Der skal heller ikke være nogen tvivl om, at Enhedslisten gerne ser, at det her lovforslag kan vedtages, og at det kan vedtages i hvert fald så hurtigt, at det kan komme til at træde i kraft, næste gang der er valg - og det kan jo ikke komme for tidligt, så derfor kan det jo godt være et argument for, at vi skal skynde os lidt. Så på det område kan jeg da være helt enig med hr. Johs. Poulsen.
Jeg vil også sige, at vi synes, der derudover er to ting at sige til lovforslaget. Den ene er, at det er meget vigtigt, at selv om man så indfører de her hjælpeforanstaltninger, så træder de ikke - som fru Lene Hansen også var inde på - i stedet for på alle måder at indrette valgstederne sådan, at mennesker med handicap får mulighed for selv at kunne gennemføre den fulde afstemningsproces, hvad de sikkert ofte selv har et ønske om for på den måde at være uafhængige af hjælp i den situation. Det synes jeg er meget vigtigt; det her træder altså ikke i stedet for det. Men det ændrer jo ikke noget ved, at det er fornuftigt at udbrede en ordning, som man tidligere har haft for blinde og svagtseende, så man udvider den til også at omfatte andre grupper og også udvider den til at omfatte brevstemning, fordi det selvfølgelig er vigtigt, at så mange mennesker som overhovedet muligt kan deltage i de demokratiske processer.
Den anden ting, om vi i Enhedslisten godt vil bore lidt i, og som jeg også har nævnt i et enkelt spørgsmål her under debatten, er spørgsmålet om tilstedeværelsen af en myndighedsperson. Bl.a. kunne vi godt tænke os at bore lidt i, om det nu også er sådan, at man har nogen som helst sikkerhed for, at man undgår utilbørlig påvirkning af vælgeren, fordi der er en myndighedsperson til stede under selve afstemningsprocessen. Det er vi sådan set ikke helt sikre på.
Man kan drage to konklusioner af det. Den ene er, at det måske kan blive svært at få en hundrede procents sikkerhed mod den slags påvirkning, og at man derfor må indrette et system, som i stor udstrækning er baseret på tillid til mennesker, også menneskers mulighed for selv at udpege de personer, de kan stole på. Eller man kan naturligvis drage den anden konklusion og gå i gang med yderligere kontrolforanstaltninger, som Dansk Folkeparti måske var ude i at sige ville være nødvendige. Det, jeg synes er lidt problematisk i den her diskussion, er, at man med henvisning til nogle ikke særlig eksemplificerede eksempler fra Norge åbenbart sådan ret sorgløst affejer de høringssvar, der er kommet fra handicaporganisationerne, som man vel må formode i en eller anden udstrækning også har gjort sig nogle overvejelser om, hvordan man sikrer, at mennesker med handicap ikke udsættes for utilbørlig påvirkning, men på den anden side heller ikke udsættes for at få den fornemmelse, at vi nok anser dem for nogle, som trænger til beskyttelse i den proces, hvor de vælger, hvem det er, de vil have med ind i stemmeboksen.
Jeg synes, det kunne være interessant i det videre udvalgsarbejde både at fokusere på, hvad det er for nogle konkrete eksempler, der findes fra Norge, og også på, hvad der findes af erfaringer fra andre lande, for så vidt jeg kan forstå på nogle af høringssvarene, har man tilsvarende ordninger i andre lande.
Hermed er ikke sagt, at konklusionen er fuldstændig fastlagt fra Enhedslistens side, for der kan naturligvis komme ting frem i udvalgsarbejdet, der på anderledes overbevisende måde end det, der ligger i høringssvarene, og det, der ligger i lovforslaget, taler for den model, man har valgt. Og vi vil jo sådan set under alle omstændigheder meget gerne være med til at bære det her lovforslag igennem, fordi det i sin intention og i sin konsekvens uden tvivl vil være en hjælp til mange mennesker.