilskud.